Anisa fra Danmark :-)

[Anisa]

Jeg ble også dypt berørt av din historie, og utrolig imponert over hvordan du taklet utfordringer som de fleste andre ville ha bukket under for!

Mange tak, Usikker

Jeg poster igen i min første tråd på forummet, fordi jeg fortsat får spørgsmål om, hvorfor i alverden er jeg her endnu, når jeg burde nyde livet og indhente det tabte fra alle de mange år jeg var i forkert behandling for den hypothyreose, der er blevet mig påført af ukyndige læger og deres TSH-fascination. Den historie har jeg allerede skrevet nogle gange på forummet, så der er ingen grund til at gentage den nok en gang. Men den hænger alligevel sammen med det andet spørgsmål, jeg hyppigt får stillet: "Hvorfor hader du læger, Anisa?"

Jeg hader ikke læger. Jeg foragter hele lægestanden i den speciale der hedder "praktiserende læger" og "endokrinologer". Jeg har mange personlige grunde og erfaringer, der bare fyrer op under denne foragt, fordi indtil jeg var 24 år gammel, var jeg kernesund, rask og energisk, med hele livet foran mig. Selv om jeg ikke vidste det - var mit liv ved at tage en drejning mod store personlige tab og tragedier, styret af lægerne, første gang i anledning af et planlagt kejsersnit (stort barn, spinkel mor). Jeg vidste ikke dengang, at min fødsel vil påbegynde en lang række uheld og tab, der skulle række livet ud.

Da jeg lå på operationsgangen, allerede sløvet forud for operationen, bøjede sig en læge over mig så tæt, at jeg aldrig glemmer hans ansigt. Han spurgte: "nu når jeg alligevel skal ind, kan vi ikke lige så godt sterilisere dig?" Jeg var en nybagt enke og derfor enlig, snart "med barn", og så mente denne samfundets ridder, at samfundet er nok bedre tjent med, at sådan nogle som jeg, ikke skal kunne sætte (flere) børn i verden. Omtåget, men voldsomt chokeret fremstammede jeg dog tydeligt, at jeg er ung og frisk, og har livet foran mig, og at jeg gerne ville have flere børn om nogle år. Han svarede ikke, men nikkede og så blev jeg kørt på operationsstuen. 14 år efter, i stor forundring over ikke at kunne blive gravid i de forudgående år, med historie for udpræget sundt underliv, ikke engang svamp eller andet problem - pressede jeg mig omsider til en røntgenundersøgelse med kontrast, der viste at.... begge æggeledere var overskåret. Mengele-kirurgen, denne eugenikens discipel, har alligevel steriliseret mig under kejsersnit i 70-erne, hvor man ellers ikke længere brændte enlige mødre på bålet, men denne læge havde en anden mening.

I mellemtiden blev jeg forlovet med en ung .... læge. Alt tegnede skønt og jeg glædede mig til fremtiden. En skønne dag vågnede jeg med hele underansigt fyldt med blærer, kroppen smertede, ansigtet lige så. Min praktiserende lægen stillede diagnosen: herpes. Jeg kom i tanker om, at lignende blære med skorpe så jeg på kærestens mund, og jeg gættede mig til, at det var ham, der har smittet mig. Konfronteret med det, svarede han at "alle danskere har herpes på en eller anden måde, og jeg skulle derfor ikke himle op, fordi det var der ingen grund til". Nåh! Det ville nu alligevel være bedre, hvis det var mig selv der havde valget om at udsætte mig, eller ikke, for smitte. Tænk bare - at være et ungt menneske og være herpesfri i samtlige 27 første leveår, blot for at møde en læge, der mente at det var lige meget.... Det havde den konsekvens, at jeg aldrig mere kyssede mit barn på andet end panden. Og ham, der var årsagen, han blev smidt ud af mit liv.

Bare et lille år efter blev min praktiserende læge opmærksom på min energi og foretagsomhed. Som led i almindelig helbredsundersøgelse har han målt mit stofskifte og fandt at det var.... for højt. TSH var alt for lavt, råbte han og bildte mig ind, at hvis intet bliver gjort, dør jeg bare aaaalt for tidligt. Som ung mor tager man ingen chancer og jeg lod mig skræmme til først radiojod og senere til operation. Resultatet blev, at en perfekt sund og rask skjoldbruskkirtel blev opereret bort, og min hypothyreose-karriere var begyndt. Den står der en del beskrevet her på forummet, så jeg springer direkte til min næste læge-oplevelse.

