Wilson's Syndrom

[Anisa]

Men ikke desto mindre et korrekt svar, for så vidt.... Ved du Thomas (og andre) hvorfor og under hvilke omstændigheder kroppen "normalt" reagerer med, når den styrer forbrændingen gennem at øge og sænke dannelsen af rT3?

Nei det vet jeg ikke. Jeg lærte i dag at det mest normale trolig er anoreksi. MEN, RT3 blir også høy med Wilson's Syndrom.

Wilsons Syndrom er IKKE en sygdom, men en tilstand. En tilstand er altid en reaktion på "noget" i kroppen, der skaber grobunden for (d)et syndrom. Det er derfor forkert - at sidestille et syndrom med en sygdom, når man forsøger at finde løsning på problemet (hvad det end er). Jeg tror, at du tror, at blot man får tilført T3 bliver alt godt igen... Men hvis årsagen til, at rT3-tal er forhøjet er anden end Wilsons Syndrom - kan man komme grueligt meget af sted ved isoleret T3-tilskud.

Det er heller ikke så godt, alene at fokusere på et blodprøve-tal (i dette tilfælde rT3-tallet), hvilket er jo netop de, vi plejer at bebrejde de læger, der alene styrer behandlingen gennem blodprøver og ignorerer de kliniske observationer. Ved alene at fokusere på et blodprøve-tal og tro at det kan lede til en korrekt behandling - helt udenom den specielle årsag til at rT3-tallet er forhøjet - er også forkert.... Man kan sagtens have et forhøjet rT3-tal UDEN at have Wilsons Syndrom.

Det er jeg sikker på, at din finske læge allerede har vurderet, siden hun IKKE har udeladt at ordinere dig hydrocortison som binyrestøtte OG anbefalede at fortsætte med Levaxin indtil videre.

***

Det bliver et langt svar (advarsel), men det kan ikke lade sig forklare kortfattet (jeg kan ikke i hvert fald).

Når kroppen går i "overlevelses-mode" (af hvilken som helst grund, kendt eller endnu ukendt) begynder den danne anti-thyroid-hormon (rT3), for at blokere for skjoldbruskkirtlen, der derved ikke længere kan fastholde det normale stofskifte. Kroppen begynder at spare på energien og indfører et hårdt regime for at overleve. Tilstanden gælder både for allerede stofskiftesyge og - for ellers stofskifteraske, hvor den så kaldes for Euthyroid Sick Syndrome (ESS) eller Non-Thyroidal Illness Syndrome. Et andet navn sommetider brugt ved lignende eller samme tilstand er netop....Wilson`s Syndrome.

Kendskabet til Reverse Triiodothyronine (rT3) er af en ret ny dato og ingen er endnu fuldt ud klar over den fulde reækkevidde af dette anti-thyroid-hormon` funktion i kroppen. Godt nok er Reverse Triiodothyronine (rT3) aktuelt opfattet som skadeligt, men i virkeligheden ser det ud til, at Reverse Triiodothyronine (rT3) bl.a. udgør kroppens indbyggede (selv)forsvar mod alle belastende tilstande, hvor den velkendte "stress" er jo et signal til kroppen om, at en truende fare er på vej - krig, sult, vandmangel, sygdom m.v. - hvor et langsigtet energi-spare-regime er påkrævet. Kroppen kan ikke skelne mellem f.eks. nervøs "stress", eller stress pga. store praktiske byrder i hverdagen. Nej. For kroppen er "stress" altid et signal om en overhængende fare. Punktum. Skulle der i virkeligneden ske f.eks. en naturkatastrofe - oversvømmelser, orkaner, meteor-nedslag, hvor hele det europæiske kontinent blev udsat for et totalt sammenbrud af infrastruktur - transport, forsyninger, produktionen af fødevarer, eller på anden måde ville mennesker dø som fluer som følge af hungersnød - ville det være dem, med det høje Reverse Triiodothyronine (rT3) - der ville overleve længst. Det er Reverse Triiodothyronine (rT3), som sørger for, at kroppen sparer på ressourcerne og får dem til at række længst muligt.

Det er altså en nyhed for mange inkl. undertegnede.

