Kære Anisa.

Tak for den lange mail, for din support og opmuntring (eller forsøg på )

Det går meget, meget dårligt her. Det forholder sig desværre ikke sådan, at der er lys for enden af tunnelen, fordi jeg har fundet Hertoghe. Jeg har desværre et meget, meget alvorligt problem med mine skinneben, så jeg kan ikke gå. Jeg kan lige krabbe mig af sted på en lille stol med hjul på, men det volder også store vanskeligheder.

I sidste uge kunne jeg mærke, at behandlingen gav en vis positiv ommøblering i fødderne. Lørdag følte jeg så lidt styrke i benene og tillod mig derfor at gå lidt flere skridt og stå lidt længere - det handler om sekunder. Siden har jeg haft så voldsomme smerter. Jeg har en periostit og det føles i de meget svækkede muskler, som om det bløder eller der er sår. Jeg føler, at jeg styrer mod den elektriske kørestol. Jeg har en alm. kørestol, men mine arme er for svage og smertende til at jeg kan køre den selv. Så den der med 'at se positivt på det hele og vær tålmodig' den kan jeg ikke rigtig bruge, men jeg ved jo godt, at der ikke er andet. Højre skulder smerter, så jeg næsten ikke kan spise, det trækker op i nakken. Begge arme smerter. Lænden er gået i udu fordi jeg sidder så meget.

Der går ikke en dag uden, at jeg mange gange tænker på at ville her fra. Men jeg SKAL holde mig i live til d. 14. aug. 2010, hvor min datter skal giftes.Desværre indbefatter det en rejse, da hun bor i Cambridge. Ville så gerne derover til marts og hjælpe hende med brudekjolen, men det ser tungt ud.

Og så alligevel lidt positivt. Jeg har tilvalgt min 'gamle' læge ovre i Schweiz (jeg bor nærmest på grænsen). Jeg har ikke været hos ham i 4 år. Og han kendte Hertoghe og havde været på kursus hos ham. Peger i den rigtige retning. Forstår ikke hvorfor jeg ikke kontaktede ham for 1½ år siden hvor jeg kom tilbage til Frankrig. Nå, der er meget ved én selv jeg ikke forstår længere.

Så har jeg fået mig en tid hos en fysioterapeut og er ved at etablere kontakt til en psykoterapeut jeg har fundet via en dansk psykoterapeut jeg kender i nabolaget. Så jeg kan da stadig kæmpe.

Juleaften bliver på byens slot, så jeg skal bare nyde og forhåbentlig glemme smerterne for en lille stund. De har været der permanent ind til knoglen i nu 13 måneder. Der bliver ikke noget med at dele sedler ud på opgaverne. Det kan jeg slet ikke forholde mig til. Jeg fortrækker og sætter ørepropperne i og håber så at der ikke bliver for meget støj, for det kan jeg slet ikke tåle.

I dag er det 3 uger siden jeg begyndte behandlingen, men jeg er desværre blevet meget værre.

Skrevet med venstre pegefinger.

Rigtig god jul til dig Anisa, og alle i andre søde mennesker, som læser og skriver herinde. Herligt fristed m.m.

VibekeJ