Min historie er lidt anderledes end mange andres, fordi jeg blev diagnosticeret ret hurtigt, og fordi jeg har symptomer af antistofferne. Jeg tænker, at jeg vil dele den med jer, fordi det ikke er stress og overgangsalder alt sammen ;-) Derudover er jeg høj og slank med en bmi på 20,6, så overvægt er ikke et symptom hos mig - og behøver heller ikke at være det.

For snart 2 år siden fik jeg det skidt. Jeg var med min den gang kommende mand i Chicago, og jeg troede, at jeg fangede et eller andet virus-halløj i flyveren der over. Vi boede på et meget stort hotel med negativ stemning, og jeg oplevede angstanfald, kan jeg se nu.

Jeg havde trætte muskler, jeg havde en fornemmelse af, at jeg ikke kunne få fat i de ting, jeg gerne ville tage fat i. Dertil kom hedeture, vejrtrækningsbesvær, lette angstanfald, snorren i hænder og fødder, manglende balance, og at jeg ikke kunne nå noget i det daglige, var tit lidt vel kort med lunten og skældte på mine kolleger og mine børn. Jeg havde svært ved at overskue noget og kunne have svært ved at finde vej, når jeg var ude at køre selv i kendte områder.

Endelig efter 2½ måned kom jeg til en ny læge, og hun tog en del blodprøver. Jeg tænkte, at det nok var stress, og at jeg nok blev sendt hjem med en sygemelding. Jeg var blevet teste for overgangsalder 9 måneder forinden, og den burde være overstået uden de store ting.

Stress ja, men jeg fik også at vide, at alle prøver var fine, men at jeg havde en subklinisk stofskifte sygdom, og at jeg ville ende med at få for lavt stofskifte, det var bare at vente .... Fedt!

Nu er jeg ikke så god til at vente, så jeg gik hjem og googlede mine resultater - og jeg kunne så selv stille diagnosen Hashimotos. TSH var 6, T4 19 og antistofferne < 1300. Det er ikke så svært

Jeg skulle vente 3 mdr. og så komme igen. Og når TSH kom over 11, ville de begynde at behandle mig. Efter 3 mdr. var TSH 8, og antistofferne bekymrede vi os ikke om. Jeg havde det så skidt og var deltidssygemeldt fra kl. 14.00 hver dag. Jeg havde det, der kaldes "sudden releases" af T4, fordi nedbrydningen af skjoldbruskkirtlen var godt i gang.

Der er blevet talt ned til mig, og kun når min mand var med, blev der talt ordentligt til mig - sådan a la voksen til voksen.

Vi er nu sidst i maj 2012 - med en TSH på 8 og udsigt til at vente til 11, så kunne jeg regne ud, at tre måneder senere, så ville jeg være rigtig skidt, og i oktober fem måneder senere skulle min mand og jeg giftes. Så til lægen igen sammen med min mand - det lykkedes at få en henvisning til en endokrinolog. Derfra kom jeg på privathospital betalt af min sundhedssikring.

Jeg mødte der en endokrinolog, der anerkendte, at nogle kan mærke antistofferne og have symptomer af dem.

Mit stofskifte er ikke stabilt endnu (hvad det så end betyder!), TSH er nu 0,7, T4 19,4 og antistofferne 334. TSH er stigende fra sidste blodprøve, som viste TSH på 0,26. Endokrinologen vil ikke tale om at sætte medicinen op, og mit stofskifte er i normalområdet, så hun kan bare udskrive mig fra ambulatoriet.

Der er også en masse andre tal, jeg skal have styr på, men lægen på ambulatoriet ville ikke udlevere dem, og hun kunne ikke selv overskue, hvad de betød.

Jeg tager vitaminer efter anvisninger fra Radiodoktoren.dk - det omfatter bl.a. D3 og Omega-3. Jeg har ikke spist gluten i 2-3 mdr., og jeg har været/er på candidakur. Min diæt er inspireret af stenalderkost, og det trives jeg fint med. Motion er cykling, korte løbeture og fitness center, som tiden nu er til.

Cortisol spyttesten har jeg også taget, og den viser en flad kurve.

Jeg har været rigtig glad for at læse de mange indlæg her på forum, og det har hjulpet mig rigtig meget. Tak til jer alle for det

Nu er min store udfordring at finde ud af, hvad jeg gør her fra, fordi jeg ikke finder støtte hos endokrinologerne på ambulatoriet eller hos egen læge.

Tina