Mandens Overgangsalder (1946)

[Anisa]

KAPITEL V - BØRN

Det er trist for en Kvinde ikke at faa Børn. De hører saa at sige til hendes organiske og haandgribelige Liv. Men det er værre endnu for en Mand, fordi Børnene er det eneste uhaandgribelige. For begge Køn er de vor eneste Eksistensberettigelse, Hvad betyder vort Arbejde, vort Forhold til Samfundet, vore Erfaringer, hvis de ikke omsættes i Hjælp til næste Generation. Saa uendelig kort er vort Liv, at naar vi skal begynde at leve det, er det egentlig forbi. Den eneste Trøst er, at vi er et Led i en Kæde. Alt hvad vi faar, skal vi med skælvende Hænder bære videre til næste Slægtled.

Nu er Faderens Eksistens noget, som forholdsvis sent træder ind i Børnenes Liv. De smaa Børn tilhører udelukkende Moderen. Lidt Børnegraad og nogle væltede Blækhuse paa vort Skrivebord er det. Fædrene kan erindre om de smaa Børn. Arbejdet og Sliddet er Moderens. Lidt mere fælles er vi om Skolebørnene, men ogsaa de regner langt mere med Moderen end med Faderen. Kun i større Sager og ved alvorlige Afgørelser træder Faderen ud af den mystiske Taage, der omgiver ham: »Vi kan jo tale med Fader!« det er den yderste Tilflugt. Men at være Højesteret er ikke noget virkeligt Eksistensforhold. Kommer vi til de halvvoksne Børn, vil Faderen hyppigt tone frem SOm en Magtfaktor, specielt i økonomiske Spørgsmaal. Som Samfundet har ordnet det indtil nu, tjener han jo i Reglen Pengene, altsaa han skal betale Uddannelse, Stilling, Bryllup etc. Undertiden formodes han ogsaa at have dybere Kendskab til Samfundslivet, noget den halvvoksne har Brug for. Faderen er en Slags Malkeko, men Moderen er et Menneske. Mandens Eksistens som Taage-Magtfaktor og Malkeko fortsættes i de fleste Hjem til Børnene bliver over 25 og Mændene over 50 Aar. Haanden paa Hjertet: Rettede De Dem efter deres Fader, fordi han var et Menneske, eller fordi han var et kategorisk Imperativ? Mon ikke det sidste.

Nærværende Forfatter havde en udmærket Fader, som sagde mange forstandige og kloge Ord, som først langt senere fik deres fulde Anerkendelse. Han sagde dette: »En Søn adlyder sin Fader til han bliver 15 Aar; han spørger ham til Raads til han bliver 25; mellem 25 og 35 gaar Sønnen sine egne Veje; efter 35 tager han nu og da Hensyn til Faderens Mening. Men først naar Sønnen er over 50, begynder han at forstaa, at den gamle egentlig havde Ret. Og først naar han er død, vil han - maaske - begynde at se lidt op til ham.«

Slægt efter Slægt, Aar efter Aar vil dette gentage sig. De yngre er altid i Opposition til de ældre. Forældrene er Børnenes naturlige Fjender, d. v. s. der er en latent KrigstiIstand mellem de to Generationer. Denne Krig er alle Slægters tragiske Oplevelse; men den er nødvendig. Thi enhver ny Slægt maa gennem Kamp finde sin egen Staaplads. Intet Menneske kan overtage et andet Menneskes Erfaringer.

Til den fysiologiske og genealogiske Forskel kommer i vor Tid en ny Forskel, nemlig det Svælg, som to Verdenskrige har sat mellem to Generationer. Vi Mænd mellem 50 og 60 har haft den ulykkelige Skæbne, at forberede og uddanne os til en bestemt Tilværelsesform, og saa komme til at leve vor Manddom og Alderdom under helt andre Vilkaar end dem, vi havde tænkt os. Der er en virkelig Tragedie i det at forberede sig til et og opleve noget andet. En Side ved denne Tragedie er, at vi mere end tidligere Slægter er skilt fra den kommende Generation. Der kan ikke være Tvivl om, at de sidste 30 Aars Begivenheder og Forskydninger, sociale, ideologiske, politiske, moralske, religiøse, har uddybet Kløften mellem ældre og yngre paa en særlig effektiv Maade.

