KAPITEL 1 - HELBRED

Mandens Overgangsalder! Har Manden en Overgangsalder? Der er gennem Aarene skrevet en Del om dette Emne, og visse Kendsgerninger taler for og imod. Lad os først se paa de forskellige litterære Indlæg og herefter paa de biologiske Kendsgerninger.

Den første, der synes at have beskrevet en mandlig Overgangsalder, er en Englænder H. Halford, som i 1831 offentliggjorde en Afhandling om »climacteric disease«. Det er dog først 1910, at en kendt tysk Nervelæge Kurt Mendel giver en mere klar Formulering af Begrebet, idet han fortæller om 25 Mænd mellem 47 og 57 Aar, der tidligere har været raske og i god Kondition; de har alle gode sociale Stillinger, har levet uden alvorlige Bekymringer, flere af dem har været energiske og livsbekræftende Optimister. Mendel finder nu, at hos disse Mænd indtræder en Periode varierende mellem 11/2 og 3 Aar med en Række ubehagelige sjælelige og legemlige Symptomer.

I psykisk Henseende skildres Patienterne som hypochondre, mismodige, menneskesky, irritable, lunefulde og energisvækkede. Hos nogle indtræder en ubehagelig subjektiv Følelse af Kvindagtighed; mange bliver stemningssvingende. Inspiration og Fantasi aftager, og der opstaar Hukommelses- og Indprentningssvækkelse. Karakteristisk for Tilstanden er en begyndende Afstandtagen fra den yngre Generation, en svigtende Elasticitet overfor nye Tanker; en Del søger Hjælp i religiøse eller filosofiske Spekulationer, der tidligere har ligget dem fjernt.

Legemlige Symptomer er ifølge Mendel en Række mere eller mindre ubestemte og ubehagelige Fornemmelser i Kroppen, f. Eks. Hovedpine, Træthed, Svimmelhed, kolde Hænder og Fødder, Trykken i Brystet. En Del af Patienterne sover daarligt, lider af Obstipation, har nedsat Appetit og taber i Vægt. Næsten alle lider af Impotens.

Overfor denne Række sjælelige og legemlige Symptomer hos de 25 Mænd kan man naturligvis anføre, at saadanne Tilstande forekommer i alle Livets Aldre. Imidlertid er der Sandsynlighed for, at man staar overfor en Sygdomsenhed, naar man betænker, at det drejer sig om forud raske, midaldrende Mænd, hos hvem Symptomerne opstaar i Tilslutning til aftagende Sexualfunktion, og hos hvem de kun findes i en afgrænset og ret kortvarig Periode for derefter fuldstændig at forsvinde. Denne gode Prognose forekom i samtlige 25 Tilfælde i Mendel's Materiale og blev af ham betragtet som et af de vigtigste Kriterier for Diagnosen.

I 1916 kom en Franskmand M. Marcuse med en lignende Beskrivelse af det mandlige Klimakterium, og han mener, at Forandringer i Prostata hyppigt ledsager denne Tilstand. Den kendte schweiziske Sindssygelæge Bleuler omtaler ogsaa Tilstanden i sin berømte Lærebog i Psykiatri 1918; han vil ikke benægte, at der findes en Overgangsalder hos Mænd, men han henfører Symptomerne til de kendte Depressionsformer, der kan forekomme i alle Aldre af Livet.

For dem, der har Interesse for Litteraturen om dette Spørgsmaal, kan nævnes nogle andre Forfattere, der har givet sig af med Sagen, nemlig de Fleury, Rankin, Juarros, Remond & Voivenel, Wenckebach, Werner m.f I.

Her i Danmark har den kendte praktiserende Læge L. Andresen i 1938 refereret to Tilfælde fra sin Praksis, og Dr. Johanne Christiansen har samme Aar beskrevet ikke mindre end 27 Tilfælde. Man kan dog ikke sige, at disse to danske Forfattere har været helt heldige med deres Meddelelser, idet deres Tilfælde ikke har været helt »rene«; foruden Overgangsalderen fandtes der nemlig hos flere af de paagældende Mænd andre Sygdomme, f. Eks. Kryptorchisme, Homosexualitet, Sukkersyge og forhøjet Blodtryk. Dr. Christiansen har gjort Hormonundersøgelser paa sine Patienter, men kun 8 af dem havde sikkert nedsat HormonudskiIlelse i Urinen; og det lyder derfor usandsynligt, naar denne Kollega anfører, at flere Patienter er kommet sig netop ved Hormonbehandling.

Her fra Hospitalet har en af vore Læger, Dr. H. Ingerslev i 1944, ud fra et Materiale gennem 5 Aar (1938-43), fundet 13 Sygdomsbilleder, der svarer til det, som Mendel har beskrevet som et mandligt Klimakterium.

