Liten tillit til legers kunnskap om lavt stoffskifte på dette forumet

[Mamma]

Alle disse svarene bekrefter jo egentlig poenget mitt. Alle har negative erfaringer i møte med helsevesenet. Da lurer jeg på, i all min uvitenhet, om dette er en fellesnevner for alle med sykdommen, eller om dette forumet på en måte har samlet de som er feilmedisinert eller ikke er blitt hørt? Det må vel finnes mange glahistorier der ute? Folk som er blitt "friske"/bedre av Levaxin? Som har gode erfaringer med det legen tilbyr? Men de er kanskje ikke her, eller? For oss som begynte på Levaxin denne uka, og som fremdeles syns alt dette er nytt og skremmende, er vi jo prisgitt at legen vet hva han snakker om og at han vil gjøre sitt beste. Jeg blir bare mer og mer forvirret og bekymret for den lille jenta mi...

[Bettie B.]

Da lurer jeg på, i all min uvitenhet, om dette er en fellesnevner for alle med sykdommen, eller om dette forumet på en måte har samlet de som er feilmedisinert eller ikke er blitt hørt? Det må vel finnes mange glahistorier der ute? Folk som er blitt "friske"/bedre av Levaxin? Som har gode erfaringer med det legen tilbyr? Men de er kanskje ikke her, eller?

Mamma - la deg ikke avskrekke helt av at mange på dette forumet har blandete (mildt sagt) erfaringer med helsevesenet, i forhold til hjelp med stoffskiftesykdom. Jeg var en gang på kurs og hørte på endokrinolog Ingrid Norheim fra Thyreoideapoliklinikken på Aker sykehus. Mener hun sa at anslagsvis 20% av pasientene ikke opplever god nok bedring med Levaxin. Dette tallet kan nok diskuteres, men gitt at det hun sier er riktig, er det jo 80% som faktisk blir helt OK og fungerer greit med sin levaxinbehandling!

Det er nok sannsynlig at mange av oss som skriver her inne hører til de 20% som stadig strever. Prøv å ikke ta sorgene på forskudd, det er absolutt en god sjanse for at datteren din er en av dem som vil fungere godt med den behandlingen hun blir tilbudt!

[Mamma]

Takk Bettie B! You made my day:-)

[Anisa]

Et eller andet sted begynder det at minde det om flere diskussioner om amning i forhold til forurening af modermælken, hvor omdrejningspunktet for diskussionerne var forskning der har påvist, at over halvdelen af kviksølv eller andre stoffer fra det nære miljøet, som var deponeret i moderens fedt- og andre væv, blev med modermælken, direkte tømt ud i barnet i løbet af de første uger efter fødslen. Nogen har advaret, og det har affødt en "blodig" respons fra talrige ammende mødre. De har, i voldsomme gloser, forbeholdt sig retten til at "føle sig som mødre", og ligeledes retten til at forsvare deres identitet som mødre. Endnu andre begyndte at veje forurening af modermælken mod det sunde ved at amme, og fandt at kviksølv kan umulig være lige så usundt for barnet, som at undvære modermælken.

Det var en lang diskussion, som til tider gik over i mobning af de "miljøbevidste" og videre gennem nok flere omgange af "moder-identiteten", skyldfølelser hvis man ikke ammer, og en mere eller mindre fælles front mod dem "udenfor" der ikke ammer etc. etc. Diskussionen forløb over nogle dage og endelig forstummede den ved kommentar nr. 500-et-eller-andet. Ikke en eneste gang, efter at anti-ammeren-pga-forurening-af-modermælken var blevet mobbet ud af det gode selskab, ikke en eneste gang har nogen reflekteret over barnets vedkommende, undtagen via moderens behov for at føle sig som en god mor.

Jeg tror, at uanset hvor korte indlæg man skriver og hvor meget tid man bruger på at gå om en person, som katten om den varme grød, vil man alligevel ikke trænge igennem, selv med nok så mange, nok så blidt formulerede informationer. Lige så lidt som vi kan trænge igennem til f.eks. læger, eller pårørende, eller manden-på-gaden, eller politikere osv. Alle har de det tilfælles, at hvis man tilbyder dem valget mellem et nemt at håndtere budskab, eller et svært at håndtere budskab - vælger flertallet det som de kan håndtere med mindst muligt besvær, fuldstændig i overensstemmelse med den menneskelige natur. Og det hjælper heller ikke at vi har en sygdom, som i det store samfund opfattes som en bagatel, og hvis vi klager over vores plager, er vi bare et pivet mindretal.

[smgj]

Det kommer nok an på hvor mange nyanser av grått man ser, og der er det helt sikkert like mange meninger som det er personer.