Og alligevel kan vi Mænd mellem 50 og 60 ikke undlade at vejlede - jeg vil slet ikke sige opdrage - den kommende Generation. Naturligvis vil og maa der altid være en Befrugtning selv under Krigsperioden. Lettest vilde det være at gaa fra det hele og sige til Ungdommen: »Vi skal betale jeres Uddannelse, Resten maa i selv om!« Men kan vi gøre det? Er det forsvarligt? Til syvende og sidst: Ville Børnene ønske, at vi overlod dem Slagmarken? Een Ting skal vi i hvert Tilfælde ikke gøre. Vi skal ikke prøve at lave os om. Absolut ikke l - En Mand, som ikke bevarer det Særpræg, han har erhvervet gennem en Menneskealder, er ingen Mand. Han har ikke noget at give til andre, heller ikke til sine Børn. Altfor ofte forsøger Forældrene i falsk pædagogisk iver at snobbe for deres Børn og afpasse sig efter dem i Klædedragt, Livsanskuelse etc. Selvfølgelig falder det latterligt ud. De 25-35 Aar, vi har oplevet mere end Børnene, kan vi ikke ustraffet kappe af os; og vi skal ikke følge med Tiden i den Forstand, at vi forkaste r vort dyrt erhvervede Grundlag og vor personlige Kultur.

Netop i Kraft af de forskellige Tider, vi har oplevet, har vi noget at give vore Børn af det, som de mangler. Ungdommen er ikke bedre end før; den er heller ikke værre. Ungdommen er ung, som den altid har været. Paa dens Kreditside kan man fremføre en Ærlighed, Aabenhed, Naturlighed, betydelig Flid og langt større Realisme, end vi var i Besiddelse af. Paa dens Debetside kan vi fremføre - naa, lad det være I Sikkert og vist er det blot, at hvis vi ældre ikke er os selv, er vi slet ingen Ting. Verden er altid i Bølgebevægelse, de senere Aar mere end tidligere; men naar en Epoke er overstaaet, kan der blive Efterspørgsel efter netop det, som Ungdommen nu finder forkasteligt. Skal vi bære Flammen videre i vore skrøbelige Hænder, saa skal det dog være i vore Hænder. Vi maa stadig ihukomme, at det nu er os, som regerer Verden. I Dag er det os, som staar paa Bølgens Top og regerer ikke blot over Pengekassen og Madposen, men ogsaa over visse aandelige Værdier, Arven fra dem der gik forud. Det er det, vi gerne vilde bevare til Efterslægten. Jeg tror alligevel, jeg vil sige direkte, hvad jeg mener, at Ungdommen mangler, nemlig en vis Dybde og Inderlighed, en personlig Kultur, en god Portion Følelse. Om man vil kalde det Romantik eller noget andet, er ligegyldigt; men Forstand og Vilje kan aldrig erstatte Følelseslivet. Livet er ikke alene en Samling betingede Reflekser. Det er en Samling uhaandgribelige Værdier, hvor Fantasi, Følelse, Frihedstrang og Individualitet kommer til sin Ret. Vi har oplevet en Jernaldertid.

Hvem ved, om der kommer en ny Guldalder. Det bliver i saa Tilfælde vor Opgave at konservere Værdierne fra Begyndelsen af det 19. Aarhundrede til Brug for Slægten i Slutningen af det Tyvende.

[Anisa]

KAPITEL VI - DET INDRE LIV

Aarene gaar, og Livet skrider frem gennem de forskellige Stadier. Aarene gaar alt for hurtigt. Livet er altfor kort. Med Montesquieu maa man udbryde: »Hvilke ulykkelige Vilkaar for os Mennesker! Knapt er vi naaet at blive modne, førend Legemet begynder at svigte *).«

Trangen til et aandeligt Holdepunkt bliver for de fleste stærkere eftersom Aarene gaar. Man begynder at ane Afslutningen. For mange aftager samtidig Evnen til at give det indre Liv Udtryk. Da man var ung, var der kort mellem Tanke og Ord, Ide og Handling. Man kunde blive begejstret med Tegner, naar han siger: »Hvad Du ej klart kan sage, vet du ej; med tanken ordet föds på mannens lapper; det dunkelt sagda ar det dunkelt tankta.« - I 60 Aars Alderen bliver der længere og længere mellem Tanke og Handling. Reaktionstiden forstørres ved at Erfaringen træder til. Gør man ikke noget godt, vil man i det mindste nødigt gøre noget galt.

