Anisa fra Danmark :-)

[Anisa]

Jeg er i københavn! Vil komme tilbake med mer senere, lige nu har jeg været ute på nyhavn, og fået alt for meget vin

Takker mange gange piger

Og Marianne.... hmm.... o.k. Nyhavn ER hyggelig, men også lille og overfyldt osv. Meeen.... i min verden er de norske landskaber - vandet, højlandet, højsol og alt andet - nogel af de smukkeste i verden. Hvordan kan man "frivilligt" flytte fra alt det flotte, til en helt flad ø og en relativt lille by med kun en lille bykerne, man kan trave igennem til fods på højst et par timer i en spadserende tempo?

Jeg er nok spoleret af, at jeg boede i Midteuropas storbyer i længere perioder ad gangen, og København hører afgjort til de mere provinsielle (undskyld landsmænd, men det er altså min oplevelse).

[Anisa]

Måtte bare si at jeg ble så opprørt på dine vegne over at du ble feilbehandlet den gangen for så mange år siden - det er jo helt tragisk...! Og så ble jeg nysgjerrig; har du søkt erstatning for dette?

Hej kris

Nope. Der er gået en del år, før det er kommet frem at min operation var overflødig og man havde overbehandlet en almineligt forekommende udsving i stofskiftet i anledning af graviditet....

Beklagelsesvis sender man Sorte Per videre fra Pontius til Pilatus og til sidst er man nødt til at lade det fare, hvis det ikke skal blive hovedindholdet i ens liv

Jeg har siden hen advaret folk tilhøjre og venstre mod at lade sig operere eller jodbehandle før de selv erkendte sin sygdom. Altså sålænge de ingen symptomer havde eller kun små og on and off - skulle de ikke lade knivgale læger rode med deres kirtler. Og denne holdning tager jeg det fulde ansvar for, for jeg overtaler jo ingen til at negligere sygdommen, men kun til at vente med behandlingen til man virkelig er syg og der er ikke nogen tivil derom hos patienten selv.

[brits]

Hei, vil gjerne ønske deg velkommen til "Norge" jeg også. Trist å lese om den unødvendige operasjonen du måtte gjennomgå og med de ubehagelige konsekvensene!

Jeg synes det er rart at Norge ligger foran Danmark i behandlingen av stoffskiftesykdom, men det ser faktisk slik ut. Da jeg fikk diagnosen min søkte jeg mye på internet i de nordiske land for å finne ut mest mulig, men jeg fant nesten ingenting som var brukbart.

Det er kjempefint hvis flere dansker finner veien til forumet fordi da har vi jo mulighet til å påvirke den danske legestanden litt

[Anisa]

Mange tusind tak, Brits

Nåh... mig selv? Ja, jeg er en halvgammel kone på 55 år og burde egentlig ikke være stofskiftesyg i dag. Men, men, men - i forbindelse med et graviditetsudsving i stofskiftet (ved vi i dag) har disse Einsteiner fjernet min helt raske skjoldbruskkirtel og resten kan I godt gætte jer til... et dårligt liv de sidste 32 år. Havde jeg blot vidst dengang det jeg ved i dag

Men ut fra det du forteller, som ikke var særlig oppløftende, men desto mer velkjent (fra vårt fedreland) tror jeg simpelthen ikke jeg orker ta meg bryet. Finne ut av systemet, skaffe time, og ny kamp, som den i Norge.. Nei vet du hva, da tror jeg heller at jeg fortsetter å bestille fra nettapoteket i england.. Er ikke så glad for det, men det er jammen ta det mest lettvinte(!) Burde ikke være slik....

For mit eget vedkommende har jeg løst problemet med arbejde på en helt anden måde, men kan ikke anbefale denne løsning til andre. Man skal være stædig i uhørt grad, for at kunne gennemføre min løsning - men hvordan jeg end vender og drejer tingene - kan jeg ikke se, at jeg kunne handle anderledes....

