Hypothyreose? Noe annet?

[Nielsigne]

Jeg føler meg helt sikker på at jeg ikke er deprimert. Så lenge energien er der, er jeg egentlig ganske sprudlende og morsom, og nesten litt overdrevent sosial. Når jeg kjenner at jeg rett og slett ikke orker å bli med på en fest eller en hyttetur, så blir jeg lei meg på grunn av akkurat det, men jeg har ikke en depressiv tankegang "all over".

Kære Lippincott
Det, du beskriver her, kender jeg godt! Både sprudlende og overdreven social
...

Men det er bare om at gøre noget ved tingene, mens man kan - og jo før, jo bedre!

Problemet er - i hvert fald for mig - at det er blevet mere og mere vanskeligt at holde energien. Det betyder, at mine udsving er KÆMPESTORE ; jeg kan gå fra at være sprudlende, hypersocial og faciliterende på for eksempel et kursus, for derefter straks at falde helt sammen og slet ikke kunne komme frem til at kontakte folk, sådan som jeg har tænkt og følge tingene op. Dette gælder hvad enten, det drejer sig om arbejde /arbejdslignende opgaver eller noget morsomt Det er simpelthen så pinligt.

Mange mener, jeg har lederegenskaber og jeg ved ikke hvad, når de oplever mig på slap line på kursus eller sådan noget, men hvis de så mig bagefter ... Ville de muligvis (forhåbentlig) ikke kunne se, det var mig

Jeg er kort sagt blevet verdens mest elendige afslutter
Og efterhånden som jeg er blevet det, er også forskellige bekendtskaber forsvundet. Folk har ikke tid til at engagere sig med en, der ikke kan gøre noget af alt det, hun har snakket om. Man bliver en figur med tom snak, oplever folk. Eller: Det er sådan, jeg ved, jeg opfattes af mange. Og altså ikke uden grund.

Jeg er fuld af ideer og intentioner, men er ved at blive kvalt i dem, fordi jeg ikke kan realisere dem. Og det er blevet værre og værre. Kronen på værket har været december 2008-januar 2010, hvor jeg har været nødt til at bruge en slags Eltroxin, som trods navnet var noget helt andet, end det, jeg havde brugt i 11 år. Dette års tid har hærget / ældet mig, så jeg nu mener at have en kropsalder, der er mindst +10 år i forhold til før, og også psykisk har jeg fået det meget værre.

Det er skidt at være lukket inde i sin krop.
Og det er der skrevet en hel bog om, fandt jeg ud af idag, da jeg læste en tråd, Anisa har lagt om bogen "Gråd bag lukkede døre":

https://www.stofskifteforum.dk/showt...ghlight=d%F8re

Det er bare om at handle, mens man har - og kan se - de symptomer, du beskriver her. Så må man kunne spare sig selv og sine pårørende for meget.

Det er rigtig flot, at du kan samle det her billede selv, synes jeg. Da jeg blev syg, havde jeg været syg længe allerede - og haft et arbejde med mange deadlines og af forskellige grunde ingen mulighed for at tage mig af mig selv. Jeg kunne ikke samle noget billede - og min læge altså heller ikke. Hverken den ene eller den anden eller den tredje læge .... Æv.

Psykiske tilstande, der udvikles som følge af sygdomme i thyreoidea er behandlingsresistente over for psykofarmaka og forsvinder først når man kommer i rette behandling for sin thyreoidea-sygdom.

Nej, det var præcis det, jeg mente - at man bliver ked af det, fordi 1) der er så mange nederlag 2) fordi det bliver man på grund af hormonerne.

Og jeg er godt nok rystet over, hvor mange gange jeg har måttet læse om en stofskiftepatient, der har fået / fået tilbud om psykofarmaka.

Hvor er det åndssvagt, slet og ret. Ingen behandling, der har noget med noget relevant at gøre ....

Og så må ens lever da i øvrigt blive endnu mere belastet. Bare svært for folk at finde ud af, hvad der er at gøre, og hvem der vil hjælpe. Jeg kan godt forstå, hvis nogle kommer til et punkt, hvor de giver op og får psykofarmaka. Min mor bruger sovemedicin - ikke i vilde mængder, men det er jo bare ikke sundt. Især, hvis man i forvejen har (eller skriver man har haft?) en sygdom som Hashimotos?

Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg, så er det da bare med at gøre noget, mens man kan - inden det der kaos bliver for stort. Ikke for det - det er det jo alligevel, men alligevel: Tiden og graden tæller jo også.