Det, der vel først og fremmest er ubehageligt ved at græde, når man er sammen med andre, er vel det samme som alt mulig andet, der følger med denne sygdom - nemlig, at det, man på den måde kommer til at vise, ikke er ens 'rigtige' jeg

Jeg mener, hvis jeg tidligere var kommet til at græde i en eller anden sammenhæng, var jeg da nok blevet lidt flov ... men dengang græd jeg kun over noget, der var værd at græde over, og ikke som nu, hvor jeg vitterligt kan græde over de mest tossede ting. Som fx det fældede træ, jeg nævnte.

At græde over noget, man ikke engang selv synes er værd at græde over --- er at føle sig absurd. Intet mindre.

Der er også en version af gråd, der handler om, at en eller anden tristhed pludselig skyller ind over mig. Den er slem, bl.a. fordi den kan være meget svær at slippe af med. Så på en måde er den værre end den version, hvor man bare græder ... Selvom den så er absurd. Pest eller kolera.