Lavt stofskifte grundet Hashimotos

[kat1982]

Hej!
Jeg hedder Katharina og er 26 år gammel.
Jeg har allerede prøvet at finde mine svar i forum på www.netdoktor.dk. men blev da lidt skuffet der.... fik at vide at jeg nok er den yngste på den side.... og blev henvist til den her.
Så jg starter på en frisk og ser om jeg få svar her....og er her nogen der er på min alder??

Min historie:

For ca. et år siden fik jeg konstateret for lavt stofskifte grundet Hashimoto´s. Mine stofskifte tal er faktisk blevet stabiliseret i løbet af det første år. ligger på 0,1 så vidt jeg husker. den lå på 17 eller 18 i sin tid, så vist jeg husker. Hukommelse fejler ellers ikke noget, men det er et stykke siden jeg har set dem på lægens pc skærm og jeg har faktisk ikke fået skrevet dem ned. for - det var jo den gang....
Har så meldt mig ind i de danske vægtkonsulenter for oven i købet at få styr på mit madmisbrug. dette resulterede i 20 kg (mangler en del endnu) mindre siden marts i år. det er jeg ret stolt på *smil*

Har nemlig ellers været igennem et helvede bestående af overvægt, depression og enorm panik angst. Kunne sove hele dagen. var konstant træt, ingen energi til noget som helst... opvasken - jaaah.. tog en halv time for 3 tallerkener. Turde til sidst ingen gang går ud med skraldeposen mere - klassisk eksempel. At tage ude at handle resulterede tit i angst anfald lige da jeg skulle betale. Svedudbrud, hjertebanken, kvælingsfornemmelse - PYH, får gåsehud, tænker jeg tilbage. eller også kom jeg slet ikke ud. fik naboen til det eller kæresten. Gik endda med angst på arbejde. der fik jeg så også det værrste angst anfald i hele forløbet. det var ikke sjovt! jeg krampede faktisk i hænderne imens....blev sygmeldt dagen efter. Så kunne det være nok.
Var så også til psykolog med det - selvbetalt 6 gange. dette skulle sørme ikke styre min hverdag mere!!! og hvor det hjalp *smil*
Til læge var jeg så også. En ung læge i praktik tog mine symptomer alvorligt, efter JEG også tog MIG alvorligt - der da må være noget galt med mig siden jeg slet ikke var mig selv mere til sidst... selv min kæreste kunne ikke genkende mig... det gjorde ond!
Siden får jeg 200 mikg eltroxin, som jeg tager trofast hver morgen en halv time inden morgenmaden. Jeg har det så godt som aldrig før. Døjer lige nu vist bare med lidt vinter depri.....og faktisk lidt angst igen (som jeg dog kan styre nu) - for - når jeg nu at få børn? en nok idiotisk tanke....?!

Lige fordi jeg har det så godt, glemte jeg faktisk den usynlige "ven" hashimoto.....

Børneønsket trænge sig efterhånden mere og mere på, jo flere veninder rundt omkring meldte graviditeten ud.... hormonerne de drillede og så kom det ellers som et CHOK... jeg troede alt var i skønneste orden - men nej. Jeg fik at vide af min læge, at mit TPO slet ikke er "børnevenligt" endnu. Og at det godt kan tage 3-4 år endnu. Sidste år lå TPO på 5 tusind 7 hundrede noget (Ved ikke hvofor den ikke er blevet målt de andre gange, jeg fik taget blodprøve - koncentrede mig kun på t3 og tsh og t4) og nu her i oktober lå den på 2139 vist... fik at vide at sygeplejersken at den faktisk skal lige under 60 ..... *hyl* det er sørme lang vej endnu!!! Nu få jeg så målt TPO´en hver 3. måned for at få ro i sjælen på den måde.
Lægen sagde ellers - Vil jeg ungå abort eller at mit stofskifte pga den lille (havde vi nu ikke passet på) ville kunne gå amok igen i begge retninger...måtte jeg øve mig i tålmodighed.
Tag den..... dumme hashimoto.... jeg var simpelthen SÅ sur på mig selv... alt kom frem igen.... endda en uddannelse stod den i vejen for, fordi symptomerne bare kom mega frem midt i en praktik. Jeg troede jo jeg var blevet stresset af lektierne og alt det man skulle kunne i praktikken var blevet for meget - men det var jo depressionen, så lavt var stofskiftet på det tidspunkt.
Nu har jeg bare brug for tilbagemelding.
Nogen der sidder eller har siddet i sammen situation? Har brug for alle jeres erfaringer i har, så jeg kan få lidt ro i sjælen. Føler mig faktisk moders alene med min sygdom og dens hindringer lige nu.....

