Af personlig erfaring kan jeg fremføre, at i de sidste få år op til skifte fra Eltroxin til Thyroid, har jeg oplevet tiltagende tegn på binyresammenbrud og var på randen til at miste forstanden, foruden en galoperende fysisk forfald. Dengang vidste jeg ikke så meget om "spillereglerne" omkring binyrestøtte forud for overgangen til Thyroid og måske netop det var mit held, set i tilbageblik. Jeg gik slet og ret i gang med at studere hormoner og da jeg blev klar over, at pregnenolone slet ikke er et hormon, men "kun" en prækursor for de adrenale og gonadale hormoner, bestemte jeg mig for at tilføje pregnenolone til min (selv)behandling. At alle tegn på binyretræthed stille og roligt forsvandt hen ad vejen (over 2-3 år) og det kan jeg takke pregnenolone for, mener jeg helt bestemt.

At jeg så (på det sidste) har vurderet at også væksthormon skal reguleres eksternt, nok mest pga. aldersmæssig "normal" nedgang, er en anden historie, men ret beset betyder det, at siden min overgang til Thyroid har jeg kun brugt et (andet) hormonpræparat (for overgangsalderen) + pregnenolone, som jo ikke er et hormon (selv om det kaldes det), hvilke sammen med et batteri af vitaminer/mineraler/aminosyrer/fedtsyrer har båret mig igennem og frem til en meget bedre helse end jeg havde for 25 år siden.

Havde jeg været i lignende situation som du og Ruth, ville jeg (simpelthen) trappe ud af DHEA//-KETO DHEA over 6-7 uger og succesivt erstatte begge med pregnenolone. Det var (foruden binyreekstrakter) pregnenolone, som var bredt anvendt til behandling af hormonsygdomme med udspring i binyrer og gonader til omkring 1949, hvor Merck har lanseret syntetisk kostison. Det syntetiske kortison kunne nemlig patenteres, mens man ikke kunne patentere pregnenolone.... Pregnenolone er ikke engang et receptpligtigt stof. I mange vestlige lande købes det i håndkøb med instruktion om ikke at overskride en daglig dosering på 50 mg uden lægelig assistance.

Man får ikke "pang-effekten" af pregnenolone, men til gengæld bliver effekten stabil og permanent. I min verden (og alder) er der ingen kontraindikationer mod at anvende pregnenolone livet ud, til erstatning for den pregnenolone, min krop alligevel danner mindre og mindre af med alderen. Noget i retning af hele 60% mindre i en alder af 65 år (and counting down). I modsætning til cortisol og andre steroider, findes pregnenolone ikke engang på dopinglister, da det netop ikke er et hormon, men kun en prækursor uden direkte hormonel virkning, andet end "mother" til cortisol, DHEA, androstenedione, østrogen, progesteron, aldosterone og testosteron, og alle disse hormoner dannes af pregnenolone i de mængder, den individuelle krop aktuelt har behov for dvs. den hormonbalance Rufus nævner i denne tråd, indlæg nr. 352 - den opretholdes og vedligeholdes bedst med prækursoren til alle adrenale og gonadale hormoner, hvor man ikke går ind og "piller" ved de enkelte hormoner - noget vi har ikke en jordisk chance at "ramme" 100% korrekt, uanset hvor meget vi (og lægerne) eksperimenterer.

Jeg tror også selv på, at når man (i det længere løb) trapper ud af hydrocortison - burde den erstattes med pregnenolone og dermed forsynes kroppen med råstoffet binyrerne kan bruge til selv at "overtage" sagen sideløbende med nedtrapning. Det kan næsten ikke andet end være en slags garant for, at nedtrapning af hydrocortison bliver vellykket, da nedtrapning fra hydrocortison til "råstofmangel" kan næsten ikke andet end at blive svær, mener jeg.

Jeg havde selv valget mellem binyrestøtte i form af hydrocortison eller pregnenolone. Jeg valgte det sidste (+ relativ kort tid binyreekstrakter til at begynde med), selv om denne form af binyrestøtte var meget langsommere end hydrocortison. Det har jeg bestemt mig for at acceptere og jeg havde siden ingen grund til at fortryde det. Snarere tværtimod, når jeg læser beretninger om op- og nedture undervejs, hvor enkelte endda har end ikke orket at give livstegn fra sig i lang tid, fordi de i perioder trives så lidt...