Grunner til ikke å bruke Prednisolon?

[Anisa]

Dette er, hvad jeg har læst mig til efterhånden og på denne baggrund "køber" jeg denne forklaring, endsige tør at give den videre.

Dette var, hvad jeg gennem tiden har læst om og tænkt over. Hvis jeg skulle skaffe dokumentationen på mine "påstande", skulle jeg bruge en del tid på at gå igennem de kilder, jeg har hentet oplysninger fra og dette, i denne varme, er mere end jeg kan ofre for "sagen".

Men nu til aften nåede jeg til side 245 i Wilsons bog "Binyretræthed, som netop giver det korrekte svar på Persas spørgsmål og samtidig bekræfter min "kritik" af anvendelsen af Prednisolon til behandling af binyretræthed.

Det er vigtigt at forstå forskellen mellem binyrecelleekstrakter og naturligt eller syntetisk kortisol og steroider af kortisoltypen som prednison, prednisolon og mange andre former for steroidhormoner fra binyrerne. Binyrecelleekstrakter giver næring til og opbygger dine binyreceller. Efterhånden som disse celler kommer sig, kan de igen producere den rette mængde af de hormoner, der er nødvendige for de mange funktioner, dine binyrer udfører. Dermed har de en tendens til at normalisere binyrefunktionen.

Kortikosteroider derimod har, uanset om de er naturlige eller syntetiske, en tendens til at reducere binyreaktiviteten eller lukke den ned. Dette sker, fordi hjernen registrerer tilstedeværelsen af disse kortisolerstatninger og derfor tilbageholder det signal om at fremstille flere hormoner (ACTH), som den ellers ville sende til binyrerne. Således undertrykker kortikosteroider binyrernes funktion ved at tilsidesættte de normale feedbackmekanismer, som regulerer og afbalancerer binyrehormonerne. Selvom deres virkning kan fremkalde en dramatisk bedring af dine symptomer til at begynde med, betaler du en høj pris for det.

Selvom kortikosteroider er erstatningshormoner, hvilket vil sige, at de erstatter det naturlige hormon (kortisol), som de er udviklet til at efterligne, fungerer de ikke helt på samme måde som naturligt kortisol, fordi de ikke er identiske med det. For det første virker syntetiske kortikosteroider op mod 17 gange stærkere end kortisol i dets naturlige form.

Hvis man tager mere end det, der kræves for at dække kroppens fysiologiske behov (svarende til cirka 20 mg naturligt kortisol om dagen), hvilket mange recepter lyder på, kan de uheldige bivirkninger være omfattende. Selv efter et forløb med blot få dages behandling med kortikosteroider som medikament (i højere doser end fysiologiske/red.), tager det fra flere dage til op mod adskillige uger, før binyrefunktionen er tilbage på det normale. Hvis man tager denne medicin i en længere periode, kan det tage binyrerne alt fra flere måneder til to år at komme til live igen og påbegynde deres egen produktion af kortisol. Undertiden kommer de sig aldrig helt.

Det er derfor, det er så vanskeligt at holde op med at tage kortikosteroider, når man har brugt dem et stykke tid. Du bliver fanget i den »catch-22«, der fungerer sådan: Hvis du holder op med at tage kortikosteroider, går du ned, og dine symptomer vender tilbage og bliver værre end nogensinde før, fordi binyreaktiviteten er holdt nede. Derfor bliver du ved med at tage dem, men jo længere du gør det, jo sværere er det for binyrerne at begynde at fungere ordentligt.

Det kan godt være, at kortikosteroider giver hurtige og dramatiske resultater, men medmindre de anvendes i deres naturlige form og i fysiologiske doser, som efterligner den naturlige kortisoludskillelse, svækker de binyrerne i stedet for at styrke dem. Ud over dette har de en række bivirkninger, som kan ryste enhver, der tager sig tid til at slå dem op på webportal for læger i Lægemiddelfortegnelsen.

Der er mange typer kortikosteroider på markedet, men den eneste type, som bør bruges, er hydrokortison i dets naturlige form.

Selvom der er forskellige anvisninger på, hvordan naturligt hydrokortison skal tages, er de fleste i overensstemmelse med den normale kortisoludskillelse i løbet af et døgn, som ligger på cirka 20 mg kortisol (i pilleform). Jeffries anbefaler 5 eller 7,5 mg oralt før hvert måltid og ved sengetid (Jeffries, 1998, s. 43). Andre læger begynder med en dosis på 12,5 og 1 mg klokken henholdsvis 8:00, 12:00,15:00 og 18:00. Hvis der indgår søvnforstyrrelser i symptomkomplekset, kan det være en hjælp at tage 1 mg før sengetid.

Efter cirka 6 måneder forsøger de fleste læger at sætte dosis ned lidt efter lidt. Hvis binyrerne er kommet sig tilstrækkeligt, vil de indhente det forsømte og begynde at reagere normalt. Hvis ikke, kan det være, der er brug for samme eller en mindre dosis et stykke tid endnu. De fleste patienter vil kun have brug for behandling med hydrokortison i et afgrænset tidsrum. Det er sjældent nødvendigt at gå ud over 2 år.

Det er påfaldende, at Wilson gentager utrætteligt, at lige så langsomt bør hydrokortison trappes op - lige så langsomt skal den trappes ned igen. Ubetinget.