Update

Inspireret af Nielsigne, som har en erfaring med, at hun har brug for mere thyroid i forbindelse med menstruation, og Sharon, som har erfaret, at forværrede nakkesmerter muligvis kan være et symptom på "overskud" af thyroid, som kroppen ikke kan omsætte, valgte jeg for nogle dage siden at sænke min dosis. Det hjalp på nakkesmerter - uden at jeg af den grund er sikker på, at min dosis ligger mellem 105 og 120 mg.

Jeg har også rykket min eftermiddagsdosis frem til kl. ca. 16. Det gør en forskel for energien først på aftenen sådan, at jeg har færre dage, hvor jeg bliver lænket til sofaen i 2 - 4 timer så udmattet, at jeg føler, at hjertet må kæmpe for at være med.

Men kulden er hård. Det har indflydelse på mine generelle smerter i hele kroppen.
Jeg har besluttet, at jeg vil forsøge at få en tid til blodprøver for kvindelige hormoner inden længe, selvom jeg ikke har fået fjernet min hormonspiral endnu. Den afgiver blot lidt kunstigt progesteron, og det niveau kan vi alligevel ikke regne med, fordi jeg smører mig med cremen.

Ellers har jeg taget en dyb indånding og er noget nervøs. Jeg har i går og i dag udeladt de tilskud, jeg tager specifikt for mine infektioner og mit immunforsvar, og jeg sprang intravenøs C-vitamin over i går.
Det påvirker især mine forkølelsessymptomer, og min temperatur stiger tilsyneladende lidt. Det føles dog knap så ondskabsfuldt som før jeg startede på anti-parasit-dråberne og en smule anderledes også.

Jeg er spændt på, hvordan det går. Er der nogen læge, der vil tro mig overhovedet (med undtagelse af de udenlandske CFS-læger selvfølgelig), hvis min temperatur ikke kommer over 37,5 og de blodprøver, de har taget er normale? Og kan jeg overhovedet holde til det i en hel uge?

Det, jeg foreløbig selv har fået ud af at tage min temperatur og notere den igen er, at jeg nu selv ved, at jeg har det meget, meget bedre, når den ligger helt nede ved 37,1. Jeg får spontant lyst og kræfter til at LEVE = gøre ting, jeg helst skal og har lyst til. Lidt ligesom at blive rask efter en influenza.

Det er en vigtig indsigt for mig!

God dag derude!