Sitat Opprinnelig skrevet av Anisa Vis post
Mener selv, at mit oprindelige, naturlige thyroid-hormonniveau ligger i den høje ende af skalaen.... og det er måske derfor, at jeg ikke reagerer negativt på denne forholdsvis hurtige øgning...
Før operationen (1978) har jeg altid været energisk, med tårnhøj stresstærskel og havde masser af fornøjelse af at udrette en en hel del. Jeg har en teori om, at vores personlighedstype er integreret i vores organisme således, at der er en direkte forbindelse mellem personlighedstypen/aktivitetsniveau og omfanget af den hormonsupport, vores krop leverer til at vi netop kan forblive "os selv".

Derfor har jeg i dag al mulig grund til at mene, at den behandling jeg er blevet lokket til at samtykke til den gang for mange år siden, hvor man bød mig en operation for det man mente var en mild hyperthyreose (uden antistoffer) var en lægefejl. Mine personlige værdier for thyroidhormoner ligger højere, end de vedtagne referencerammer. Godt nok gav jeg i 2007 et endeligt afkald på lægelig assistance til at følge min hypothyreose, men i sommeren sidste år var jeg indlagt til operation for tarmpolypper, hvor man havde udført en komplet thyreoidea-screening, da det stod jo i mine journaler, at jeg var opereret i skjoldbruskkirtlen.

Stor var opstandelsen, da det viste sig at jeg kan fremvise hormonværdier, som om ingen nogensinde pillede ved min kirtel. Endda over den øverste referenceramme. Det resulterede også i en ultralydundersøgelse af halsen, blot for at konstatere, at ja, oplysninger i journalen var korrekte. Og så var det, at jeg måtte bare fortælle disse gode mennesker i hvide kirtler, at jeg har skrottet Eltroxin et år forinden og har siden behandlet mig selv med Westhroid. Og surprise, surprise... endokrinologen vidste ikke hvad Westhroid (eller Armour) var.

Det var den gang.... I går aftes måtte jeg smutte til et nærliggende supermarked efter nogle få varer. Bilen lod jeg stå og i stedet spurtede jeg på gåben 1,5 km til indkøbsstedet. Jeg gik i en (over)rask fart og mærkede den rene luft bevæge sig helt ned til bunden af lungerne... Stille og uden at kunne høre mit eget åndræt. Fødderne føltes lette og følelsen var som at gå på vandet... let, ubesværet og uden modstand. Da jeg nåede frem var jeg hverken overophedet eller forpustet... 57 år, ryger og noget overvægtig? Godt klaret.

Det er gået op for mig, at blot 3 år tidligere, da jeg "kun" var 54 år gammel - ville jeg enten tage bilen, eller ende udmattet, ophovnet, rødglødende, forpustet og med pulserende tidninger - efter tilsvarende tur. Og så så jeg mig omkring, og igen så jeg "lavt stofskifte" skrevet i panden på flere ældre kvinder, der langsomt bevægede sig halvt liggende over deres indkøbsvogne. Det var tydeligt at se, hvem brugte indkøbsvognen til støtte, når de først nåede til kassen med ganske få varer liggende på bunden af denne kæmpe indkøbskurv på hjul. Det gjorde jeg nemlig også selv for blot tre år siden.

I dag? I dag har jeg flere kræfter, mere gåpåmod og styr på det kognitive, end jeg havde der jeg var 40 år gammel. Stik imod logikken - er jeg blevet meget friskere med alderen.

Selv om hverken Yvette eller n`Finn har nogensinde prædiket eller overtalt mig til noget - havde jeg fulgt deres erfaringer og Noras - gennem lang tid inden jeg har tilmeldt mig Sonjas Stoffskifteforum. Om jeg lever endnu i hundrede år, kan jeg aldrig nå nok at takke Yvette, Nora og n`Finn, samt mange andre her - for deres sjæl og inspiration de havde lagt her, og fortsat gør. Og for at Sonja har oprettet netstedet. Tak skal I have venner