Lei, deppa og oppgitt.

[Anisa]

Det føles litt håpløst for tiden.. som å ha en konstant grå sky over seg som ødelegger alt. Denne nedstemtheten og følelsen av å alltid være på grensen til å begynne å gråte... det er så slitsomt. Jeg prøver virkelig å holde humøret oppe så ikke dette skal "trekke ned" folk rundt meg, men det er ikke lett.

Helt enig med Ruth!

En ting må du aldrig gøre - Carro! Du må aldrig begynde at tvivle på dig selv! Aldrig nogensinde! Det er "kun" hypothyreose, der plager dig med depressive plager. Og kun den.

Det fremgår krystalkrart af alle dine andre indlæg her, at du af natur er et positivt og glad menneske. Det skinner ingen steder igennem, at du kunne være tungsindigt, melankolsk eller depressiv af natur. Ingen steder!

At det du oplever kunne styrte mange 100% raske ned i "hullet" er heller ingen tvivl om. Så forsøg hele tiden at huske, at det er hypothyreosen, der plager og giv aldrig op med at finde kræfter til at passe og pleje dit eget positive indre, som det fortjener! Uanset, at nogle dage er det mere svært end andre.

På jobben er konsentrasjonen en evig kamp og jeg får så dårlig samvittighet for at jeg ikke gjør så mye som jeg burde. Er i tillegg vikar og hvem vill ansette en som bruker 100 år på enkle ting?

Ja, dette er noget af det sværeste at skulle holde til - superdårlige dage på jobbet. Her er det måske andre, der kan hjælpe med lidt feedback bedre end jeg kan.

Jeg selv blev freelance pga. hypothyreosen den gang for mange år siden. Som freelance, kunne jeg selv bestemme arbejdstiden på døgnet og kunne derfor arbejde, når jeg havde det bedre, uden faste arbejdstider. Men det kan ikke alle gøre, og ikke i alle fag.

Har andre gode råd her?

Jeg prøver å forklare for dem som er rundt meg hvordan det føles men det virker umulig. Det virker som om det må være noe konkret man er deprimert over for å få aksept, er det virkelig så vanskelig å forstå at når kroppen mangler et livsviktig stoff så blir man påvirket? Eller at det gjør noe med en person å ha en betennelsestilstand i kroppen?

Hvorfor ikke sende dem alle en info om, at hvis de er interesserede i at vide, hvordan du har det med sygdommen - kan de komme her og læse med. Mange har skrevet meget om hvordan sygdommen påvirkere deres liv og når du selv skriver (som alle andre) anonymt - kan rygtet om og forståelse af sygdommen generelt spredes herfra, så de raske kan blive klar over, hvordan det i virkeligheden sker for de syge. Og nu også Ruth er i gang med at arbejde på at viden om sygdommen kommer ud i samfundet, så det kan det kun blive bedre af for dig og os, selv om det vil tage tid.

Jeg har selv, i sin tid, sendt en mail rundt til alle på min mail-liste med linket til Sonjas Stoffskifteforum. Jeg har ikke fortalt dem hvilket brugernavn jeg skriver med. Jeg har ikke engang fortalt dem, at jeg overhovedet skriver her. Jeg har kun bedt dem at komme her og læse, hvis de vil vide hvordan jeg har det, fordi her skriver mange stofskiftesyge, der har det lige som jeg.

Det har ikke hjulpet på alle "fordømmere", men alligevel har det hjulpet på mange og jeg fik betydeligt mere forståelse fra dem efterfølgende, end før. Så måske kunne det også være en ide du kunne bruge?

Skjoldbruskkjertelen er visst ikke viktig nok for omgivelsene til at man har noen rett til å påvirkes av det. Skal man virkelig behøve å føle seg så alene mitt i allt sammen...

Her er du gudskelov ikke alene. Det er udenfor det gælder om at opnå forståelse. Det kan blive svært for raske at fatte, men hvis de konsekvent nægter at lære om det, samtidigt med at de fortsætter med at fordømme - må du overveje om de er værd at kære dig om.

Mange af min familie og "venner" er blevet sendt ud i kulden af mig pga. det. Det er hårdt at skulle sortere i omgivelser, men det er nødvendigt, hvis de nægter at "arbejde" med. Vi har nok at gøre med at skulle håndtere sygdommen hver eneste dag. Uden også at skulle tage vidtrækkende hensyn til de raske, der bare ikke vil forstå.

Men det er altså lettere (for os) sagt end gjort, så det vigtigste må være, selv at opbygge et indre, personligt værn mod skuffelsen over omgivelserne og hele tiden at huske, at det er din gode opfattelse af dig, der er det vigtigste. Og at, i virkeligheden, er DU den eneste, der har indsigt og viden nok til at kunne bedømme dig selv i forhold til din sande (fine) natur og din sygdom. Ingen andre!