Sitat Opprinnelig skrevet av Carsten Vagn-Hansen
Læs evt. også denne blog: http://stresserogsaaenfysisksygdom.blogspot.com/
Jeg bare haaader, når kilder og anbefalinger, bare forsvinder fra Internettet. Denne blog Carsten Vagn-Hansen anbefaler er nu også væk fra Nettet, og denne gang findes den end ikke på Web.archive. Jeg har dog fundet introduktionen et helt andet sted, gemt inde i en Feed cache code i et RSS-Katalog, som jeg IKKE vil linke til fordi bloggens ejer har jo selv fjernet sin blog og vil derfor (sandsynligvis) ikke have sit navn og adresse frem, så her kommer anonymiseret ren tekst - som er en beskrivelse af denne persons vej til erkendelsen af binyretræthed - noget vi (alle?) kan bruge og lære af...

Stress er også en fysisk sygdom

Af (personlige oplysninger fjernet)

At være stressramt er i ligeså høj grad et fysiologisk problem, som det er et psykologisk problem. Da det ikke umiddelbart kan måles i en blodprøve, tages det ofte ikke alvorligt af mange praktiserende læger – især da de fleste blodprøver tit vil være normale. Men den enkeltes stressberedskab kan måles i spytprøver henover et døgn og kan derved dokumentere, hvis der er en fysiologisk ubalance. Det spytprøverne viser, hvis man har trætte binyrer, er, at ens niveau af stresshormonet kortisol ligger lavere end normalt. Det betyder at man klarer stresspåvirkninger væsentligt dårligere end folk med normalt fungerende binyrer.

Denne kronik er et forsøg på at komme de mange stressramte til hjælp, som hver dag kæmper med forklaringsproblemer overfor læger, arbejdspladsen, familie, venner og ikke mindst sig selv , fordi ”det kan da ikke passe at du har det så dårligt, når dine blodprøver er normale” . Men der ER noget galt, og det ER fysiologisk og det KAN måles. Det hedder binyretræthed og der KAN gøres noget ved det. Her er min historie, som mange hundredetusinde danskere vil genkende.

Det hele startede – eller jeg skulle måske rettere sige sluttede en søndag for et par år siden. Jeg var 38 år og var på vej i skoven med min hund. Jeg gik i højt tempo som altid for der var en masse jeg skulle nå. Jeg var lige blevet far og havde et krævende job i reklamebranchen, som jeg var vild med og gjorde godt. Jeg lavede bl.a. en (opgave for.../red. anonymiseret) og var blandt de 10 bedste kreative i landet i følge vores brancheforening. Men lige pludselig mens jeg gik der med en cigaret i den ene hånd og en hundesnor i den anden, sagde min krop stop. Jeg faldt ikke om eller fik et blødning eller hjertestop, jeg kunne simpelthen bare ikke mere. Jeg var udbrændt af stress.

Forud for den søndag morgen var gået mange år med fysisk og psykisk rovdrift på min krop. For mange cigaretter, for meget alkohol, dårlig kost, for lidt søvn, og for lidt motion og for mange arbejdsopgaver. SMS, mobilsnak og e-mails døgnet rundt.

Det udmøntede sig i en række symptomer, mange vil nikke genkendende til. Jeg kunne næsten ikke komme op om morgenen og måtte have ekstra sort kaffe serveret på sengekanten også selvom jeg havde sovet en hel nat, var jeg stadig udmattet. Jeg manglede konstant energi og lavede aldrig noget med min kæreste om aftenen og i weekenden, fordi jeg manglede energi. Det var som jeg skulle kæmpe mere og mere bare for at lave helt almindelige ting som f.eks. at handle ind.

Sex blev der ikke meget af for jeg var skæv af træthed hele tiden og havde ikke lyst. Jeg kunne gå amok over små ting og røg og drak kaffe hele tiden for at hænge lidt sammen. Jeg fik angstanfald om natten og sprang op af sengen og kunne ikke få vejret og troede jeg skulle dø. Angstanfald havde jeg i lange perioder, men jeg havde selvfølgelig ikke tid til at gå til lægen. Jeg sov meget dårligt og spiste om natten af ren frustration og tegn på lavt blodsukker.

