KAPITEL VI - DET INDRE LIV

Aarene gaar, og Livet skrider frem gennem de forskellige Stadier. Aarene gaar alt for hurtigt. Livet er altfor kort. Med Montesquieu maa man udbryde: »Hvilke ulykkelige Vilkaar for os Mennesker! Knapt er vi naaet at blive modne, førend Legemet begynder at svigte *).«

Trangen til et aandeligt Holdepunkt bliver for de fleste stærkere eftersom Aarene gaar. Man begynder at ane Afslutningen. For mange aftager samtidig Evnen til at give det indre Liv Udtryk. Da man var ung, var der kort mellem Tanke og Ord, Ide og Handling. Man kunde blive begejstret med Tegner, naar han siger: »Hvad Du ej klart kan sage, vet du ej; med tanken ordet föds på mannens lapper; det dunkelt sagda ar det dunkelt tankta.« - I 60 Aars Alderen bliver der længere og længere mellem Tanke og Handling. Reaktionstiden forstørres ved at Erfaringen træder til. Gør man ikke noget godt, vil man i det mindste nødigt gøre noget galt.

Dette Modsætningsforhold kan hos den modne Mand give en indre Spænding. Han vaager over sit indre Liv som over sin Bankbog. Han er glad for at besidde skjulte Reserver. Hvad er da hans Reserver.

Aandelige Livsværdier kan opbygges af højst forskellige Materialer. Det vil stride imod enhver Erfaring at benægte, at Mennesker synes at kunne leve og dø paa andre Værdier end de religiøse: Kunst, Videnskab, Kærlighed, Selvopofrelse - for ikke at tale om talløse filosofiske og spekulative Livsanskuelser - alt dette kan repræsentere indre Værdier og aandeligt Beredskab. De kan række langt, naar man giver sig dem ubetinget i Vold. De indre Værdier, der her skal omtales, er fortrinsvis de religiøse. For den, der siden Ungdommen har været grebet af Kristendommen og søgt at samle sine Oplevelser under dette Grundsynspunkt, vil Livet med Aarene udkrystallisere sig til en religiøs Kerne: Troen paa Gud gennem den af Jesus Kristus anviste Vej.

Her foreligger for den modne Mand i Nutiden en ejendommelig Strid mellem Aabenbaringen, som den er givet os i Bibelen, og Tilegnelsen af det aabenbarede, som det former sig gennem Livets Hændelser. Indenfor Kirken vil man fra den ene Side lægge Hovedvægten paa Aabenbaringen. Alt er givet og gjort med Jesu Ord og Handlinger. Ingen personlig Oplevelse er nødvendig eller overhovedet gyldig. Fra den anden Side fremhæves den personlige Opleveises Betydning. Ikke blot skal man - akut eller kronisk - erfare Kristendommens Sandhed, men man skal ogsaa prøve paa at realisere Ny Testamentes Moral. Denne Deling af Kristendommen i Absolutisme og Subjektivisme, som i Dag kan udtrykkes f. Eks. ved Barthianisme og Oxfordbevægelse, var vel endnu stærkere tilspidset i Danmark i min Ungdom for 40 Aar siden, hvor Indre Mission fremhævede Oplevelsen og Helliggørelsens Betydning, medens Grundtvigianismen fremhævede det gudgivne: Ordet, Daaben, Trosbekendelsen, som det afgørende.

Mon man ikke i 50-60 Aars Alderen har Lov til at sætte sig lidt ud over Kategorierne, d. v. s. de kirkelige Rammer. Man bryder sig ikke om at slutte sig til Partierne. Man holder sig til sine egne Erfaringer; og tager man et Overblik over Aarene, der svandt, vil man se, hvor mærkeligt det objektive og subjektive griber ind i hinanden. Der var Tider, hvor det objektive, det gudgivne var det eneste fornødne, oftest maaske i lette Depressionsperioder, Angst-, Anfægtelses- og Tvivlsperioder. Saadanne Tider forekommer naturligvis hos ethvert levende Menneske Livet igennem, uden Antydning af Sygelighed. Der var andre Tider, hvor det subjektive, nemlig Tilegnelsen, Oplevelsen og Forsøget paa at virkeliggøre noget af N. T.'s Tanker var det overvejende. Maaske det var stærkest i Lykketider, i de expansive Perioder, hvor man forsøgte paa at finde nyt Land. Givet er det, at ingen af de to Sider kan undværes i et normalt Menneskeliv. Den ene udelukker ikke heller den anden. Et fuldt og helt Kristenliv kan ikke tænkes uden Subjektivitet og Objektivitet.

