En dag i en Westhroid-brugers liv.

Da de havde bebudet storm med vindstød op til orkanstyrken havde jeg straks kunne se for mit indre blik min søn bliver blæst væk fra Øresundsbroen når han skulle hjem til Malmö ved fyraften.... Han måtte hellere komme forbi efter arbejde og overnatte hos mor.

Straks vågnede jeg til dåd og smuttede på indkøb, for vi skulle jo have noget at spise når han kom til at strande over hos mig senere på dagen.

Jeg handlede ind som det skulle vare flere dage og inden aftenen var 4 skinkemignoner småsimret i en gammeldags svampestuvning, en lille skinkesteg i merian, timian og en anelse af hvidløg - var færdigstegt.... sådan på den gammeldags måde - i en ikke for varm ovn men til gengæld i 4 timer, mør og aromatisk og meget vellykket. I mellemtiden rørte jeg fars og stegte frikadellerne af 1,5 kg Antonius-grisen 3-7% og kogte en hel masse kartofler med skræl til kartoffelsalaten senere hen.

Til sidst skrællede jeg og skårede 3 forskellige meloner i mundrette stykker, hældte lidt Grand Marnier over og satte det hele i køleskabet i en glasbovle med låg på. Ved siden af, for ikke at glemme (jeps, kan godt finde på at glemme hvad der ikke ligefremt står forrest i køleskabet) en skål friskssyltede appelsiterninger, der skulle hældes over melonerne når vi nåede så langt.

Klokken blev omkring 17 da jeg pakkede den sidste opvask i maskinen og så ringede telefonen. Junioren i den anden ende spurgte mig om jeg vidste hvor stormen er blevet af, for når det ikke er så slemt at man kan risikere at broen lukker og man så skal sidde fast i bilkøen i timevis - ja, så kan han lige så godt køre hjem til Sverige - og det gjorde han så.

Jeg er nu sådan tosset indrettet, at hvis jeg forbereder noget med en bestemt hensigt, som at spise sammen f.eks. - og det går i vasken af en eller anden grund - ja, så kan jeg altså ikke spise af maden og endda mister appetitten så godt som helt.... Og det er ikke fordi jeg pludselig er gået hen og blevet ked af det.... det var jo trods alt ikke souflè jeg havde tilberedt.... Maden kunne sagtens tåle at vente til dagen efter - for at stormen ville komme - det var jeg sikker på, særlig på grund af min "meteorologiske albue" der aldrig tager fejl hvad rod i luftrykket angår...

Og hvis sandheden skulle helt frem - var jeg også blevet totalt flad efter all denne husholdning, jeg ellers ikke længere beskæftiger mig med af pligt.... men kun for en, efterhånden sjælden fornøjelse... så ændring af planerne passede mig faktisk en smule.

Jeg kunne bare ikke tage mig sammen til at køre på job som planlagt ved 20-tiden.... Og så syntes jeg, at min seng med varmetæppe var SÅ indbydende, men jeg har taget mig selv i nakken og bestemte mig for - bare for en lille stund at sætte mig godt til rette og lige se en krimi, før jeg skulle pakke sammen og køre på job.

Men der kom altså en krimi til og en til..... da jeg slog øjnene op igen når klokken var ved 1-tiden om natten - kunne jeg slet ikke huske hvem var den skyldige og endnu før jeg kom helt til bevidsthed - huskede jeg alle 3 krimier blandet sammen med til en pærevælling og uden at huske en eneste afsløring af de skyldige skurke.

Jamen så vandrede jeg over til computeren for at se om der var sket noget interessant siden sidst jeg var logget på - og det var det. Da jeg var færdig med at tjekke nettet blev klokken altså ved 3-tiden da jeg omsider havde taget mig sammen, mens jeg fortrød bitterligt min regnorme-ryggrad - kørte jeg på job. Der blæste en smule men ikke noget der lignede storm i sigte.... Så tænkte jeg, at storm eller ikke storm - knægten havde bare at indfinde sig næste dag, for jeg ville ikke hænge på al maden alene, basta!