Reverse Triiodothyronine (rT3) er et anti-skjoldbruskkirtelhormon indbygget i kroppens system for bevarelse af energi. Normalt bruges skjoldbruskirtlens hormoner til korrekt at (for)bruge energien. Når et menneske bliver enten alvorligt sygt eller bestemmer sig f.eks. for en ekstrem faste, eller for en varig/midlertidig ekstrem nedskæring af kalorieforbruget, for at opnå et vægttab (her har du din "anoreksi-connection, Thomas) - etableres i virkeligheden en tilstand af hungersnød, som kroppen reagerer imod ved at øge mængden af Reverse Triiodothyronine (rT3) på bekostning af T3. Det gælder jo om at blokere for så meget T3 som muligt, da T3 styrer netop forbruget af kroppens ressourcer, hvad under en truende fare ikke længere er ønskeligt.

Når T3-receptorer således blokeres af Reverse Triiodothyronine (rT3) - sænkes kroppens temperatur, hvilket hæmmer virkningen af mange enzymer, der igen undertrykker andre hormonkirtler, hvorved hormonfeedback (andre hormonkirtlers "hjælp" til den kirtel, der udviser en nedsat funktion) reduceres til det absolutte minimum, for netop at øge kroppens evne til at overleve længst muligt. Det er altså ikke et mål, at kroppen skal overleve og trives. I denne sammenhæng er trivslen ligegyldig. Det er selve biologiske overlevelse = "vegetationen", der er målet. Dette sikres ved at T4 ikke konverteres til T3 men til Reverse Triiodothyronine (rT3), der har en tom jodreceptor, som binder sig til T3-receptorer i kroppens celler og således blokerer for virkningen af normal T3 ved at optage T3s plads i cellerne.

Det som sker bliver, at kroppen går ind i en slags energimæssig dvale. Denne dvale har til formål bl.a. at hindre fedtforbrænding, da kropsfedt er kroppens vigtigste kilde til energi og samtidigt også det vigtigste råstof til dannelse af andre biologisk aktive stoffer til opretholdelse af livet. Dette er også grunden til, at modsat hvad vi får at vide hos lægen og i pressen, er det mennesker med lavt kolesterol (<7), der dør først af diverse sygdomme eller under katastroferne, hvor mennesker med højt eller normalt (= kroppens foretrukne, ikke ensbetydende med det tal lægerne angiver som ok) kolesterol (7-9) overlever længst.

Det lader til, at det netop er kroppens Reverse Triiodothyronine (rT3), der gør det så svært at "vægt-regulere" for mange, ikke over-spisende mennesker. Det lader også til, at foruden de akute "farer", der får kroppen til at reagere med at danne overskud af Reverse Triiodothyronine (rT3) - synes der også at være en arvelig tendens til vedvarende dannelse af Reverse Triiodothyronine (rT3) i bestemte slægter. Man kan forestile sig, at hvis en slægt har igennem flere slægtsled overlevet forskellige livstruende forhold - at denne slægt har udviklet en mutation, der netop fremmer dannelsen af Reverse Triiodothyronine (rT3) som værende "naturligt" for netop denne slægt.... hvilket så resulteter i, at medlemmer af denne slægt reager hurtigere på selv mindre "farer" i deres nærmiljø eller helbred, hvor selv en almindelig infektion på et "uheldigt" tidspunkt, eller netop en hård lavkalorie-diæt, eller overforbrug af hurtige kulhydrater = hyppige blodsukkerfald (f.eks. hypoglykæmi ved binyretræthed), eller overbelastende, hensynsløs fysisk træning m.v. kan udløse rT3-genet og fra da af fortsætter kroppen med at beskytte sig, selv uden at der er noget at beskytte sig imod og selv om man i virkeligheden er blevet rask i mellemtiden, eller f.eks. slankekuren er opgivet eller bare ophørt..... stiger vægten fortsat til den igen befinder sig hvor det "plejer" eller lidt højere endda. Dvs. der hvor kroppen igen bliver "tryg".

Almindelige, rutinemæssige laboratorieprøver vil ikke afsløre forholdet mellem rT3 og T3. Tværtimod vil T3-resultaterne vise summen af begge hormoner, som om det kun var T3, og på denne måde bliver der tale om et vildledende resultat, idet lægen og os selv vil ikke kunne forstå, hvorfor vi fortsat har det skidt selv om vores T3-tallet ligger - øh - så pænt. Hvis man vil have det korrekte billede af T3-resultatets fordeling mellem det "ægte" T3 og det "falske" T3 - er man nødt til at rekvirere separate blodprøver for T3 og rT3 for sig.

