Lavt stofskifte i formentlig årtier

[VibekeJ]

VibekeJ... Når jeg tenker tilbake på meg selv, tror jeg det gikk 1,5år før jeg KJENTE at formen var bedre. Inntil da hadde jeg hatt for lave doser.(jeg ble medisinert ned i den perioden, men det er en annen historie).
Du sier du er VERRE etter oppstart på medisin.DET kan jo være et signal om at binyrene dine er svake, lav kortisolproduksjon--og da er naturlig tyroksin faktisk verre enn syntetisk.
Har du fått undersøkt binyrestatusen din?
Den er helt esensiell for at stoffskiftemedisin skal virke!

Hej Gunnda.
Åh, om jeg skal vente 1½ år på at blive bedre, så overlever jeg det ikke. Jeg skulle mene, at der er check på cortisol, da jeg har fået det målt hos Hertoghe. Det er vældig lavt om morgnen, ellers ligger det pænt. Jeg tager kun 4mg hydrocortison dagligt, det er vist ikke så meget.
Men egentlig forstår jeg det ikke. Når jeg tager Wilsons test med de mange spørgsmål, så bliver resultatet alvorlig binyretræthed, men det viser sig så kun svagt i Cortisolen. Det forstår jeg faktisk ikke.
Jeg er bange for at mine problemer relateres til mine ødelagte skinneben, som nu er ved at bryde endeligt sammen. Det føles som om der er blødende sår ind i benene. Anklerne har nu også sagt fra. Det er en tragedie for mig, men også noget fremmegørende og underligt sådan at være sit eget vidne til hvordan kroppen sådan del for del giver op.
Jeg har nu fået mig en ny læge, det som I højt mod nord kalder for fastlege, og skal nu til at fortælle ham om, hvad det er der foregår i mine ben. Det har også været noget specielt selv at kunne mærke hvad der foregår og så ikke kunne formidle det. Eller rettere formidle det og ikke blive forstået. Der står skrevet i lægernes øjne 'ja, ja, så slemt er det nok ikke'.
Jeg har ikke fortalt Hertoghe om denne skade, det er jo ikke hans gebet og jeg har villet se hvor langt hormonerne kunne hjælpe mig. Men som det ser ud nu, så tror jeg ikke jeg kommer til Hertoghe igen. Så skal der ske et mindre mirakel.
Jeg skal bare holde 8 måneder til.

Tænk alle de gange man/jeg har set mennesker i kørestol uden at skænke det en tanke, at mange ikke bare sidder, men lider også. Og hvor vanskelligt deres liv og dagligdag er.
Det ved jeg nu, og jeg bare hylder og beundrer deres mod og udholdenhed.

Læger kender til problemer med knæ og hofter, men muskler og sener der ikke vil, der har jeg mødt mange byer i Rusland

Nu ikke flere lidelsesberetninger - foreløbig

KH

VibekeJ