KAPITEL 2 - ARBEJDE

Man deler Livet i fire Perioder: Barndom, Ungdom, Manddom og Alderdom. Den Periode, vi beskæftiger os med her, er i udpræget Grad Manddommens. Den er saa at sige Højdepunktet af Livets Udvikling, hvor en Mand paa een Gang har Erfaringerne og endnu har Arbejdskraften. Der ligger i dette en stor Opmuntring, men ogsaa en stor Alvor, ja, en Smule Bekymring.

For de fleste Mennesker former Livet sig saaledes: Efter en Barndom med stærke Indtryk og en mer eller mindre vellykket Skoletid, kommer Ungdommen med sine store Maal, sin Uddannelse, sine Startvanskeligheder og herefter Indgangen til: Stilling, Ægteskab, Hjem, Samfundsliv. De fleste Mennesker udfører det største kvantitative Arbejde mellem 20 og 50 Aar, og hvis de overhovedet opnaar at faa en solid Arbejdsmark og en god Position i Samfundet, sker det i disse Aar. De er for mange de lykkeligste, fordi de i den Tid glemmer at tænke paa sig selv.

Saa kommer 50-60 Aars Alderen, hvor Arbejdets begyndende Frugter skal nydes. Der falder mere Ro over Manden. Han opdager, at det gaar nok trods de oplevede Skuffelser. Men der kastes allerede Skygger over Dagens Værk. Det gaar ham, som Manden med Medestangen i Strindbergs »Drømmespi1«. Han havde i saa mange Aar ønsket sig en Medestang med en bestemt grøn Farve; men da han omsider fik den, var den alligevel ikke helt den grønne Farve. han havde drømt om.

Der er nu f. Eks. Arbejdets Trivialitet, som bestaar i, at han maa gentage, hvad han allerede har gjort saa mange Gange. Denne Gentagelse, denne Arbejdets Stereotypi har han Udsigt til at have som et Aag over Nakken Resten af Livet. Det gik let med at sætte Forretningen i Gang, Gaarden i Orden, Embedet i Form, Praksis i Gænge. Alt var saa nyt. De smaa Ting havde et dybt Perspektiv, nemlig Udvikling og Opdrift. Men naar man kommer hen i Halvtredserne,»trisser man nedad«. Den store Strid kræves ikke mere, den intensive Spekulation, den vitale Risiko. Nu ser det ud til, at det hele »gaar«, blot det passes. Hvad der nu behøves er ikke Initiativ, ikke Slid, saa meget som Trofasthed. Ingen Frugt modnes uden Taalmodighed. Ingen Livsgerning kan afsluttes uden Ud¬holdenhed. Det som nu kræves er Kvalitetsarbejde igennem flere Aar.

Det ensformige Dagligliv falder naturligvis ikke alle lige svært. Der er Mennesker, som foretrækker dette allerede fra Ungdommen. De søger tidligt ind i de »smaa faste Stillinger med Pension«. En spændende Opløbstid med veritabel Risiko byder dem imod. De gaar i Baas allerede, naar de er 25 Aar, avancerer jævnt til de er 50, og nyder saa de sidste 10-15 Aar Arbejdets Regelmæssighed og Hjemlivets Hygge.

Andre har Lyst til det mere frie og spændende Arbejde. De søger ud i den frie Konkurrence, der giver større Chancer, men kræver mere Opfindsomhed. Mellem 25 og 50 Aar grundlægger de deres Virkefelt, som saa bliver deres personlige Ejendom og Livsværk. For dem bliver Skæringspunktet 50 Aars Alderen, fordi den Stereotypi, der nu kræves i Arbejdet, er deres Væsen imod.

Hvad enten man imidlertid er det frie lnitiativs Mand eller Tilhænger af den lille faste Indtægt med Pension, er det af Betydning at erindre, at ingen formaar at gøre en virkelig Indsats, uden han blivef tro mod de Maal, han har sat sig fra Begyndelsen. En virkelig Mand maa fastholde de Linjer, han har anlagt i sin Ungdom. Altfor mange Mennesker søger i Frygt for Ensformigheden over i nyt Virkefelt ved 50 Aars Alderen. De føler sig stimuleret af denne Variation. De føler en ny Ungdom ved at sætte sig ind i nye Ting. Det lykkes maaske for nogle, men for alt for mange rummer Omplantningen den Risiko, at det de egentlig vilde og havde foresat sig at udføre ikke bringes til Realisation. Hvorfor? Fordi de ikke forblev tro mod Ungdomsidealerne. De forlod deres første Kærlighed.

