Hej Sonja

Jeg forstår hvad du mener, helt ned til den allermindste detalje og jeg mener seriøst at din beretning burde udmøntes i et åbent brev trykt og vist alle de steder IRL og Internettet man kan komme til, fordi der er mange, mange der havde lidt en krank skæbne som din!

I hvert fald mener jeg ikke, at det er "nok" at sende et brev til de pågældende læger.... for vi ved alle hvad der ville ske med sådanne breve - hvis bare Norsk Thyreoideaforbund kunne/ville etablere en patientblog hvor ordet var 100% frit - ville man derigennem kunne nå til alle med budskaberne om hvordan sygdommen leves i de små hjem; hvordan man bliver ikke-hjulpet af lædestanden; hvilke konsekvenser en fejlslåen lægegerning medfører for de enkelt syge og deres familier samt sidst men ikke mindst - hvilke konsekvencer en underbehandling, en ikke-behandling eller en fej-behandling har for livslængden og følgesygdommene som følge af at kroppen bliver deformeret, underforsynet med næring, forurenet af metabolitter, immunitetsvækket m.m. - alt sammen som følge af at stofskiftet permanent bliver negligeret.

Jeg kan levende forstå dig, når du skriver om foragt.... for denne foragt kender også jeg til og den bobler ud af mig hver gang jeg ser, læser eller oplever forbandede tumper til uvidende læger, der ikke engang forsøger at forstå det de roder med og ikke har i sinde at finde ud af hvad det er vi egentlig fejler + er totalt uvillige til at lytte til det mindretal af "paria-lægerne" der har fattet hvad det hele handler om.

Min forståelse og medfølelse vil ikke dig gøre dig rask eller give dig håbet tilbage..... Hvad skal der til - Sonja? Hvad skal der til for at du kan se igen lyset for enden af tunellen? Hvad kan vi gøre?