Dette Modsætningsforhold kan hos den modne Mand give en indre Spænding. Han vaager over sit indre Liv som over sin Bankbog. Han er glad for at besidde skjulte Reserver. Hvad er da hans Reserver.

Aandelige Livsværdier kan opbygges af højst forskellige Materialer. Det vil stride imod enhver Erfaring at benægte, at Mennesker synes at kunne leve og dø paa andre Værdier end de religiøse: Kunst, Videnskab, Kærlighed, Selvopofrelse - for ikke at tale om talløse filosofiske og spekulative Livsanskuelser - alt dette kan repræsentere indre Værdier og aandeligt Beredskab. De kan række langt, naar man giver sig dem ubetinget i Vold. De indre Værdier, der her skal omtales, er fortrinsvis de religiøse. For den, der siden Ungdommen har været grebet af Kristendommen og søgt at samle sine Oplevelser under dette Grundsynspunkt, vil Livet med Aarene udkrystallisere sig til en religiøs Kerne: Troen paa Gud gennem den af Jesus Kristus anviste Vej.

Her foreligger for den modne Mand i Nutiden en ejendommelig Strid mellem Aabenbaringen, som den er givet os i Bibelen, og Tilegnelsen af det aabenbarede, som det former sig gennem Livets Hændelser. Indenfor Kirken vil man fra den ene Side lægge Hovedvægten paa Aabenbaringen. Alt er givet og gjort med Jesu Ord og Handlinger. Ingen personlig Oplevelse er nødvendig eller overhovedet gyldig. Fra den anden Side fremhæves den personlige Opleveises Betydning. Ikke blot skal man - akut eller kronisk - erfare Kristendommens Sandhed, men man skal ogsaa prøve paa at realisere Ny Testamentes Moral. Denne Deling af Kristendommen i Absolutisme og Subjektivisme, som i Dag kan udtrykkes f. Eks. ved Barthianisme og Oxfordbevægelse, var vel endnu stærkere tilspidset i Danmark i min Ungdom for 40 Aar siden, hvor Indre Mission fremhævede Oplevelsen og Helliggørelsens Betydning, medens Grundtvigianismen fremhævede det gudgivne: Ordet, Daaben, Trosbekendelsen, som det afgørende.

Mon man ikke i 50-60 Aars Alderen har Lov til at sætte sig lidt ud over Kategorierne, d. v. s. de kirkelige Rammer. Man bryder sig ikke om at slutte sig til Partierne. Man holder sig til sine egne Erfaringer; og tager man et Overblik over Aarene, der svandt, vil man se, hvor mærkeligt det objektive og subjektive griber ind i hinanden. Der var Tider, hvor det objektive, det gudgivne var det eneste fornødne, oftest maaske i lette Depressionsperioder, Angst-, Anfægtelses- og Tvivlsperioder. Saadanne Tider forekommer naturligvis hos ethvert levende Menneske Livet igennem, uden Antydning af Sygelighed. Der var andre Tider, hvor det subjektive, nemlig Tilegnelsen, Oplevelsen og Forsøget paa at virkeliggøre noget af N. T.'s Tanker var det overvejende. Maaske det var stærkest i Lykketider, i de expansive Perioder, hvor man forsøgte paa at finde nyt Land. Givet er det, at ingen af de to Sider kan undværes i et normalt Menneskeliv. Den ene udelukker ikke heller den anden. Et fuldt og helt Kristenliv kan ikke tænkes uden Subjektivitet og Objektivitet.

