Hmm.... jeg tror ikke du kan nå ind til din mor, før hun er klar til det. Hele hendes voksne liv er jo blevet bygget op omkring hendes "psykiske" sygdom. Mange af det ting de "sunde" mennesker gør - er hun gået glip af og har sikkert også udviklet mange "erstatninger", der skulle gerne hjælpe hende til at (over)leve i dagligdagen.

Denne tunge overbygning er ikke sådan til at kaste af sig, men denne faktum, at hun selv begyndte at drage sammenlingingen mellem hendes og din sygdom - er et meget godt tegn og lover godt for fremtiden.

Nu spørger du jo om råd, og det råd jeg umiddelbart og foreløbigt kan give dig er, at du bør forsøge ikke at tænke for meget på at "omvende" din mor nu, men prøve mere at delagtiggøre hende i dit eget forløb, behandlingerne, konklussioner og frem for alt - hver gang du oplever en god udvikling, noget der begynder at gå bedre og en lettelse i dagligdagen som følge af måske en vellykket dosis eller andet, der har med din sygdom at gøre - få alt fortalt hende om og gerne overdriv lidt, så det ikke er tilat tage fejl af. Vær meget omhyggelig med, at det IKKE lyder som om du prøver at overtale hende, men tag udgangspunkt udelukkende i din egen evt. glæde og tilfredshed når/hvis noget går godt med din sygdom.

Derimod fortæl hende IKKE for meget, hvis noget går mindre godt for dig m.h.t. f.eks. medicin der evt. ikke virker godt nok eller lignende. Det vil kun "overbevise" hende i at ingenting nytter noget. Er hun bange for at ændre sit syn på hele sin fortid - vil hun gribe alle mindre gode nyheder og bruge dem (ubevidst) til ikke at give slip på sin aktuelle opfattelse.

Jeg tror, at hvis du "begrænser" dig mest til at vise din mor dit eget sygdomsforløb, behandling, dine egne tiltag, stille og roligt på vej i den rigtige retning..... og når hun begynder at opleve din udvikling mod bedre, glædere og hvis du sørger for at binde disse til en positiv udvikling m.h.t. din sygdom - vil hun en skønne dag selv begynde at turde at overføre dine erfaringer til hendes egen situation. Men det er vigtigt, at hun gør det selv og i sin egen tempo.

Jeg havde en mor, der var diagnosticeret med en manio-depressiv psykose gennem 35 år og først til sidst gik det op for saggkundskaben at hun havde lidt af en atypisk form for sukkersyge..... men da var hun ved at dø som 56-årig af kræft i æggestokke og denne erkendelse kom alt for sent.

Håber, at det kommer til at gå anderledes med din mor, så hun kan nå at opleve livet anderledes bedre end hun er vant til.

Ovenstående er min vinkel til din beretning om din mor. Kan være andre har anderledes (bedre?) tilgang til en evt. løsning. Der skulle gerne være mere end en vej "til Rom"

Mange hilsner.