Mine spørgsmål lidt mere konkret formuleret:
Hvor svært er det at få børn med hashimoto?
Og skal man igennem mange aborter før det lykkes?
Var nogle af jer andres TPO tal højere og har i alligevel kunne gennemføre en normal (bortset fra at blive fulgt tæt af fødselslæger og endokrinologer) graviditet?
Jeg er snart indstillet på alt, fordi det er vist en kendsgerning, som der flere steder står sort på hvidt, at det er svært og med risici at blive gravid med hashimoto

venter på svar med glæde
Venlig hilsen Katharina

[Sonja Midtlien]

Jeg har nok ikke vært i helt samme situasjon, men jeg var i alle fall ung da jeg fikk sykdommen. Regner med at jeg fikk den da jeg var rundt 17-18 år, det var i alle fall da jeg fikk de første symptomene. Diagnosen fikk jeg imidlertid ikke før det var gått ca 11 år.
Men det er sikkert flere andre her som har opplevd mer det samme som deg. Du skal i alle fall vite at du ikke er alene om å ha denne sykdommen og oppleve problemer med leger etc.

[Vimseliten]

Hei Katharina! Og velkommen hit

Jeg heter Eliza og er 29 år, og kjenner meg igjen i mye av det du skriver.
Jeg fikk diagnosen Hashimotos for ni måneder siden, og går nå på 200 mcg Levaxin. Jeg har ikke fått stabilisert stoffskiftet ennå. Tsh ligger rundt 7 og fT4 på ca 12. Mine antiTPO ligger på i overkant av 100, så de er på langt nær så høye som dine.

Jeg kjenner meg veldig godt igjen i din angst for å ikke få barn. Selv skal jeg gifte meg til sommeren, og vi ønsket egentlig å få barn så snart som mulig. Nå ser det jo ut som om vi vil måtte vente ei stund, siden stoffskiftet mitt bare ikke vil stabilisere seg. Jeg kan ikke si at jeg vet så mye om hva slags verdier jeg trenger, hvor lang tid jeg må vente, hvor vanskelig og risikabelt dette er, mye pga en legevikar jeg har hatt det siste året som rett og slett ikke har brydd seg. Nå er heldigvis fastlegen tilbake, så jeg satser på å få litt mer informasjon ut av henne... Hun er faktisk kjempeflink!
Har dessverre ikke så mange svar å gi deg, men du skal iallefall vite at du ikke er alene om å bekymre deg for dette.
Det siste året har det vært skikkelig baby-boom blant mine venninner, og jeg må ærlig innrømme at jeg gratulerer dem med en blanding av misunnelse og glede. Det er skikkelig VONDT når mammahormonene presser på, og man vet at man kan være forhindret fra å kunne bli gravid.

Og så må jeg si gratulerer med vektnedgang! Du kan være veldig stolt av deg selv! Jeg er selv overvektig, og har nettopp begynt å gjøre endringer i kosten i samarbeid med min lege. Jeg skal ned hele 45 kilo, så jeg har en jobb foran meg... Kan jeg spørre, hvordan lyktes du med de 20 første kilo? Fikk du god veiledning underveis?

Vel, det er på tide å sove for meg. Håper du finner deg tilrette her på forumet. Her er det mange som kan mye, og mye støtte å få. Det har iallefall jeg opplevd! Selv om man helst skulle sendt sykdommen på hodet ut vinduet, så er det i det minste godt å vite at man ikke er alene...

Stor klem til deg!