I 50-60 Aars Alderen lægger man med Rette megen Vægt paa Livets Begivenheder som Opdragelsesmomenter. Man opdager, at alle Hændelser, der er fremkaldt af ydre Forhold, har den største sjælelige og kristelige Betydning: Sundhed og Sygdom, Hjem og Børn, Arbejde og Skuffelser, Anerkendelse og Modgang, alt former sig som en Befrugtning for det indre Liv. Ved at læse i sin egen Livsbog - og Interessen for Historie bliver stærk netop i disse Aar - finder man de stærkeste Vidnesbyrd om Guds Godhed, men ogsaa om hans Strenghed. Mærkeligt er det at se, at det, der kommer en til Skade udadtil, ofte kommer en til Gavn indadtil; det gælder f. Eks. de 7 svære Krigs- og Kriseaar, som vi har gennemlevet. Paa en afgørende Maade har de desillusioneret os med Hensyn til at tro paa Kulturens Fremgang. Var der nogen, der tvivlede om denne i min Studentertid (1906 til 1912)? Kirkeligt set lærte vi at tro paa Verdens Evangelisation i dette Slægtled. Der blev ved Aarhundredskiftet lagt en umaadelig Vægt paa Karakterudvikling og Personlighedsdyrkelse med deraf følgende stærk Autoritetsfølelse. Det synes, som alt dette er brudt sammen overfor de Resultater, vi nu ser baade i vort eget og i andres Liv. Samfundets Fremgang kan næppe bygges derpaa; og da i hvert Fald slet ikke vor egen Salighed. Humanisme og Tro paa Kulturens Fremgang ved Hjælp af Intellektet maa vi simpelthen afskrive. Der er ingen Bærekraft i Troen paa Menneskets »sunde Fornuft«. Hvem mener nu, at Mennesket vil gøre det gode, blot alle ydre Hindringer fjernes? Tyngdepunktet maa lægges andre Steder. Værdierne maa opbygges indefra. Mennesket maa overgive sig til de store og ukendte Kræfter. Vi bæres af »Magterne«, som de gamle kaldte det. Livet er uoverskueligt og uberegneligt. Vi kristne lægger vort Liv i Guds Haand.

Egentlig skulde den modne Mand med en vis Tryghed kunne sætte sig til Rette ved Livets Bord. Han har overstaaet sine Børnesygdomme; han har sikret sig en vis Position i Hjem og Arbejde; han er paa en Maade færdig ogsaa med sig selv. Hvorfor skulde han da ikke, som den kinesiske Vismand Lin Yu Tang siger, sætte sig til Rette og nyde Livet **).

Maaske han ogsaa vil gøre det, men da paa en helt anden Maade end Kineseren tænker sig - eller er det os, der ikke forstaar Kineseren rigtigt? Han hviler ikke ved det han har opnaaet, men ved det. at han ikke mere tror paa sig selv. Han falder til Ro ved, at hvis Livet ikke kan gaa videre i Kraft af dets iboende Kræfter, saa kan det overhovedet ikke gaa. Vi er i den Grad afhængige af det udvortes og afhængige af vort Legeme ogsaa, at det er haabløst at lægge Tingene til Rette, saa man opnaar Resultater. Alt det man ejer. har man faaet forærende. Alt hvad der er lykkedes i ens Liv, er et Produkt af ydre Konjunkturer og indre Lyst til at udrette noget bestemt, som man slet ikke selv var Herre over. Hvad der i den sidste Ende af Livet skal »opnaas«, bliver i endnu højere Grad en Foræring.
I selve dette Synspunkt er der noget betryggende. Der er noget lystigt i at blive gammel, Syns punkterne forskyder sig fra det subjektive til det objektive. En Opladthed, man tør maaske sige en Oplagthed, kan fylde Sindet med en vis Sødme. Kald det Resignation. Der er Mulighed, ja Sandsynlighed for en Udvikling.

Manden vokser ud af Barnet, og Alderdommen ud af Manddommen. De Maal, man har stræbt efter som ung, naar man ofte som ældre, de være sig gode eller daarlige. I »Fra min Barndom og Ungdom« skriver Albert Schweitzer, Professor, Dr. theol., Dr. med., Dr. phil. og Missionær i Kongo: »De Ideer, som bestemmer et Menneskes Væsen og Liv, er givet i ham paa en hemmelighedsfuld Maade. Naar han gaar ud af Barndommen, begynder de at knoppes i ham. Naar han bliver grebet af Ungdomsbegejstring for det sande og gode, blomstrer de og sætter Frugt. I den Udvikling, vi senere gennemgaar, drejer det sig egentlig kun om, hvor meget af den Frugt, vort Livstræ satte i sit Foraar, der bliver hos det... Hvis Menneskene var saaledes, som de gerne vilde være, da de var 14 Aar, hvor ganske anderledes vilde Verden da være.«


*) Citat eft. A. Viseher: »Alderdomen«. Stockholm, 1944.
**) Lin Tang: "Jordisk Lykke«. Kbhvn., 1946.