KAPITEL IV - ÆGTESKAB

Naar man har været Nervelæge i ca. 30 Aar og behandlet nogle Tusinde Ægtemænd mellem 50 og 60 Aar, faar man en rig Erfaring om, at Ægteskabet i den farlige Alder kan være et Problem. Det er derfor nødvendigt at drøfte Sagen i en Bog om Mandens Overgangsalder; og skønt dette Kapitel er et af de vanskeligste at skrive, er det tillige et af de vigtigste. Naturligvis kan Emnet kun faa en nødtørftig Behandling, og hvis der engang udkommer en »Lærebog for Ægtefæller«, bør disse Aldersklasser tildeles en ganske omfattende Plads.

Et Ægteskab har ligesom et Træ, en Kultur og en Nation forskellige Stadier. Forlovelsen og det første Hjem er det første Stadium. Den midterste Levealder og de opvoksende Børn er det andet. Overgangsalderen og de store Børn er det tredie. Som en gylden Stund i det tredie vanskelige Stadium falder Sølvbrylluppet, der i et kort Glimt viser, at Alderdommens Begyndelse dog ikke er helt uden Skønhed.

Der møder i det tredie Stadium af Ægteskabet en Række Vanskeligheder beroende paa legemlige og sjælelige Forskelligheder, der gør sig gældende under alle Forhold. Lad os nu for engangs Skyld tænke os, at vi staar overfor et lykkeligt Ægteskab, skønt det jo er almindeligt kun at beskæftige sig med de ulykkelige (som om disse var de fleste). Lad os tænke os Ægtefæller, der paa en god og naturlig Maade har levet sig sammen igennem de to første Perioder. Ægteskabet er et Mirakel. Katolikkerne gør det til et Sakrament. Nu indtræder der saa et Skisma, og for mange et højst upraktisk og uventet, nemlig en Adskillelse mellem Ægtefællerne, der varer 10-15 Aar.

Det begynder med Kvindernes Overgangsalder, der som bekendt ligger 10 Aar før Mændenes. Med Kvindens Indtræden i Klimakteriet sker der en veritabel Ændring i hendes Organisme, idet Menstruationen ophører, og den dermed følgende Sterilitet giver legemlige og sjælelige Forandringer. For en Række Kvinder forsvinder Ungdommens naturlige Charme; de specielle kvindelige Attributter reduceres. Legemet bliver fedtpolstret paa flere, ikke forskønnende Steder, Haarvæksten ændres, Ansigtstrækkene bliver grovere, Brillerne kommer paa; og ogsaa sjælligt forandres Habitus i Retning af det borgerlige, det satte, det mere egocentriske. Det »evigt kvindelige« forflygtiges og kan afløses af en bastant Moderlighed, hvortil der hos adskillige kommer en Tendens til Tungsind, Pirrelighed, Stemningssvingninger og Mistænksomhed.

Alt dette kan Manden ikke forstaa I Han har læst og hørt om det, men han vil ikke have, det skal ramme hans Kone. Manden er nemlig endnu i ca. 10 Aar sjæleligt og legemligt frisk. Han er netop nu mellem 40 og 50 i sin mest vitale, udadvendte og arbejdsdygtige Periode. I Kraft af denne stiller han Krav til Hjemmets expansive Tendenser, netop da Moderen har de store Børn at slaas med og er legemligt og sjæleligt paa Retur. Det er ganske naturligt, at hun paa sin Side vægrer sig mod disse stadige Krav bI. a. til Gæstebud og Repræsentationspligter; hun magter dem simpelthen ikke. Misstemning kan blive Følgen. - Livet løber nu videre. Hustruen kommer op over de 50 og begynder at komme i legemlig og sjælelig Balance; hun bliver yngre, naar hun bliver ældre. Men uheldigvis indtræder nu Mandens uafbalancerede Periode, som den er skildret i Kap. I. Man har altsaa i det tredie Stadium Spillet gaaende mellem to Ægtefæller, der kronologisk er i samme Aldersklasse, men biologisk ligger ca. 10 Aar fra hverandre. Det kan foregaa i dyb Stilhed og paa den pæneste Maade, hvor det drejer sig om ordentlige Mennesker. Men Problemet er der.

Et vigtigt Punkt i denne Fase er det sexuelle. Som Læge kan man ikke undlade at tale frit ud om dette. Kvindens Sexualliv ophører fysiologisk med Klimakteriet. N aar hun ikke mere kan faa Børn, er hendes Rolle som Kønsindivid forsaavidt udspillet, og for de fleste normale Kvinder vil Kønsdriften erfaringsmæssigt - eventuelt efter en kort Stigning før eller under Klimakteriet - aftage eller standse. Ganske anderledes forholder det sig med Manden. Naturen har indrettet det saa uhensigtsmæssigt, at Mandens Sexualdrift fysiologisk set aldrig ophører. Kønskirtleme, der sammen med andre Kirtler dirigerer SexuaIIivet, standser ikke deres Funktion; saavel Hormonproduktionen som Produktionen af Sædceller vedvarer til højt op i Aarene. Følgen heraf er, at hvor Kvinden ophører at være eller anstrenger sig for at forblive Kønsindivid, vil Manden staa i fuldt Flor gennem mange Aar. At dette kan give Konflikter selv i de lykkeligste Ægteskaber er indlysende.