Frokostpauser blev der heller ikke mange af. Jeg løb ud i kantinen i sidste sekund og proppede noget tilfældigt i munden. Når jeg gik på toilettet, trak jeg ud mens jeg stod og tissede. For jeg havde jo travlt. En dag, jeg skulle ind og handle glemte jeg min arm inde i bilen og smækkede døren så hårdt, at jeg skreg højt. Men jeg skulle jo videre.

Når jeg blev f.eks. forkølet kunne det tage lang tid at komme ovenpå og kroppen helede meget langsomt. Jeg følte mig lettere deprimeret og glædede mig ikke rigtigt over noget mere. Min hukommelse virkede dårligere end en mands hukommelse normalt virker, når han skal høre efter en besked fra kæresten, og jeg havde meget svært ved at koncentrere mig og var fraværende som en professor. Jeg synes de fleste mennesker var nogen idioter og blev frustreret og irriteret hele tiden. Jeg var sjældent frisk før kl. 10 om formiddagen og følte mig som dopet med sovepiller om eftermiddagen. Men om aftenen efter kl. 18 var jeg som regel mere frisk end på resten af dagen.

Da jeg brændte helt sammen gik jeg til lægen.

Hun tog en bunke blodprøver som alle var normale. Så jeg skulle bare hjem og hvile. Jeg så jo helt almindelig ud. Siden hen har jeg konsulteret yderligere 3 læger med stort set samme besked. De har dog kommet med gode råd såsom at spise og sove ordentligt. Men ikke én eneste gang har de nævnt at mine binyrer var trætte efter stress og at de var så overbelastede at de behøvede intensiv hjælp. Havde lægerne fortalt mig det eller testet mine binyrer, havde jeg fået en forklaring på alle mine symptomer. Som skulle vare ved i flere år efter mit sammenbrud.

Nogen af de råd, jeg skulle have fået kommer her :

Vær i seng inden kl. 22. Sov helst til kl. 9 om morgenen – folk med binyretræthed har mere brug for søvnen lige nøjagtigt mellem 7 og 9 om morgenen end andre. Undgå alt der stimulerer dine binyrer: kaffe, te, sukker, cigaretter, rød ginseng, alkohol, frugt med højt sukker indhold. Spis mange ” farvede” grøntsager eks. gulerødder.

Put salt på din mad. Alt det salt du føler du har behov for. Spis morgenmad før kl. 10, frokost mellem kl. 11 og kl. 11.30 og aftensmad mellem kl. 17 og 18 . Lev overvejende økologisk. Spis altid morgenmad. Spis fisk, kylling og andre gode proteinkilder. Vær opmærksom på fødevarer du ikke kan tåle.

Spis masser af B, E og C vitaminer og sørg for at få gode olier så som kæmpenatlys, hør og lin. Alle de nævnte fysiologisk råd er med til at aflaste binyrerne. Derudover kommer råd af psykologisk karakter, som stresslitteraturen bugner af, og som jeg ikke skal komme ind på her. Den psykologiske side af stress skal naturligvis også behandles, men det ikke relevant her.

I månederne og årene efter mit sammenbrud gik jeg i terapi en del og søgte meget information om stresshåndtering. Det er guld værd og helt nødvendigt efter man i mange år har misbrugt sig selv for sine ambitioners og andres skyld. Men det er kun halvdelen af sandheden. Den anden halvdel er, at du fejler noget, der kan måles. Det er der bare ingen der fortæller dig. Så du skal høre på omgivelserne sige ” blev du virkelig så stresset af det møde, at du måtte sove et døgn? ” eller ” nu har du gået hjemme i et halvt år, skal du ikke snart i gang” eller ” Ja, du har jo masser af tid”.

Og så begynder du selv at tvivle. Har jeg en depression? Hvorfor kan jeg ikke tåle stress? Er jeg en dovenkrop? For din læge kan ikke fortælle dig noget, du kan fortælle dine omgivelser.
Og så bliver omgivelserne mistroiske og du får det endnu dårligere.