Det drejer sig ogsaa her om Mænd, der tidligere i alt væsentlig har været raske baade legemligt og sjæleligt. I Begyndelsen af 50-erne udvikler der sig hos dem en Række neurastheniske og depressive Symptomer. De klager over et tungt Sind, mange ubehagelige Fornemmelser, lidt Tendens til Angst og Rastløshed. De kan ikke klare deres Arbejde som før, deres Tanke fungerer ikke saa livligt, men deres Følelsesliv er paafaldende svingende. Af legemlige Symptomer forekommer: Søvnløshed, Hovedpine, Hjertebanken, Svedeture, Obstipation, kolde Fødder m. m. Dr.Ingerslev konkluderer angaaende disse 13 Mænd fra Dianalund Nervesanatorium følgende: »Det drejer sig om en Gruppe midaldrende Mænd, der ikke er belastet med større Disposition til Nerve-Sindslidelser, og som ikke selv tidligere har frembudt Tegn til alvorligere legemlige eller sjælelige Sygdomme; disse Mænd bliver i Løbet af faa Maaneder eller Aar deprimerede, hypochondre, gnavne, uligevægtige, og kan ikke passe deres Arbejde i samme Omfang som tidligere. Søvnen bliver daarlig, de faar Hovedpine, Svimmelhed og i enkelte Tilfælde Kriblen i Arme og Ben, Hjertebanken og Hedestigninger; de bliver trætte og efterhaanden i saa høj Grad medtagne, at de søge Læge og bliver indlagt paa Hospital. Under almindelig sindshygiejnisk Behandling bedres de fleste paa faa Maaneder.« ... »Efterundersøgelser viser, at de fleste efter 4 Mdr.'s til 5 Aars Forløb er bedrede eller raske, medens kun 3 af 13 Patienter er uforandrede.«

Saa meget om Litteraturen, der jo egentlig maa betegnes som paafaldende sparsom. Lad os se et Øjeblik paa de biologiske Kendsgerninger, for saavidt disse kan paavises.

,Det er let at fastslaa at en Kvinde er i Overgangsalderen derved, at hendes Menstruation bliver uregelmæssig eller sparsom og derefter hører op, hyppigst i Alderen omkring 45 Aar. Hos et vist Antal Kvinder, mellem 25 og 50 %, findes tillige en Række stærkt ubehagelige Symptomer: Hedeture, Svedeture, sjælelig Uligevægt, Tungsind, Tendens til Mistydninger af Omgivelsernes Adfærd, undertiden Jalousi og lette ForfølgelsesforestiIIinger. Alt dette taber sig, naar Menstruationen er endelig ophørt. Tillige kan man hos Kvinder paavise, at HormonudskilleIsen i Urinen forandres paa ganske typisk Maade, nemlig saaledes at det Hormon, der udskiIIes fra Kønskirtlerne, aftager stærkt under Klimakteriet, medens det Hormon, der udskiIIes fra Hypofysen (Hjernens lille Vedhæng) tiltager. AItsaa kan man ved en simpel Hormonbestemmelse i Urinen afgøre, om en Kvinde er i Overgangsalderen.

Da Manden som bekendt ikke har Menstruation, og da de klimakterielle Symptomer i alle Tilfælde er mindre fremtrædende, bliver Diagnosen der meget vanskeligere. Hvorledes gaar det med Hormonudskillelsen i Urinen? Saa mærkeligt det lyder, er dette Spørgsmaal endnu ikke endelig afgjort. Det viser sig, at alle de Hormonbestemmelser, man hidtil har paa normale Mænd, er foretaget paa unge, ofte Soldater, medens derimod Hormonforholdene hos Mænd i den ældre Alder er temmelig usikre. To danske Forfattere, Hamburger og Halvorssen har i 1942 gjort sig fortjent ved at undersøge en hel Del Mænd i forskellige Aldre, og de har fundet, at der findes store individuelle Variationer hos hvert enkelt Individ indenfor hver Aldersklasse med Tendens til aftagende Testishormonudskillelse med Aarene.

I 1941 paabegyndte Kolonien Filadelfia paa mit Initiativ en Undersøgelse i Forening med Løvens kemiske Fabrik, der velvilligst stillede deres udmærkede Laboratorier til Disposition. Igennem 5 Aar undersøgte vi 4 Gange om Aaret 2 Døgnuriner hos 7 raske Mænd paa Filadelfia og hos 13 raske Funktionærer paa Løvens kemiske Fabrik, idet vi 4 Gange om Aaret sendte Døgnuriner ind til den meget omstændelige og kostbare Bestemmelse af to Hormoner, nemlig det, der udskilles ved Testiklernes interne Sekretion (det androgene Hormon) og det, der udskilles fra Hypofysen (det gonatrope Hormon). Der foreligger da nu et stort Materiale, der er fremkommet ved Bestemmelser paa ialt 20 raske Mænd mellem 40 og 60 Aar med 4 Undersøgelser hvert Aar, d. v. s. ialt 400 Hormonbestemmelser. Materialet er endnu ikke gjort endelig op og helier ikke fremkommet som en videnskabelig Afhandling, men saa vidt man kan se, findes der ikke en Ændring i Hormonudskillelsen, der er lige saa karakteristisk for Overgangsalderen hos Mænd, som den findes hos Kvinder. Der¬imod er der en Tendens til, at disse Hormoner aftager med Aarene.