Jeg vågnede op en morgen og kunne ikke komme op af sengen. Helt uden forvarsel ef nogen slags. Smerterne var e-n-o-r-m-e. Jeg kunne ikke støtte på foden og benet. Jeg ringede til min læge, men han havde ikke tid til en akut hjemmekonsultation. Jeg fik besked på at komme til klinikken på en eller anden måde, så jeg kravlede til min cykel, og støttende på den, træk jeg mig selv slæbende til lægen 2 km væk. Da jeg kom til lægen og fortalte hvad var sket samme morgen, så han overbærende på mig og sagde at "det var forfærdeligt, hvor folk altid dør af en skæv finger", med hentydning til mit forvredne af smerter ansigt. Jeg skulle tage mig sammen, gå hjem og træne ved strækøvelser hver time til smerterne forsvandt igen. Smerterne forsvandt ikke. Henne på aftenen, fortsat med uudholdige smerter ringede jeg efter en taxa og lod mig køre til skadestuen på nærmeste hospital, hvor jeg fik diagosen: discusprolaps i lænden, indfalden i spinalkanalen og beskadigede nerver. Jeg fik at vide, at havde jeg blot blevet afhentet af en ambulance og straks om morgenen kørt på hospitalet, kunne de give mig langt bedre prognose, end den jeg har fået. Den prognose kom til at holde stik: dobbelt-inkontinens, lammet fod og alle store muskler i benet, forbundet med de beskadigede nerver, jeg fortsat mærker til den dag i dag.

Nogle år efter blev der konstateret en polyp i tarmen. Den blev fjernet i selskab med flere sine mindre polyp-kolleger. Efterfølgende kom jeg til kontrol på speciallægeklinik, hvor speciallægen brugte (hver gang) det meste af tiden på at kritisere at jeg røg. Efter mange år gik lægen på pension og en ny har overtaget klinikken. Allerede første gang fandt den nye læge den største polyp han nogensinde har set. Polyppens alder anslået efter størrelsen blev vurderet til mindst 8 år, og det kunne ikke gå hurtigt nok med at blive henvist til hospitalet pga. kræftfaren. Der kom jeg i hænderne på en ny speciallæge, der skulle foretage endoskopi og udtage en vævsprøve. Det gjorde han også... han rev halvdelen af underlivet med og var ganske uberørt af den tykke stråle af blod, der sprøjtede ud og den store blodpyt der havde samlet sig på gulvet foran lejet. Det kostede mig en blodtransfusion, men speciallægen var fortsat uberørt. Han kontaktede mig ugen efter og forkyndte at jeg skal opereres og have en... stomi. Alt sammen fordi en læge spildte tiden med at lege "rygeafvænner" og anden mente at min endetarm med tilhørende stum af tyktarmen skulle væk. Det korte af det lange er, at jeg stak af og kom aldrig tilbage. Operationen blev foretaget på et andet hospital, med kikkert, og jeg har beholdt mine tarme.

Men skulle tro, at det var mere end rigeligt til at bære nag, men tro det eller la' være - det er først efter nogle år på dette forum, at jeg omsider har taget stilling til lægestanden. Og ja! Jeg bærer nag! Jeg bærer satans nag! Jeg bærer nag på egne og på alle andres vegne her på forummet - mine medbrugere her, og alle de gæster, der har så rigelige grunde til at opsøge dette netsted.

Alle disse forpinte mennesker, der kommer her med sidste forsøg på at finde hjælp, og de fleste beretter deres historier, der får hårene til at rejse sig i nakken. Og selv om lægerne har forvandlet mig fra 100% rask til 100% syg, og de har taget fra mig muligheden for at have en stor familie og gjort mit barn til enebarn forever, selv om andre læger påførte mig hypothyreose med tab af kvalifikationer, erhverv og fremtid, selv om andre læger kostede mig lammelser og inkontinens på livstid.... var og er det, de hundreder af historier om syge mennesker i uduelige lægers vold jeg hører her på forummett, der endeligt har fået mig til at tage stilling og endelig at ophøre med forsøg på at holde min foragt tilbage. No more mr. nice guy!

De få gode undtagelser der findes i lægestanden er for få til at kunne kompensere for disse horder af hvide kitler, der hver eneste dag ruinerer nye liv med underlødig behandling af hypothyreose, forvisser dem til offentlig forsørgelse og dømmer tusinder af unge mennesker til et fortabt liv endnu før de overhovedet er begyndt at leve et voksent liv. Og de tusinder af små og større børn, der skal undvære deres syg forælder og hele tiden skal konkurrere med hypothyreose om de få gode stunder. Som ringe i vandet, i kølvandet på lægestandens ansvarsløshed, samvittighedsløshed, u-viden og egennytte - breder sig hver dag nye ulykker og nye skæbner går en usikker fremtid i møde. Derfor skriver jeg her, og derfor foragter den lægestand, der ikke lever op til sit eget formål og spreder håbløshed og mistillid, hvor der er brug for håbet og tillid.

Så send mig ikke flere bebrejdelser, please! Bed mig ikke om at forstå læger, at tage hensyn til læger og at respektere læger. Helvede fryser til is, før jeg respekterer dem, der behandler hypothyreose-patienter som skidt.