I stedet for stoffskiftemedisin...

[Nielsigne]

Psykiater Dag Coucheron, har tidligere uttalt at det er altfor enkelt å skrive ut antidepressiva istedet for å snakke med pasienten "- Indikasjonene må være strenge, oppfølgingen tett - og kombinert med inngående samtaler om den enkelte pasients hele livssituasjon."

Vi må håpe at nyutdannede leger får lære mer om hele mennesket, at alle har en psykisk helse med både opp- og nedturer i livet, men som ikke nødvendigvis trenger en pille for å takle det!

Nu har jeg jo faktisk en idé om, at vi er enige om dette, Elbeth, men jeg vil nu alligevel ... slå et slag for cykelsmeds-lægen. For jeg mener faktisk, at alt det der med "det hele menneske" har ødelagt ret så meget for mig ... At lægen ser på en og spørger til ægteskab og arbejde, når det man trænger til er fx blodprøver og medicin ... det er jo EN ULYKKE. Jeg gik rundt i årevis uden stofskiftemedicin, fordi læger og andre behandlere overalt hvor jeg kom hen, mente at jeg bare trængte til fysisk træning, blive bedre til at sige fra, få repareret min aura ... og alt muligt andet.

"Det hele menneske" har været adgangsbillet for alle mulige sindssyge behandlere, og jeg er bange for, ideen om "det hele menneske" i det hele taget kan misbrugs i stor stil, fx i forbindelse med TERM-modellen http://www.aarhussygehus.dk/files/Ho...M-uptodate.pdf og / eller http://www.dsam.dk/files/12/funktion...g_lidelser.pdf
---

Jeg har også skrevet om det med det hele menneske i tråden om det såkaldte Lightning Proces:

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at dette er den pris, vi betaler for at man endelig "ser det hele menneske". Dette har vi råbt på i mange år, efter at der i endnu flere år har været en cykelsmeds-tilgang til patienter. "Dér er problemet, så dér behandler vi" og ikke videre.
Nu er der imidlertid kommet så mange og så utiltalende repræsentanter for tanken om "det hele menneske", at det er blevet et problem, fordi også her mangler det empatiske element; man isisterer, helt på linje med de gamle, forstokkede, ups, konventionelle behandlere, på at man har ret i alle sine teorier. Ingen af stederne er der plads til patienten. Jeg vil hellere ind til cykelsmed-udgaven end til den læge eller anden behandler, der konstant mistænker mig for at have alle mulige andre dagsordener end den, jeg præsenterer. Sidstnævnte har jeg prøvet to udgaver af, og som mange her ved, er det hårdt arbejde at fortælle en læge om sine smerter, når lægen bare tænker på psykiske problemstillinger og slet ikke hører efter. Som skal se et smadret knæ for at tro, man har slået sig, og som ikke tror, der kan være nogle problemer med stofskiftet, medmindre blodprøven viser det.

Min søster har for over en måned siden slået hovedet, og der må være sket et eller andet i den anledning. Men lægen har bare kæftet op om stress, parforhold, småbørn ... indtil min søster ved et tilfælde kom til at snakke med en svensk neurolog. Denne kunne hun så citere for et eller andet relevant hos lægen, hvor hun også havde sin mand med som hjælp til at slå i bordet.

Hvad gør mon så den, der er mindre velklædt, mindre veluddannet, mindre godt gift og med mindre interessante bekendte ... end min søste er ... når de stilles over for sådan en psyko-orienteret læge? Jo, h*n gør vel som jeg gjorde i mange år, bøjer nakken og går igen, fast besluttet på at tage sig sammen. Alt imens resten af kroppen, økonomien og venskaberne fordamper ...

Det er jo mangel på medicin, så det gør noget ... det skal bare være den rigtige medicin

Nielsigne