I 50-60 Aars Alderen lægger man med Rette megen Vægt paa Livets Begivenheder som Opdragelsesmomenter. Man opdager, at alle Hændelser, der er fremkaldt af ydre Forhold, har den største sjælelige og kristelige Betydning: Sundhed og Sygdom, Hjem og Børn, Arbejde og Skuffelser, Anerkendelse og Modgang, alt former sig som en Befrugtning for det indre Liv. Ved at læse i sin egen Livsbog - og Interessen for Historie bliver stærk netop i disse Aar - finder man de stærkeste Vidnesbyrd om Guds Godhed, men ogsaa om hans Strenghed. Mærkeligt er det at se, at det, der kommer en til Skade udadtil, ofte kommer en til Gavn indadtil; det gælder f. Eks. de 7 svære Krigs- og Kriseaar, som vi har gennemlevet. Paa en afgørende Maade har de desillusioneret os med Hensyn til at tro paa Kulturens Fremgang. Var der nogen, der tvivlede om denne i min Studentertid (1906 til 1912)? Kirkeligt set lærte vi at tro paa Verdens Evangelisation i dette Slægtled. Der blev ved Aarhundredskiftet lagt en umaadelig Vægt paa Karakterudvikling og Personlighedsdyrkelse med deraf følgende stærk Autoritetsfølelse. Det synes, som alt dette er brudt sammen overfor de Resultater, vi nu ser baade i vort eget og i andres Liv. Samfundets Fremgang kan næppe bygges derpaa; og da i hvert Fald slet ikke vor egen Salighed. Humanisme og Tro paa Kulturens Fremgang ved Hjælp af Intellektet maa vi simpelthen afskrive. Der er ingen Bærekraft i Troen paa Menneskets »sunde Fornuft«. Hvem mener nu, at Mennesket vil gøre det gode, blot alle ydre Hindringer fjernes? Tyngdepunktet maa lægges andre Steder. Værdierne maa opbygges indefra. Mennesket maa overgive sig til de store og ukendte Kræfter. Vi bæres af »Magterne«, som de gamle kaldte det. Livet er uoverskueligt og uberegneligt. Vi kristne lægger vort Liv i Guds Haand.

Egentlig skulde den modne Mand med en vis Tryghed kunne sætte sig til Rette ved Livets Bord. Han har overstaaet sine Børnesygdomme; han har sikret sig en vis Position i Hjem og Arbejde; han er paa en Maade færdig ogsaa med sig selv. Hvorfor skulde han da ikke, som den kinesiske Vismand Lin Yu Tang siger, sætte sig til Rette og nyde Livet **).

Maaske han ogsaa vil gøre det, men da paa en helt anden Maade end Kineseren tænker sig - eller er det os, der ikke forstaar Kineseren rigtigt? Han hviler ikke ved det han har opnaaet, men ved det. at han ikke mere tror paa sig selv. Han falder til Ro ved, at hvis Livet ikke kan gaa videre i Kraft af dets iboende Kræfter, saa kan det overhovedet ikke gaa. Vi er i den Grad afhængige af det udvortes og afhængige af vort Legeme ogsaa, at det er haabløst at lægge Tingene til Rette, saa man opnaar Resultater. Alt det man ejer. har man faaet forærende. Alt hvad der er lykkedes i ens Liv, er et Produkt af ydre Konjunkturer og indre Lyst til at udrette noget bestemt, som man slet ikke selv var Herre over. Hvad der i den sidste Ende af Livet skal »opnaas«, bliver i endnu højere Grad en Foræring.
I selve dette Synspunkt er der noget betryggende. Der er noget lystigt i at blive gammel, Syns punkterne forskyder sig fra det subjektive til det objektive. En Opladthed, man tør maaske sige en Oplagthed, kan fylde Sindet med en vis Sødme. Kald det Resignation. Der er Mulighed, ja Sandsynlighed for en Udvikling.

Manden vokser ud af Barnet, og Alderdommen ud af Manddommen. De Maal, man har stræbt efter som ung, naar man ofte som ældre, de være sig gode eller daarlige. I »Fra min Barndom og Ungdom« skriver Albert Schweitzer, Professor, Dr. theol., Dr. med., Dr. phil. og Missionær i Kongo: »De Ideer, som bestemmer et Menneskes Væsen og Liv, er givet i ham paa en hemmelighedsfuld Maade. Naar han gaar ud af Barndommen, begynder de at knoppes i ham. Naar han bliver grebet af Ungdomsbegejstring for det sande og gode, blomstrer de og sætter Frugt. I den Udvikling, vi senere gennemgaar, drejer det sig egentlig kun om, hvor meget af den Frugt, vort Livstræ satte i sit Foraar, der bliver hos det... Hvis Menneskene var saaledes, som de gerne vilde være, da de var 14 Aar, hvor ganske anderledes vilde Verden da være.«


*) Citat eft. A. Viseher: »Alderdomen«. Stockholm, 1944.
**) Lin Tang: "Jordisk Lykke«. Kbhvn., 1946.

[Anisa]

KAPITEL VII - SLUTNING

Kan man gøre noget for at hjælpe Manden gennem den farlige Alder? Kan man gøre noget paa det fysiske Omraade, kan man gøre noget paa det psykiske? Lad os bruge endnu fire Sider til at drøfte dette Spørgsmaal.

