Så fik jeg Erfa'en

[Nielsigne]

Måske burde min nye tråd ligge i forlængelse af min gamle ... Det vil jeg lade andre bestemme

Kære alle
Undskyld, jeg har været væk så længe uden at give 'lyd' fra mig. Det skyldes bestemt ikke manglende interesse - jeg gik ret og slet ned med stress og har ikke kunnet hanke op i mig selv før nu.

Jeg har været ledig i nogle år og falder ud af dagpengesystemet snart - eller dvs., nu ved jeg faktisk ikke hvornår, for jeg er stadig sygemeldt, og faktisk har kommunen indtil videre behandlet mig pænt. Nu har jeg så været til psykiater. Stejlede, da jeg fik besked om at jeg måtte af sted til det af alle ting. Men fik at vide, at psykiatrisk undersøgelse nu er blevet standardprocedure inden for beskæftigelsesområdet. "Så har du ikke job, er der måske noget i vejen med hovedet", tænkte jeg, at de tænkte. Men ok, standard er standard, og så til værket.

Det viste sig, at psykiateren er en rigtig behagelig person. Jeg følte mig i gode hænder.

Alligevel blev jeg bagefter grebet af nervøsitet; tænk, om jeg var blevet misforstået eller om jeg ikke havde forklaret mig godt nok eller i det hele taget tilstrækkeligt? Ugen efter besøget hos psykiateren blev en hård uge med disse spekulationer. Jeg reagerede ved at rette og tilføje i det, han sendte til mig som oplæg til tekst, og han reagerede ved at erklære, at han blev mere og mere sikker på diagnosen ....

Gys ...

Nu er det så foreløbig endt med, at jeg får papir på, at jeg ikke er gal ... Men at jeg er en person med lavt stofskifte, som er blevet alt, alt for stresset og det over lang tid. Jeg har reageret mere eller mindre hensigtsmæssigt ved at tilegne mig træk fra diverse ... som jeg så ikke lider af, men det er jo noget med at klare sig igennem alting så godt man kan - længe.

Jeg må se at få fat i "min" overlæge, for nu skal jeg bruge en erklæring af en anden slags og muligvis til undersøgelse for "second opinion". Der vil jeg vel med stor sandsynlighed ramle ind i en eller anden idiot, der ikke mener, man kan behandle lavt stofskifte med naturligt stofskiftehormon ... men jeg har altså besluttet at sige nej tak, hvis jeg bliver "tilbudt" behandling med Eltroxin eller Euthyrox. Jeg mener ikke, jeg skal tilbage til syntetisk medicin i det hele taget.

Heldigvis har den nuværende regering lavet en "forsøgsordning", der giver sygemeldte ledige ret til at afvis tilbudt behandling. Det er jeg meget, meget glad for ... selvom jeg ikke forstår, hvorfor det skal være en forsøgsordning. Kan man måske tænke sig noget mere uhyggeligt end et samfund, hvor de, der sidder på pengekassen, har lov at medicinere andre efter forgodtbefindende?

Psykiateren har med sit papir dels konfronteret mig med mine svagheder. Men også tegnet dem kraftigt op for "Man skal ikke være for optimistisk, for så ender det bare med, at man tror, du sagtens kan alt muligt alligevel, og det kan du jo ikke."

Nej, det er sandt.

Jeg har i mange år været besat af det der med at være "normal" - i den forstand, at jeg har insisteret på at overkøre mine svagheder ved at insistere på, at jeg kunne. Arbejde på fuld tid, f.eks. Men det er mange år siden, jeg kunne det - samtidig med, jeg havde et liv ved siden af. Det er "livet ved siden af", der går helt galt for mig, når jeg arbejder fuld tid.

Siden Eltroxin-skandalen har selve det at søge arbejde muligvis været at stikke mig selv blår i øjnene. Men jeg har kun meldt mig syg under spidsbelastning - har været bange for, hvad der ville ske med mig i en langtidssygemelding. Her var der så ingen vej udenom - kunne ikke mere.

Jeg har symptomer på ADD - Attention deficit disorder, som er i "familie" med andre opmærksomhedsforstyrrelser, ADHD m.v. http://da.wikipedia.org/wiki/ADHD

Men når sådan en diagnose er det helt afgørende, at man har haft symptomer siden man var barn, og det har jeg ikke.

Som mange - eller alle - her på forummet ved, så er der mange kognitive besværligheder forbundet med lavt stofskifte, og det er selvfølgelig dem, der har ramt mig, især når jeg er blevet stresset af jobansøgninger, jobformidling, a-kassens krav om dokumentation for alting etc. etc.

Det er meget dumt at vente så længe med at langtids-sygemelde sig. Det er med risiko for at ryge ud i mørket, flytte på værelse og leve af socialhjælp mens man kæmper for de mest basale ting uden at komme videre. Så der er mange ting at være bange for nu. Dårlig medicin og fattigdom ... jaja, man har hørt den før, den historie?

Men indtil videre går det. Jeg må sørge for at komme til de rigtige mennesker ... Til oktober ryger jeg ud af dagpengesystemet, hvis ingen griber ind og forlænger eller giver mig noget andet.

Jeg kan slet ikke se for mig, at jeg kommer i arbejde igen - men jeg ville gerne. Måske ville det allerbedste være, hvis jeg kunne komme til at arbejde på deltid - så ville der muligvis være noget tilbage af mig, når jeg kom hjem.
Men lige nu har jeg ikke overskud til noget. Har forsøgt at følge et af de kurser, som kommunen har for sygemeldte, men jeg har måttet melde mig syg mange gange, fordi jeg ikke har haft energien - har grundlæggende en nervøsitet i mig som følge af alt det her.

Men nu lykkedes det mig så at få mig selv ind på forummet igen, og det er jo her, de gode ting sker

Jeg håber, I stadig er mine venner, selvom jeg har svigtet jer en tid.

Klem
Nielsigne
Tusind tak for epost og jeres PM'er - nogle af dem har jeg ikke set før nu. Har ikke haft styr på min epost