Er så glad for at min lille dreng ikke har skullet opereres for noget på trods af at hans syv første uger af livet blev tilbragt på neonatalafdelingen; fortællinger som disse får mig til at kramme ham lidt tættere. Min dybeste sympati går til de børn der har oplevet disse rædsler og det svigt de har følt, når voksne lod dem gennemgå dette helvede. Også sympati til forældrene, som siden er blevet klar over hvad deres børn har været udsat for.

Tænker på min søn på kun 1 kg i mine hænder, og på de små kuvøser inde ved siden af, hvor grønne dragter og skinnende instrumenter samledes i flok når det gik værst til og alarmerne bimlede. Tænker på døren der blev lukket ind til os, så vi kunne sidde og give vores raske dreng noget kærlighed og tryghed hud mod hud, i mens et lille barn og dets forældre har gennemgået helvede inde på den anden side - måske for 5. gang den uge.

Man lærer at blive ydmyg og taknemmelig.