Dengang jeg fødte mit barn var jeg lige blevet enke 3 måneder forinden og "systemets folk" havde for alvor sat kløerne i mig, for at få mig gjort til en klient i en fart. Ganske vist havde jeg pludselig blevet fattig og hjemløs, men skaffede mig et hjem lige 3 dage før jeg skulle føde og sagde ja til et tilbud om barselsstøtte. Denne barselsstøtte kom til at betyde, at kommunen ville styre hele mit liv med henvisning til at jeg var enke, alene med et nyfødt barn og det er specielt dette lille barn de fokuserede meget på.... så jeg blev hurtigt søgt at blive sat uden indflydelse på vores egen hverdag.

Det kunne jeg ikke forlige mig med og kun 3 måneder efter søgte og fik jeg et job, solgte smykkerne, pelsen og andet af værdi og flyttede i egen bolig udenfor København. Og det var den sidste gang at jeg havde noget med "systemet" at gøre.

Et par år efter, desværre lod jeg overtale mig til operation og siden var mit liv været meget sværere end nogensinde før. Jeg blev hurtigt klar over, at jeg kan ikke længere arbejde i en 8-16 stilling og at jeg hurtigt vil blive opsagt som følge af meget svingende arbejdsevne fra dag til dag.

Jeg har derfor registreret mig som selvstændig og begyndte at arbejde hjemmefra som teknisk illustrator (jeg er ellers en arkitekt)... De første 2-3 år var meget fattige, selv om min dreng aldrig manglede noget. Jeg derimod, fortsat i dag ikke kan tåle synet af en pakke havregryn i supermarkedet.... jeg spiste simpelt hen vandgrød morgen, middag og aften gennem lang tid, før jeg begyndte at tjene penge nok til os begge.

Som selvstændig kunne jeg sove når jeg ikke havde kræfter til at være vågen. Jeg kunne arbejde når jeg vågnede, selv om det måske var midt om natten og derfor behøvede jeg ikke sige nej til opgaverne fordi jeg vidste, at hvis ikke på det ene tidspunkt - så på et andet kunne jeg blive færdig og levere til kunderne. Og sådan har jeg levet gennem mange år, uden en sygemelding, men heller ikke nogen ferie :( Jeg har før været (og er) meget rejselysten, så dette er virkeligt et stort tab.

Man skulle tro så, at når man havde fundet en metode for sig selv og havde vænnet sig til at "sådan er det" - at man så kunne fortsætte i fred og ro, og leve godt, trods sygdommen.... Men grunden til at jeg fandt denne side er, at igennem nogle år har jeg søgt på alt med stofskifte o.l. fordi jeg..... er kommet i overgangsalderen og dette havde medført, at mit lave stofskifte fra at være nogelunde - kom stærkt tilbage og værre end nogensinde før - og denne gang finder jeg mig ikke i noget mere!

Min søn er voksen, uddannet og klarer sig meget fint. Han er blevet et meget fint menneske og aner ikke ret meget om "systemerne". Ham behøver jeg ikke bekymre mig om mere - kun mig selv! Jeg vil ikke længere finde mig i, at ikke alene havde jeg fået livet ødelagt af en unødvendig operation i sin tid, men at jeg nu også kan se frem til en ødelagt alderdom.... denne gang "hjulpet" af en overgangsalder på afveje!

Jeg vil tage alle mulige og umulige chancer for at redde bare en rest af den alderdom jeg nærmer mig hurtigt nu. Det må være nok, at hele mit unge liv er gået op i sygdommen og arbejde på skift... jeg vil ikke også ofre min alderdom og specielt ikke fordi jeg for ganske nyligt er blevet klar over de rent medicinske konsekvenser af det manglende T3 på langt sigt. Dette vil betyde, at hvis jeg bare lader stå til og intet foretager mig - kan jeg risikere fysiske sygdommer i indre organer og det værste af alt: en pseudodemens! Jamen.... så hellere vil jeg herfra i forsøg på at helbrede mig selv! :evil: Uanset om det lykkes eller ej!