Ved de biologiske Kendsgerninger har man altsaa til Dato ikke fundet biologiske Holdepunkter for, at der findes et mandligt Klimakterium. Det der staar fast er alene de kliniske Symptomer, der ovenfor er beskrevet, og som man, naar man har været Nervelæge i ca. 30 Aar, ikke kan undgaa at fæste sig ved. Her maa man imidlertid erindre, at der findes en vigtig Kilde til Fejltagelser, nemlig de saakaldte psykogene Depressioner. En Mand mellem 50 og 60 er udsat for visse sjælelige Belastninger af typisk og ensartet Karakter. Han opdager, at han begynder at blive gammel, hans Kræfter til Arbejdet forslaar ikke som tidligere, han forbigaas maaske i Konkurrencen, særlig opnaar han ikke de store Stillinger, han i sin Ungdom havde drømt om, kort sagt, han maa opgive sine Ambitioner. Endvidere er han i den Alder, hvor hans Børn begynder at blive voksne og selvstændige, og da der altid, som vi skal understrege i Kap. V, er Brydninger mellem unge og gamle, vil Børnene kunne forvolde ham sjælelige Kvaler og under alle Forhold betydelige Overvejelser. Endelig kan hans Ægteskab begynde at blive gammelt, Hustruen har passeret Klimakteriet, og hans Arbejde har ikke Nyhedens Interesse; forskellige Tillidshverv slider mere paa ham end de giver Glæde og Opmuntring. Altsaa, en mandlig Overgangsalder kan forveksles med en sjæleligt fremkaldt Depressionstilstand; i nogle Tilfælde vil den ene Lidelse forstærkes af den anden, og Grænsen er svær at trække.

Trods disse differential diagnostiske Vanskeligheder vil jeg ud fra min lægelige Erfaring fastholde, at der hos adskillige Mænd mellem 50 og 60 - til Nød ned til 45. Aar findes en særpræget og ubehagelig Lidelse, saaledes som det først er beskrevet af Kurt Mendel og som det er rimeligt at betegne som en mandlig Overgangsalder. Det mest sikre Støttepunkt for denne Diagnose er, som det ogsaa er fremhævet, at alle Symptomer taber sig i Løbet af kortere eller længere Tid. Manden bliver yngre, naar han bliver ældre; kan han naa at blive over 60 Aar, kan han maaske føle sig lige saa rask som en 40-aarig, bortset fra, at han langt hurtigere trættes.

Det vil ikke være nødvendigt at supplere denne lille Oversigt med en Fortegnelse over de legemlige og sjælelige Sygdomme, som ethvert Menneske udsættes for, naar det bliver ældre. De eksisterer naturligvis. F. Eks. kan man ikke komme uden om, at den saa almindelige Prostatahypertrofi ofte giver sig til Kende, saa sna rt en Mand kommer over 50 Aar. Men om de fleste andre Sygdomme, f. Eks. Kræft, Aareforkalkning, Blodtryksforhøjelse, Hjertesygdom, gælder det, at de rammer Mænd som Kvinder, og at de alle tiltager med den tiltagende Alder. Hvad der alene interesserer os i denne Sammenhæng er imidlertid det specielle Sygdomsbillede:

Den mandlige Overgangsalder.

Litteratur:
1. Andresen, 1.: Ugeskr. f. Læger 1938: 100: 1367.
2. Bleuler, E.: Lehrb. d. Psychiatrie 1918: 153.
3. Christiansen, Johanne: Ugeskr. f. Læger 1938: 100: 1436.
4. Church: J. of Am. Med. Ass. 1910: 55: 301.
5. de Fleury, M.: BuH. de I'academie de medie. 1909 (ref. Neur. Ztbl. 1922: 29: 393).
6. Halford, Henry: Essays and Orations. London 1831. (Cit. efter Mendel).
7. Hamburger & Halvorsen: Ugeskr. f. Læger 1942: 51: 1443.
8. Hollander, B.: Neur. Ztbl. 1910: 29: 128~.
9. Ingerslev, H.: Climacterium virile. Ugeskr. f. Læger 1944: 33.
10. Juarros: Med. ibera 1924: 18: 1013 (ref. Zbl. Neur. u. Psych. 1925: 41: 418 ).
11. Marcuse, M.: Neur. Ztbl. 1916: 14: 577.
12. Mendel, Kurt: Neur. Ztbl. 1910: 29: 10.
13. Mendel, Kurt: Zbl. Neur. u. Psych. 1922: 29: 385.
14. Plum, P.: Acta med. scand. 1943: 115: 36.
15. Rankin: Brit. med. journ. Nr. 3029 (ref. Neur. Ztbl. 1919: 470).
16. Remond & Voivenel: I'Encephale 1911: 2: 113.
17. Wenckebach, F. K.: tJber den Manne von 50 Jahren. 2. Aufl. Perles Verl. 1915.
18. Werner, A. A.: J. of Am. Med. Ass. 1939: 112: 1441.