Det går strålende - jeg er slet ikke træt! Natten til d. 24 juli var det dog i overkanten, faldt først i søvn efter 5:00 og stod op kl. 11:30 - alt for lidt søvn og bragende symptomer på højt stofskifte - fuld tryk på den indre kedel, svedture etc. i ca. 1 time - hvilket naturligvis ikke var så godt.
Jeg har hele tiden undret mig over, at kroppen faldt til ro, når jeg indtog T3 - det gør den heller ikke (fandt jeg ud af) - det er når jeg indtager min anden medicin (beroligende), at kroppen flader ned igen, og således også d. 24. juli.
Også natten til d. 25. juli havde jeg problemer med at sove - faldt i søvn omkring 3:00 og vågnede fuldstændig udhvilet klokken 10:30 og uden symptomerne på forhøjet stofskifte.
Jeg var dog godt klar over, at jeg lå i den høje ende og ringede derfor til lægen i går, d. 26. juli, for at få mine svar på blodprøverne - desværre var der sket en fejl med fT3, men de andre resultater så ud som følgende:
TSH: 0,03
T4: 144
fT4: 23,5
T3: 2,5

Til sammenligning så mine sidste blodprøver, før behandling med T3, ud som følgende:
TSH: 0,18
T4: 108
fT4: 20,7
T3: 1,2
fT3: 3,5

Tallene fra i går viser, at jeg ligger lidt i overkanten, hvilket også er det jeg føler. Jeg har derfor reduceret min ugentlige dosis T4 med 75 mg, så må jeg se, hvordan jeg har det i løbet af den næste uge eller to.

Men alt i alt har krop og sind det rigtig godt - anderledes forholder det sig med øjnene: stivheden er blevet mere markant, jeg har fortsat også lidt dobbeltsyn og er begyndt at mærke ømhed - hvilket må siges at være lige i overkanten af, hvad jeg kan være med til.
Jeg skrev til Elaine Moore, og hun anbefalede, at jeg kunne skifte til naturligt thyroid, hvis ikke det blev bedre, og starte på en lavere dosis, som så langsomt blev trappet op.
Jeg har derfor tænkt mig at afvente situationen lidt, i forbindelse med, at jeg er gået ned i T4. Men bliver det ikke bedre med øjnene i løbet af de kommende dage - uger, stopper jeg behandlingen med syntetisk T3, da jeg simpelthen ikke tør løbe chancen.