Dette er en foreløbig afslutning på min præsentation her på Sonjas Soffskifteforum. Tak for at I gad læse så langt

[Anne Ma]

Du er en meget sterk kvinne Anisa. Jeg tar av hatten min for deg!!

[Anisa]

Kære Anne Ma

Behold du bare hatten på, selv om jeg takker mange gange for dine fine ord.... men jeg voksede altså op hos en "manio-depressiv" mor, hvor hver dag var et helvede og hvor jeg var enebarn til jeg var syv år. Fra jeg var født og til jeg rejste hjemmefra (stukket af ) forlod min mor ikke hjemmet og alt der kunne hældes ud over mig - blev det også.

I stedet for at blive ødelagt - havde jeg svoret meget tidligt i min barndom, højt og helligt for mig selv at "jeg aldrig n-o-g-e-n-s-i-n-d-e vil være deprimeret når jeg bliver voksen!" og dette løfte kom til at veje SÃ… tungt, at det faktisk aldrig skete, at jeg reagerede med depression på noget som helst senere i livet. Jeg har gennemlevet sorg og uro, men aldrig en depression - så stærk var mit løfte øjensynligt. Og vi ved jo alle, at depressionen svækker både kræfterne og håbet, og hindrer os i ikke at opgive, hvad det nu måtte være vigtigt for os for at leve videre....

Jeg aflagde ydermere et løfte til, til mig selv, nogelunde samtidigt og dette løfte gik ud på at "jeg aldrig n-o-g-e-n-s-i-n-d-e MERE vil lade n-o-g-e-n s-o-m h-e-l-s-t at trykke mig, at afpresse mig, at gøre mig svag og afhængig for at tage respekten fra mig - koste hvad det vil!"

Alt i alt tror jeg på, at det er min svære opvækst og meget, meget tidlig modenhedsgrad, der har medvirket til denne "styrke" du roser. Jeg selv mener dog, at den rigtige "styrke" er at overvinde sine svagheder.... men netop disse "svagheder" havde jeg jo ingen af efter barndommens overståede helvede og derfor kan jeg ikke ubetinget tage imod roserne... fordi jeg blot handlede som kunne - og jeg kunne ikke handle anderledes, sådan som jeg er blevet præget af fortiden....

Så på en måde har denne hårde livets "skole" hjulpet mig senere, men jeg kender hundredersvis af menneskeskæbner, der er blevet knækket af tilsvarende oplevelser og hvorfor det ikke skete for mig, undrer jeg mig over fortsat i dag.... over 50 år efter at mit liv begyndte....

Hmm... tænk at blive så hærdet, at selv ikke det lave stofskifte ikke kan trænge igennem med psykiske symptomer.... det er mig virkelig en gåde....

[Yvette]

En sterk historie Anisa. Jeg håper du blir her hos oss! Du har utrolig mye å bidra med, og jeg håper du føler at du får noe igjen fra forumet.

Jeg er selv kommet i overgangsalderen. Er 50 år. Snart 51! (Som tida går)! Kanskje vi kan følge hverandre litt på denne biten med overgangsalder i tillegg til hypothyreose. Hos meg startet alt samtidig - tror jeg.

Ønkser deg alt godt fremover.

[Anne Ma]

Jeg hadde selv en hard barndom, hvor hele samfunnet jeg vokste oppi mobbet meg med et hederlig unntak av min nærmeste familie. Og akkurat som med deg er det denne "hardheten" som har holdt meg på bena psykisk og fysisk gjennom i hvertfall 10 år med ubehandlet Graves hypothyreose.
Jeg har vært deprimert i mitt liv, men aldri mistet taket om meg eller min virkelighet. Det er derfor jeg med slik tyngde kan si at jeg ikke er deprimert når jeg er dårlig av stoffskiftet. Jeg vet forskjellen, og da betyr ikke legers mening mye Jeg lever etter prinsippet at det som ikke knekker deg gjør deg sterkere.

