Hej Vigdis
Mange tak for dit svar!
Uden at skulle gå dybere ind i det, er min familie (jeg) også præget af/offer for PTSD. Det taler vi ofte om, men desværre er skaden sket. Min morfar var modstandsmand, blev fanget af Gestapo, kom i KZ-lejr og herefter var familiens følelsesliv ødelagt i generationer. Min mor var den ældste datter, og også hende det ramte hårdest (diagnose manio-depressiv) og jeg er jo hendes datter - så...
Min søn på 21 år, ser dog udtil at være sluppet for alle familiens problemer - indtil videre, i hvert fald.
Set i bakspejlet fik jeg mine første symptomer i 10 - 12 års alderen, det var også der jeg fik astma, så det passer måske meget godt?
Siden 1997 har jeg haft højt stofskifte, men det var først efter at jeg blev opereret, at jeg fik symptomer (lavt stofskifte) der minder om dem, jeg havde, da jeg var barn: Jeg var træt, havde svært ved at passe skolen, kunne ikke sove om natten, var bange (angst) - kunne gå sukkerkold og blive pludseligt syg, indtil jeg fik akut sukkertilførelse. I mange år troede jeg, at jeg havde sukkersyge, det er der nemlig mange i min familie, der har, men til sidst fandt man ud af, at jeg havde Graves. Det var i forbindelse med skilsmissen fra min søns far, det var en meget hård tid, og den endelige udløser af min sygdom, der indtil da, havde ligget i nogenlunde dvale, selvom jeg godt vidste, at noget var galt, uden at lægerne kunne finde ud af, hvad jeg fejlede.
Jeg er som sagt begyndt på T3, men er dags dato ikke videre optimistisk. Heldigvis har jeg fundet ud af, at der findes læger udenfor det almindelige sundhedssystem i Danmark, der er til at tale med. Så tak for din åbenhed, den giver grund til optimisme, selvom man måske aldrig bliver helt rask.