Forsaavidt som Overgangsalderen skyldes fysiologiske Ændringer i Organismen, specielt i de saakaldte Kirtler med indre Sekretion - og herom kan der næppe herske Tvivl - er det nærliggende at prøve paa, ved Indsprøjtning af Kirtelekstrakter fra Dyr, at fjerne de Ulemper, der knytter sig til Overgangsalderen. Det kan ikke benægtes, at Hormonbehandlingen i nogle Tilfælde og paa visse Omraader har været til Hjælp for Kvinder i Overgangsalderen. Man har da ogsaa forsøgt en lignende Behandling af Mænd i Overgangsalderen, altsaa 10 Aar senere. Ogsaa her paa Hospitalet har vi hos deprimerede, trætte, uligevægtige Mænd i denne Periode forsøgt Indsprøjtninger saavel med Ekstrakt af Testiklerne som med Ekstrakt af Hypofysen (Hjernens lille Vedhæng). Der har været reklameret meget fra Medicinfabrikkerne med disse Hormonpræparater. Man har troet paa en aandelig og sjælelig Fornyelse, ja en hel Række Forskere af ikke ringe Kvalitet lige fra Metsjnikov til Steinach har haabet paa at forlænge Livet ved kunstigt Indgreb. Erfaringen viser desværre, at det gaar ikke saa let. Ganske vist er det muligt ved Hormonindsprøjtninger at forøge Hormonmængden i Blodet og i visse Tilfælde at fremkalde et kortvarigt Velvære (nemlig hvor Hormonmanglen var øjensynlig), men det ser desværre ikke ud til, at man hverken hos Mænd eller hos Kvinder ved nogen af den Slags Medikamenter kan fjerne varigt Overgansalderens Ubehageligheder. Alene dette at skulle tage Indsprøjtninger, maaske flere Gange daglig i en lang Aarrække er i sig selvet saa tvivlsomt Gode, at man kun griber til det ved meget store Gener; for slet ikke at tale om, at en enkelt Kur let kommer til at koste 3-400 Kr. I det sidste Aar har Præparaterne overhovedet ikke været til at fremskaffe.

Altsaa, den fysiologiske Behandling synes at have sin Begrænsning, selvom en Forbedring langt fra kan udelukkes efterhaanden som der sker større videnskabelige Fremskridt indenfor Forskningen af Hormoner og Aldersfænomenets Biologi. Foreløbig bliver det den psykiske Behandling, som vi overvejende maa holde os til som ved andre sjælelige Lidelser, og noget - undertiden meget - kan da ogsaa naas ad denne mere besværlige Vej.

De foregaaende Kapitler skulde have antydet, hvor den psykiske Behandling skal sætte ind. Naar Manden træder over 50 Aars Tærskelen, skulde han vide, at en Række Farer truer ham fra Arbejdets, Samfundets, Hjemmets, Børnenes og det indre Livs Side, Farer han kan undgaa, hvis han er opmærksom paa dem. At gaa i Detailler vilde være at gentage de foregaaende Kapitler og kedsommeligt for Læserne. Tre Ting skal blot tilføjes:

Den ene er, at Hjælpen ofte skål komme ude fra, nemlig fra hans nærmeste Paarørendes Side. Eftersom en Mand i den Alder i Reglen har mistet sin Fader eller Moder, eller er blevet disses Beskytter mere end omvendt, saa bliver det hans Omgivelser (mest hans Hustru) der har i deres Magt at hjælpe ham til at undgaa Farerne, og det bliver hans Læge, der skal bygge op, hvad Manden eventuelt selv har brudt ned.

Det andet, der skal nævnes er, at et Liv i Byerne paa ethvert Stadium af Livet er daarligere end paa Landet; men daarligst er det for de helt smaa og de helt store, deriblandt Mændene mellem 50 og 60. I en Alder hvor der kræves en maximal Ydelse samtidig med at Hjernen og hele Legemets Funktioner bliver svagere, vil Storbyen frembyde for store Fristelser, f. Eks. til Selskabelighed, Overarbejde, Fornøjelser; for ikke at tale om Mad og Drikke.

Endelig til Slut: Begynd i 50 Aars Alderen at beskikke dit Hus med Afgangen for øje. Mange Mænd dør mellem 50 og 60; og de, som lever længere, klarer sig bedst, hvis de vender Blikket indad og forbereder sig paa det, som er Livets mest ophøjede Formaal:

At ældes med Visdom.

H. I. Schou
Overlæge Dr. Med.
Dianalund, d. 20. August 1946.