Men det du har gjort er beundringsverdig uansett. Det er ikke mange som klarer å "programmere" seg selv til slikt.

[Anisa]

.... og jeg håper du føler at du får noe igjen fra forumet.

Mange tak Yvette

Jeg har tilmeldt mig mest for at se om der findes andre som jeg, der tør være åbne om problemerne... og denæst for at dele ud af, hvad jeg måtte finde af gode oplysninger ude på det store net . Og så selvfølgelig, hvis jeg havde erfaring med noget, der kunne bidrage til det store billede for nogen, der havde behov for at finde en løsning på et problem - vil jeg selvfølgelig også have lov til at hjælpe.... Alt dette har en meget stor betydning for mig og er mere end nok af at "få noe igjen fra forumet" og jeg siger tak til alle, der gider at læse mine ord

Og nu må jeg hellere takke af for i dag. Jeg havde en usædvanlig "skriveglad" dag, men midt i det hele fik jeg altså et koloenorm migræneanfald og kun takket være Imigran Sprint og et par timer i sengen, at jeg kan se frem til en god aften, selv om jeg føler mig bly-tung og noget smadret efter at mit hoved var ved at sprænges tidligere på dagen. I morgen skal jeg arbejde hele dagen og faste fra kl. 22... skal til blodprøvetagning kl.7:00 mandag morgen og efter at prøvesvarene er kommet engang sidst på ugen - starter min kamp med lægerne om "Armour Thyroid" fra Glostrup Apoteket. Denne kamp har jeg i sinde at vinde, om det var det sidste jeg gør i dette liv! Så kryds fingrene for mig piger.... og ha` en god søndag alle sammen

[Anisa]

Jeg er selv kommet i overgangsalderen. Er 50 år. Snart 51! (Som tida går)! Kanskje vi kan følge hverandre litt på denne biten med overgangsalder i tillegg til hypothyreose. Hos meg startet alt samtidig - tror jeg.

Ønsker deg alt godt fremover.

Ja, det er noget skidt... at have to sideløbende hormonkrige udspille sig i kroppen på en gang.... jeg har løst det ene problem ved at kræve et hormontilskud og fandt selv frem til et præparat, der ikke giver spændinger, vægtøgning og vand i kroppen... Præparatet hedder Angemin fra Schering og indeholder kun halvdelen af den hormonmængde de fleste andre præparater indeholder.... man kan droppe angsten for brystkræft. Det er kun rene østrøgenpræparater, der giver en minimal stigning i risikoen. Kombinationspræparater er risikoneutrale + giver en forhøjet resistens mod tyktarmskræft... ikke så værst, da det er lidt sværere at føle sig til en knude i tyktarmen end i brystet (galgenhumør )

Det bedste af det hele var, at de plager der skyldtes overgangsalderen forsvandt og dem der er tilbage - ved jeg er stofskifte. Lægerne er også holdt op med at lægge skylden på overgangsalderen for alt, så noget ekstra godt er der sket som følge af, at jeg besluttede mig for hormontilskud.

Men alt i alt er jeg selv ikke så fokuseret på overgangsalderen som jeg er på stofskiftet. Det er stofskiftet, der kan tage min menneskelighed fra mig i den sidste ende - så det er her jeg satser mest.

Hvordan går det så med dig? Har du fundet ud af hvad skyldes overgangsalderen og hvad - stofskiftet? Det er ret så nødvendigt at tage fat i det først.... ellers kan man blive ved med at fare fra det ene punkt til det andet og med dette udgangspunkt er det meget svært at få ørenlyd hos de, i forvejen smådøve læger. Hvis de kan slå tingene hen med henvisning til overgangsalderen - gø de det gerne. Det skal de ikke have lov til!