Efter et par år var jeg meget frustreret over at jeg gik ned efter meget lidt stress. Kaffen var væk, smøgerne var væk, kostvanerne i færd med at blive ændret og jeg løb flere gange om ugen og mediterede til min krop blev følelsesløs på den gode måde. Og alligevel kunne jeg ikke tåle ret meget stress. ”Det må du lære at leve med har jeg hørt mange sige”. Det er i virkeligheden noget sludder der bygger på uvidenhed. For man kan komme fuldstændig ovenpå igen i de fleste tilfælde. Men det kræver en stram handlingsplan.

Handlingsplanen fandt jeg ved et tilfælde. Selvfølgelig på Internettet. Jeg søgte på binyretræthed på danske sider og fandt 2 hits fra samme hjemmeside. Bl.a. en artikel skrevet af læge Carsten Vagn-Hansen, der omhandlede binyretræthed. Det kan oversættes med ordene adrenal fatigue på engelsk. Og vupti. Da jeg søgte på de engelske var der pludselig 1.360.000 hits links til hjemmesider om binyretræthed.

Selvfølgelig. Hvis der er nogen, der har trætte binyrer så er det amerikanerne. Den amerikanske livsstil dræner binyrerne i hidtil uset grad. Amerika er ”The land of Adrenal Fatigue” med kun 2
ugers ferie og burgerfedt i blodet.

Det var en åbenbaring. Lige pludselig vidste jeg, hvorfor jeg havde det som jeg har. Og stadig har – bare i mildere grad. Jeg fandt en bog af James L. Wilson som hedder ” Adrenal Fatigue – The 21st Century Stress Syndrome” what it is and how you can recover. En bog med alle svarene og som bl.a. kan købes på amazon.com og forbes.com (bogen er nu oversat til dansk og kan købes også i Norge, find henvisninger her: https://www.stofskifteforum.dk/showthread.php?t=8350 /red.)

Forfatteren har forsket i binyretræthed i over 20 år og er en af de førende på feltet i USA.

Bogen er en komplet handlingsplan, der fortæller alt om hvordan du kommer tilbage til livet efter et stress sammenbrud. Ikke kun på det psykologiske plan men i lige så høj grad på det fysiologiske plan. Et plan som har været kraftigt forsømt af den stressramte.

Bogen indeholder også kontroversielle afsnit. Bl.a. anbefales der kosttilskud, som f.eks. melatonin som ikke er godkendt i Danmark. Bogen anbefaler også kosttilskud, som kun sælges i helsebutikker i USA og ikke på amerikanske apoteker. Det må være op til den enkelte om at han vil følge alle rådene i bogen. Det anbefales at spørge sin læge. Det råd kan jeg kun give videre, da jeg kun er lægmand på det medicinske område. Men jeg ved, hvad jeg gør. Jeg følger handlingsplanen slavisk. Og jeg har fået det bedre og kan tåle mere og mere stress. Men der er ingen genveje og det kræver tid og tålmodighed.

Der er ingen tvivl om at der vil komme stor fokus på binyretræthed i årene der kommer og at lægerne vil blive bedre til at sende stressramte patienter til de rigtige tests, så binyretrætheden kan diagnosticeres. Men indtil videre er den stressramte alene. I hvert fald hvis han eller hun ikke har råd til at betale for omfattende professionel hjælp på et stressklinik. De arbejdsmedicinske klinikker i landet kan også hjælpe, men der er ofte relativ lang ventetid. Jeg har fået stor opbakning fra den nærmeste familie og det er vigtigt. Men uden beviser kan selv den stærkeste støtte komme i tvivl om du nu også har det så dårligt, som du siger.

Så take action som den amerikanske livsstils guru Anthony Robbins prædiker og helbred dig selv før din læge måske gør det.

Med venlig hilsen
XX


Når det er sagt (læst), vil jeg gerne gøre opmærksom på masser af god, relevant oplysning om binyrer og om koblingen mellem lavt stofskifte og binyrer, skrevet på norsk af Merete tilbage for flere år siden, på en hjemmeside hvis kopi findes her: https://www.stofskifteforum.dk/showthread.php?t=15933. Det er min mening, at der overhovedet ikke findes oplysning på norsk, med tilsvarende kvalitet og med tilsvarende grad af (almen)nytte. At læse "Meretes tyreoidea-side" er en tur i en tæt skov af mageløs oplysning, skrevet i levende menneskesprog, som selv stressede og/eller hypo-hjerner let kan fatte og få nytte af.