KAPITEL VII - SLUTNING

Kan man gøre noget for at hjælpe Manden gennem den farlige Alder? Kan man gøre noget paa det fysiske Omraade, kan man gøre noget paa det psykiske? Lad os bruge endnu fire Sider til at drøfte dette Spørgsmaal.

Forsaavidt som Overgangsalderen skyldes fysiologiske Ændringer i Organismen, specielt i de saakaldte Kirtler med indre Sekretion - og herom kan der næppe herske Tvivl - er det nærliggende at prøve paa, ved Indsprøjtning af Kirtelekstrakter fra Dyr, at fjerne de Ulemper, der knytter sig til Overgangsalderen. Det kan ikke benægtes, at Hormonbehandlingen i nogle Tilfælde og paa visse Omraader har været til Hjælp for Kvinder i Overgangsalderen. Man har da ogsaa forsøgt en lignende Behandling af Mænd i Overgangsalderen, altsaa 10 Aar senere. Ogsaa her paa Hospitalet har vi hos deprimerede, trætte, uligevægtige Mænd i denne Periode forsøgt Indsprøjtninger saavel med Ekstrakt af Testiklerne som med Ekstrakt af Hypofysen (Hjernens lille Vedhæng). Der har været reklameret meget fra Medicinfabrikkerne med disse Hormonpræparater. Man har troet paa en aandelig og sjælelig Fornyelse, ja en hel Række Forskere af ikke ringe Kvalitet lige fra Metsjnikov til Steinach har haabet paa at forlænge Livet ved kunstigt Indgreb. Erfaringen viser desværre, at det gaar ikke saa let. Ganske vist er det muligt ved Hormonindsprøjtninger at forøge Hormonmængden i Blodet og i visse Tilfælde at fremkalde et kortvarigt Velvære (nemlig hvor Hormonmanglen var øjensynlig), men det ser desværre ikke ud til, at man hverken hos Mænd eller hos Kvinder ved nogen af den Slags Medikamenter kan fjerne varigt Overgansalderens Ubehageligheder. Alene dette at skulle tage Indsprøjtninger, maaske flere Gange daglig i en lang Aarrække er i sig selvet saa tvivlsomt Gode, at man kun griber til det ved meget store Gener; for slet ikke at tale om, at en enkelt Kur let kommer til at koste 3-400 Kr. I det sidste Aar har Præparaterne overhovedet ikke været til at fremskaffe.

Altsaa, den fysiologiske Behandling synes at have sin Begrænsning, selvom en Forbedring langt fra kan udelukkes efterhaanden som der sker større videnskabelige Fremskridt indenfor Forskningen af Hormoner og Aldersfænomenets Biologi. Foreløbig bliver det den psykiske Behandling, som vi overvejende maa holde os til som ved andre sjælelige Lidelser, og noget - undertiden meget - kan da ogsaa naas ad denne mere besværlige Vej.

De foregaaende Kapitler skulde have antydet, hvor den psykiske Behandling skal sætte ind. Naar Manden træder over 50 Aars Tærskelen, skulde han vide, at en Række Farer truer ham fra Arbejdets, Samfundets, Hjemmets, Børnenes og det indre Livs Side, Farer han kan undgaa, hvis han er opmærksom paa dem. At gaa i Detailler vilde være at gentage de foregaaende Kapitler og kedsommeligt for Læserne. Tre Ting skal blot tilføjes:

Den ene er, at Hjælpen ofte skål komme ude fra, nemlig fra hans nærmeste Paarørendes Side. Eftersom en Mand i den Alder i Reglen har mistet sin Fader eller Moder, eller er blevet disses Beskytter mere end omvendt, saa bliver det hans Omgivelser (mest hans Hustru) der har i deres Magt at hjælpe ham til at undgaa Farerne, og det bliver hans Læge, der skal bygge op, hvad Manden eventuelt selv har brudt ned.

Det andet, der skal nævnes er, at et Liv i Byerne paa ethvert Stadium af Livet er daarligere end paa Landet; men daarligst er det for de helt smaa og de helt store, deriblandt Mændene mellem 50 og 60. I en Alder hvor der kræves en maximal Ydelse samtidig med at Hjernen og hele Legemets Funktioner bliver svagere, vil Storbyen frembyde for store Fristelser, f. Eks. til Selskabelighed, Overarbejde, Fornøjelser; for ikke at tale om Mad og Drikke.

Endelig til Slut: Begynd i 50 Aars Alderen at beskikke dit Hus med Afgangen for øje. Mange Mænd dør mellem 50 og 60; og de, som lever længere, klarer sig bedst, hvis de vender Blikket indad og forbereder sig paa det, som er Livets mest ophøjede Formaal:

At ældes med Visdom.

H. I. Schou
Overlæge Dr. Med.
Dianalund, d. 20. August 1946.