Hashimoto- kirurgisk sykdom?

[Anisa]

Går for tiden på et kurs som heter Læring og Mestring av Lavt stoffskifte. Der fortalte en ung dame at han hadde operert bort skjoldbruskkjertelen og gikk naturligvis på Levaxin og at hun følte seg veldig bra. Jeg tenkte umiddelbart at det vil jeg også gjøre, bli kvitt faenskapen!! Kan jeg insistere på å bli operert? Og vil livet bli letter å leve etterpå???

Denne "ung dame" har livet for sig. Denne unge dame vil jeg gerne snakke med om 15-20 år. Hun har også andre (unge) hormonkirtler, som kompenserer for den bortopererede skjoldbruskkirtel. I bedste fald har hun til overgansalderen, hvor behandlings og efterbehandligseffekten kommer (i den grad) på en prøve. At dømme efter beretninger fra ældre behandlede med Levaxin i mange år - bryder helbredet sammen senest når overgansalderen er på sit højeste. Da får de alle besked på, at de skal ikke pive og at det "bare" er alderen som trykker, og de skal end ikke drømme om hverken at forandre deres medicindose eller - Gud forbyde - skifte Levaxin / Eltroxin ud med "noget andet". De eneste jeg kender af "menopause-tøser" med lavt stofskifte, der har genvundet livet trods alderen, er dem som formåede at skaffe sig medicinskifte til Thyroid.

Lyt til Nielsigne og Listbeth, Perlemor. Selv om du lige nu ikke kan forestille dig at det kan blive ret meget værre, kan jeg love for at det kan det.

Begynd stille og rolig på Armour igen som lægen har foreskrevet.

Lad gå et par uger mellem hver øgning, og gå en smule tilbage i dose dagen efter du evt. har oplevet ubehag.

Kom så tilbage til dosen dagen efter igen og se hvad der sker.

På et tidspunkt når du op på en dose, der er rette for dig.

Sådan har lægerne fundet frem til rette medicindoser for deres patienter i gamle dage. Og det har fungeret.

Tag altid hele dosen til sengetid, uanset om det måske forstyrrer din nattesøvn i den første tid.

Bare fortsæt og lad tiden arbejde for dig, uanset at det vil føles som om det går for langsomt.

Man kan ikke forcere hormoner og i forhold til årene med hormonmangel, må du give kroppen tid nok til en omstilling.

Jeg kan godt se, at når man er 72 år (eller 61 som jeg), kan det føles at det haster med at indhente det gode liv, som sygdommen har taget fra een gennem så mange år.

Men effekten af at haste behandlingen igennem bliver ganske modsat og i stedet for at se frem til at leve, kan man begynde at frygte dagen som kommer.

Held og lykke.