Når klokken var omkring 9 næste morgen, midt i København - mens jeg var i færd med at lede efter mine ørevarmere - ringede telefonen og min slukørede søn fortalte mig, at han kom til at sidde fast mellem to bomme i betalingsanlægget på den svenske side af Øresundsbroen, fordi der er gået nisser i automatikken og han var nødt til at vente på en personlig assistance (han kører med BroBizz) så han ikke kom til at betale for alle de forgæves forsøg på at få bommen til at hæve sig.... og hver gang havde scanneren meddelt, at et nyt beløb blev bogført på BroBizz-kontoen.... Til sidst kom der personlig assistance til og han kunne fortsætte mod Sjælland. I mellemtiden har han så ringet og nu kunne vi begge se på omgivelserne, at det kun var spørgsmål om kort tid, før stormen rullede sig ud for alvor. Snakken endte så med at jeg sagde det magiske ord: "frikadeller" hvorefter knægten svaret kort og beslutsomt: "vi ses".

På vej hjem igen smuttede jeg forbi Lidl og købte lidt ekstra frugt, feta og mozarella til om aftenen... Det blæste godt igennem da jeg skulle læsse mig af bilen med alt habengut og omsider kom jeg indendøre med vindblæste strithår og vand i skoene....

Lige så snart jeg kiggede på computeren - blev jeg straks meeeeget træt og skulle lige hvile mig lidt foran skærmen med en kop kaffe jeg trak i kaffemaskinen, der samtidigt meddelte mig på displayet at nu skulle den renses. Men den fik altså lov til at vente til jeg var færdig med at beskrive min Westhroid-dag og fik en kop kaffe til.

Og så skal jeg jo til at få sat lidt skik på denne rodebutik, få skiftet sengetøj, sætte vask over og når jeg har været i bad - kommer jeg nok til igen at tjekke om der er sket noget spændende på Internettet.

Med det kendskab jeg har til mig selv og mit glade sovehjerte - kommer jeg sikkert til at snorksove og bliver vækket af den sultne, frikadellehungrende ungersvend, der har sin egen nøgle og derfor behøver jeg ikke at holde mig selv ved bevidsthed i anledning af hans forventede ankomst. Og så ender det med at vi får spist, han vasker op og jeg (igeeeeen) kommer til at lade mig friste til at "vente lidt" med at tage afsted på job, hvilket jeg kommer til at fortryde igen, som sædvanligt, og så drager jeg ud i stormen en gang ved samme tid som sidste nat.... Jeg lærer det bare aldrig!

Det er som om at livskvotaen for selvdisciplin har allerede været opbrugt længe og lige meget hvad jeg prøver på - kommer jeg altid af sted i sidste øjeblik og hver gang det sker - fortryder jeg altid at jeg ikke havde taget af sted tidligere, men næste gang gør jeg præcis det samme igen og igen.... Flovt

Hvad har alt dette at gøre med stofskifteforummet og stofskiftesygdommen? Ikke andet end hvis det var for 3-4 år siden, ville maden ikke være tilberedt, men fordærvet og smidt ud. Jeg ville leve med på skift at sove og køre på arbejde, sove og køre på arbejde, sove og køre på arbejde.... Jeg ville arbejde dobbelt så mange timer end jeg får løn for, fordi jeg ville ikke kunne yde hurtigt og effektivt nok. Jeg ville ikke orke bade hver dag eller vaske tøj, rydde op og alt det man ellers gør i en husholdning. Hvis min søn kom på besøg skulle vi spise en købepizza eller ingenting. Hvis han ville hyggesnakke, ville jeg falde i søvn midt i ordet og han ville liste stille af sted.... og jeg ville vågne op flere timer senere halvkvalt af dårlig samvittighed....

Forskellen mellem dengang og nu er pilleglasset påtrykt navnet "Westhroid".