Den mest nærliggende Konsekvens er en vis Mindreværdsfølelse hos Kvinden, d. v. s. en taalmodig, men bitter Hengivelse i Skæbnen og en forbauset Ængstelse over Mandens fortsatte Vitalitet. Hos Manden udvikler der sig allerede under K vindens Klimakterium nogen Utaalmodighed og Utilfredshed over Ændringen i hendes Sjæleliv, han ikke forstaar. I de lettere Tilfælde og hos beherskede Ægtefæller, hvor Venskab og Kammeratskab er stabiliseret gennem 25 Aar, fører det maaske ikke engang til Gnidninger, men kun til en Slags Ørkenvandring. Men hos de ubeherskede, ustabile og sygelige, eller hos de Ægtefolk, der er mindre fast forankret i Tillid til hinanden, kan det medføre alvorlige Konflikter. Det værste, der kan ske, er dette, at Manden gaar sine egne Veje sexuelt set, hvilket naturligvis kan blive Begyndelsen til Enden. I Kina har man aabnet den Udvej, at Manden vælger sig Medhustruer efter hans Alder og Behov for Fornyelse. I de muhamedanske Lande og hos primitive Folk findes der et Harem i alle Aldre for dem, der har Raad til det. I de europæiske Kulturlande har Mænd gennem Aarhundreder holdt Elskerinder. Men denne Udvej har altid, hvor det monoganfe Ægteskab er anerkendt som det fundamentale i Samfundet, været yderst farlig alene af den Grund, at den skaber en Række nye Konflikter. Hvor ofte har jeg ikke i min Lægegerning overværet Forsøg paa at »gennemføre en Trekant«. Det mislykkes praktisk talt altid. Hustruen kan være saa taalmodig og overbærende hun vil; der kommer et Punkt, særlig hvis Trekanten bliver officiel eller flere Trekanter opstaar, hvorved Følelserne kommer i Brand, og Ægteskabet gaar i Stykker.

Man kan vistnok sige, at paa dette Punkt er alle mulige Udveje prøvet, netop fordi Naturen har skabt en vanskelig Situation; og takket være Litteraturen er alle disse Forsøg med større eller mindre Talent udbasuneret over hele Folket. Der er faktisk kun fundet een eneste Løsning, nemlig den, at Ægtefællerne roligt og nøgternt ser Situationen i øjnene, erkender deres periodiske Forskellighed, og takket være deres Ungdoms Løfte og Samlivets Kammeratskab fortsætter ufortrødent. Overordentlig meget beror her først paa Mandens og saa paa Hustruens Klogskab, Taalmodighed og Takt.

Sagen er nemlig den, at efter den første Storm, beroende paa Kvindens Klimakterium, kommer den anden Storm, som skyldes Mandens. Nu er det ham, der bliver uligevægtig, deprimeret, mismodig og er henvist til at støtte sig til Hustruen, der er kommet ind i den mere rolige Periode. De er tilmed forfærdelig meget henvist til hinanden. Børnene er voksne og har forladt Hjemmet. Kravene til Hjemmets Gæstfrihed er stadig store. Hjælpen er vanskelig at faa. Alderen isolerer. Kort sagt, de to Mennesker, der har valg't at dele Livet sammen og sejle Ægteskabets vanskelige Sejlads, maa ved en betydelig Disciplin, Selvhengivenhed og Trofasthed klare dette vanskelige Skær.

Heldigvis er det i de langt overvejende Antal Tilfælde saaledes, at Kvinderne, som maaske har den mindre Horisont, hvilket alene deres Arbejde kan føre med sig, tillige har den største Udholdenhed og Pligtfølelse i Ægteskabet som i andre Forhold. Og hvis det tilkommer Manden at vise Taalmodighed, Takt og Overbærenhed i Alderen 40-50, saa tilkommer det Kvinden at vise det samme i Alderen 50-60. Først har hun Brug for Overbærenhed, og saa har han Brug for Overbærenhed. I alle disse Svaghedsaar er der kun een Ting, der er absolut livreddende, nemlig det kategoriske Imperativ: Du skal. Naar vi her taler om Mandens Over¬gangsalder, maa det retfærdigvis ogsaa siges, at Pligtfølelsen i stigende Grad bliver et Karaktertræk hos en normalt aldrende Mand. Det er forbausende at se iblandt de mange Mennesker, man som Læge kommer i Berøring med, hvor ofte Pligtfølelsen vokser selv hos Mænd, der i deres yngre Alder har været noget usikre paa forskellige Omraader. Om ikke andet, saa kan man forklare en Mand, der har en normal Forstand, hvor meget der staar paa Spil for Hjem og Børn, for Arbejde og Samfundsstilling, ved at han gennemfører den Begrænsning i alle Livsytringer, som en ny Tingenes Tilstand kræver.

Man kan virkelig som Sjælesørger gøre det klart for en Mand - og en religiøst underbsgget Etik vil lette denne Klarhed at den Kvinde, som han giver sin Kærlighed i sin Ungdom, og som trofast deler Sliddet med ham i hans Manddom, har Krav paa den højeste Grad af Ridderlighed i hans Alderdom. De er jo i egentligste Forstand Arbejdskammerater. De har forresten heller ikke noget at lade hinanden høre, naar de ved, at hvert Køn har sin Overgangsalder;

Livets Hemmelighed og Lykke er saa iøvrigt den, at efter det tredie Stadium kan der komme et fjerde, og dette kan for begge Parter blive det aller lykkeligste. Læs Carl Plougs skønne Digt: »Vil du elske mig, naar Dagen lider.«