Men selv de separate blodprøver for T3 og rT3 hver for sig kan ikke altid kan påvise uimodtageligheden over for T3 inde i cellerne, idet selve omdannelsen af T4 til enhver form for T3 kan også være blokeret af andre årsager. Det er meget nemmere selv at måle kropstemperaturen flere gange dagligt og hvis den gennemsnitlige kropstemperatur ligger konsekvent under 36,6 grader Celsius vil det pege på netop Euthyroid Sick Syndrome (ESS) forårsaget af en omdannelse af T4 til rT3, i stedet for til T3.

Jeg tror selv, at alt dette er grunden til, at omlægningen til en lavkarbo-kost har den største succesrate i både nedbringelsen af rT3-tallet og et vægttab hos stofskiftesyge og andre, idet lavkarbo netop ikke udløser signalet om "hungersød", der sætter denne rT3-lavine i gang. Mens alle andre "kure", inkl. den almindelige kostpyramide der opfordrer til at spise rigeligt med brød, pasta, ris osv. netop udløser et blodsukkerfald efter hvert måltid. Faldet i blodsukker vil altid opfattes af kroppen som en truende fare og derved sættes produktion af rT3 op, for netop at beskytte sig mod energitab.

Når man nu spiser "almindeligt" nogle gange i løbet af en dag, vil denne blodsukker-reaktion gentage sig tilsvarende og derved "lærer" kroppen, at den kan lige så godt opretholde en stabil produktion af rT3 fremover, idet "faren" jo er blevet en del af det, kroppen opfatter som "normalt". Dette, tror jeg også, kan "justere" i vores gener således, at dette "rT3-egenskab" kan fremover nedarves af vores efterkommere. Derimod vil en permanent omlægning til lavkarbo "lære" kroppen det modsatte: at det er ikke længere nødvendigt at opretholde det energibesparende beredskab, hvorved det ikke længere er nødvendigt for kroppen, at blokere for T3-receptorer i cellerne og så falder omdannelsen af T4 til rT3, mens omdannelsen af T4 til T3 øges igen, for at dække kroppens behov for frigivelse af mere energi, nu der ikke længere er brug for at spare på den.

Dette er det eneste (indtil videre) svar på mine tanker om, hvorfor vægten er føjelig som følge af en konsekvent og u-betinget omlægning af kosten til lavkarbo, mens man kan springe, hoppe og træne sig halvdøde på almindelig kost, som følger de officielle anbefalinger - blot for at "genvinde" alle kiloerne og lidt til, når man ikke længere kan fortsætte dette regime og af forskellige grunde vender tilbage til det oprindelige livsstil - selv om denne oprindelige livsstil er hverken kendetegnet af overspisning eller fysisk uvirksomhed.

I min optik er det lavkarbo-kosten, der som den eneste - ikke medicinske "middel" til at nedbringe rT3-tallet, idet kun lavkarbo er i stand til at "snyde" kroppen til, ikke at reagere på et vægttab med en rT3-lavine. Og da lavkarbo også passer og plejer biologisk alle vores andre hormonkirtler - vil det være lavkarbo, der kan peges på som den bedste for alle, der enten gerne vil reducere deres vægt - eller bare forblive raske til langt op i årene.

Det var min hensigt at "blande" lavkarbo-kosten ind i dette svar, selv om emnet ikke handler om vægttab. Det gjorde jeg fordi netop en konsekvent kostomlægning kan "helbrede" Wilsons Syndrom, mens et tilskud af T3 er altid forbundet med en vis risiko for, at komme til at påvirke lidt mere end hensigten er.... Det er som at skyde spurve med kanoner og hvis man da har styrken til at gennemføre en permanent kostomlægning i stedet for at indtage piller - vil man opnå et permanent, stabilt T3 i kroppen. Mens et tilskud med syntetisk T3 vil kun tilvejebringe en forbedring af rT3-tallet, indtil en ny trigger udløser stigningen igen i fremtiden.


Artiklen, som udløste alle disse mine amatør-tanker i dag, og fik en masse af gamle puslelbrikker til at falde på plads er The Non-Thyroidal Illness Syndrome. Der var også andre artikler, dog for mange til at liste op her.