I sin Afhandling om »Gentagelsen« siger Søren Kierkegaard følgende: »Der hører Ungdom til at haabe, Ungdom til at erindre, men der hører Mod til at ville Gentagelsen. Den der blot vil haabe, han er fejg. Den der blot vil erindre, han er vellystig; men den der vil Gentagelsen, han er en Mand og jo fyldigere, han har vist at gøre sig dlln klar, desto dybere Menneske er han. Men den der ikke fatter, at Livet er en Gentagelse, og at dette er Livets Skønhed, han har dømt sig selv og fortjener ikke bedre end, hvad der er og vil hænde ham, at omkomme.«

Det er iøvrigt en stor Misforstaaelse, at det, som slider en Mand op før Tiden, giver ham vaagne Nætter og Sammenbrud, er Arbejdet i sig selv. Det der slider en Mand op er de sjælelige Konflikter, Disharmonierne, Modgangen. En lang, travl, ligeløbende Dag med mange Pligter og et omfattende Virke er for et sundt Menneske en Kilde til mere Sundhed. Det er utroligt, hvor meget man kan udrette, naar Arbejdet glider, og der kommer noget godt ud af det. Det er en Fornøjelse og en Sundhedskilde, at Mennesker har Brug for mig, at Samfundet kræver min Hjælp, at jeg skal skaffe mine Børn Føde, Klæder og Undervisning; det er en Fornøjelse og en Fornyelse, hvis man da er rask, selvom man bliver over 50 Aar. Hvor jeg husker min Fader, der altid stod op kl. 7 Sommer og Vinter, hurtigt og veloplagt, i et koldt Soveværelse; Vest og Jakke tog han paa under eet, for at skynde sig, Barbering havde man ikke Brug for den Gang og da slet ikke varmt Vand. Jeg husker ham endnu sætte sig til Morgenbordet veloplagt for at spise sin Øllebrød, og efter en fælles Morgenandagt gaa fornøjet paa Kontoret. Han var sandelig ingen betynget Samfundsborger, der tungt gik til Dagværket, skønt Tiderne ogsaa den Gang var svære nok, og skønt ogsaa han havde, hvad jeg først mange Aar efter har erfaret, sine mangfoldige Vanskeligheder at kæmpe med særlig i de yngre Dage, da han sled for det daglige Brød.

Gid det var saadan, vi alle kunde blive mindet af vore Efterkommere: Som arbejdsglade Mennesker, som Dagens Mand i Dagens Strid. Særlig er der eet Omraade, hvor det gælder om at være rigtig indstillet. Det er Forholdet til andre Mennesker.

Forholdet til Mennesker er vel det sværeste af alt, fordi de næsten aldrig er, som man synes, de skal være. Men da man nu engang er født ind i et Fællesskab, gælder det om at aflure dem deres lyse Sider og hefte sig ved det gode uden at blive saa blaaøjet, at man ligefrem gaar i Vandet ved sin Optimisme. De fleste har vel gjort den Erfaring, at i det store og hele er Menneskene overfor mig omtrent, saadan som jeg er overfor dem. Mon det ikke er en Lov, der skulde slaas fast. Se nu en Række store Mænd, der er bitre og skuffede over deres Medmennesker, lige fra Nietzsche til Brandes. De siger, at Folket er noget Rak - de selv maaske undtagen. Hvad er det for en Splint af Troldspejlet, de har i øjet? Er det ikke det, at de ser andres Fejl mere end deres gode Sider? Kan det forklares paa anden Maade end som en Konstruktionsfejl i deres Sind. Maaske de har en daarlig Fordøjelse eller et højt Blodtryk. I saa Tilfælde maa man finde Midler til at kurere dem.

Den samme mærkelige og uglædelige Selvovervurdering gør sig gældende Folk og Folk imellem. Der er en dybtgaaende Mangel paa psykologisk Sans. Nationernes Ufred, er det andet end en dybtgaaende Overbevisning om, at ens egen Maade at tage Tingene paa er den eneste rigtige, og alle andre bærer sig forkert ad. Tag i Dag en Russer, en Englænder, en Amerikaner, ingen kan være mere forskellige i Sind og Skind. Alle Typer er sikkert lige værdifulde og lige uundværlige i Verdensorkestret; men naar de kommer sammen for at stifte Fred paa J orden, kan de ikke fordrage hinanden. Hvorfor? Fordi de er forskellige. Det store Verdensproblem i Øjeblikket er dette, at hindre at Racehad og menneskelig Originalitet splitter Jorden op i tusinde Smaadele, Forskellighederne bør tværtimod blive en Skønhed, en Værdi, der ikke hindrer det fælles menneskelige, som jo burde være stærkt nok til at samle Klodens Folk i Enighed.

Maalt med vor lille Alen og indenfor vor begrænsede Verden, dit og mit daglige Liv, er eet givet: Vi skal ikke se Skæven i vor Broders øje, men Bjælken i vort eget øje, maa vi blive var. Vi skal ikke foragte de konstitutionelle Forskelligheder, men vi skal tværtimod højagte dem: »Kom i Hu, at du kun er et Menneske«.

Her i Landet har vi saa meget mindre Grund til at hade hinanden, som vor Folkekarakter, omend forskellig fra øst til Vest, dog gennemgaaende er af en elskværdig og let omgængelig Beskaffenhed. Her skulde man med Aarene, og jeg tænker her særlig paa 50-60, blive mere og mere charmeret af sine Landsmænd og møde dem med Glæde og Aabenhed, samtidig med at man med Sorg og Ængstelse ser deres, d. v. s. sine egne store Svagheder. Kan man faa disse Synspunkter frem, vil den Alder, vi her beskriver, trods Arbejdets Ensformighed gøre Livet mere glædeligt.