Nej, man får ikke lavet noget ... Men man vil jo meget gerne. Jeg kan gå rundt om mig selv i timevis imens jeg tænker og tænker over, hvilken rækkefølge, jeg skal gøre tingene i og hvordan så. På andre ser det ud som at man er apatisk, men indvendig kan man jo sagtens være et oprørt hav af frustration over ugjorte ting og sager. Jeg synes, det er meget vigtigt, at man får fortalt sin familie etc. hvordan man har det med dette, da de ellers kan tro, at man er ligeglad.

Læger er i løbet af nogle år lykkedes med at fortælle, at lavt stofskifte er nemt at have med at gøre. Tusindvis af mennesker er blevet kaldt hypokondere, sendt til psykiater eller slet og ret forkert medicineret, når lægen ikke har kunnet finde ud af mere. På den måde er patienter blevet tvunget til at føle sig håbløse, og pårørende til patienter har så også deres at stå med ...

Jeg selv har i årevis undret mig over, hvorfor jeg f.eks. var blevet sådan et rodehoved og hvorfor jeg følte mig meget mere utryg uden grund. Nu har jeg så fundet ud af, at stofskiftet også dér har noget at sige.

Der er så ustyrligt mange besynderlige symptomer og ting, der følger med lavt stofskifte. Det er godt at sætte sig ind i det for at klare det hele - og for at have med sig selv at gøre, synes jeg. Det er jo stressende at føle sig mærkelig i det hele taget!

Nielsigne