Træthedspatienter får en psykisk diagnose

[Anisa]

Jeg opdagede i går, at Dansk Selskab for Almen medicin har udsendt et høringsforslag til vejledning til de praktiserende læger vedr. såkaldte "Funktionelle symptomer og lidelser". Heri anbefaler de, at træthedspatienter får en psykisk diagnose, at der kun foretages begrænsede udredninger og undersøgelser (f.eks. kun THS), og at vi behandles med kognitiv adfærdsterapi og evt. psykofarmaka.

Kære Luuna Der er intet nyt under solen. Desværre. Dette forslag er blot en fortsættelse af etableringen af TERM-modellen i Danmark. Dette uvæsen har sine rødder i Aarhus Universitet og var oprindeligt støttet af Arne Rolighed og Poul Nyrup Rasmussen. Det startede som et forsøg på at få flest muligt ressourcer overført fra almen medicin i landet og over til kræftbehandlingen. At det ikke har hjulpet på kræftbehandlingen er en anden historie, men det har i hvert fald givet aarhus-psykiatere vind i sejlene, og denne vind blæser fortsat. Der er en hel "afdeling" om TERM-modellen her, og også på "træthedssyndrom hjemmesiden" her samt hos Hans Prag findes en stor samling af materiale om TERM-modellen. Denne model er ikke alene pest for kronisk syge, men også en pest for den gruppe af læger, der er blevet læger for at hjælpe syge mennesker...

Jeg har engang kendt en praktiserende læge, der først fik sin autorisation i en alder af 38 år. Han var søn af en ølkusk, der på hestevogn har fragtet øl fra Carlsberg Bryggerier til de københavnske købmænd. Sønnen havde kun almindelig realskole (hed det nok dengang) skolegang og tidligt kom han i arbejde som ufaglært, i skiftende jobs. En skønne dag havnet han i et job som hospitalsportør og.... blev helt overvældet af sin egen respons på de syge mennesker, han nu var i så tæt kontakt med hver eneste arbejdsdag.

Han bestemte sig for at læse videre, for at blive læge. Der var ingen opbakning fra familien og ej heller fra den unge kone med hvem han blev far til fire børn i en alder af 24 år... Dengang var det normalt at børn kom tidligt, særlig i "underklassen". Han stod dog fast og ved siden af jobbet, begyndte han at læse videre om aftenen. Efter kun 3 år blev han student, med udmærkelse og topkarakterer så høje, at han blev optaget på medicinstudiet uden problemer.

Mange tunge år gik med at studere om dagen og natarbejde som portør på hospitalet. Familien skulle jo fortsat forsørges og med 4 børn, måtte den unge kone gå hjemme hos dem, hvilket var helt i tidens ånd, forøvrigt. Ikke et eneste eksamen har han dumpet til og en skønne dag var han kommet langt nok til at blive hospitalslæge. Da opdagede han at medleven og hjælpetrangen havde trange kår på de afdelinger, hvor overlægen ikke havde samme normer og der fik han kærligheden at føle så stærkt, at han bestemte sig for at blive praktiserende læge i stedet.

Han regnede med at når man er sin egen boss, er man fri for at skulle rette sig efter kutymer, der forringede hans (og hans kollegers) lægegerning. Han har nemlig fortsat haft en klippefast tro på at man kunne ikke udøve lægegerningen uden lægekunst, og lægekunsten kan kun udvikles ved at betragte hver patient som unik. Hvor så ellers, hvis ikke på egen klinik, at en læge havde frihed til, selv at præge sit eget virke og passe sine patienter på deres og sygdommenes præmisser?

Han blev klogere.

Det har vist sig, at den frihed han havde regnet med "under eget tag", var en illusion. At være praktiserende læge under eget tag viste sig at være befængt med, den medicinpolitiske og en kollegial intens overvågning, så der blev tilstræbt en ensartethed i den udøvede lægegerning, hvor den enkelte læges eget skøn og motivation måtte vige for det kollegiale uhyres. Det siger sig selv, at læger der har masser af ressourcer til alt andet end behandling af patienter, er dårlige læger (min egen ubetinget og dyrt betalt overbevisning) og når den slags læger kommer i administrative stillinger indenfor lægefaglige organisationer, statslige institutioner og andre overflødige instanser uden direkte patientkontakt - sker det, at deres egen, beskeden og fattig forestilling om, hvad det betyder at være læge og hvad lægegerningen står for - BLIVER PÅTVUNGET alle lægestandens medlemmer. De præger den udøvede medicin i dag, uanset om lægegerningen udøves på private klinikker eller på hospitaler og på hospitalernes ambulatorier.

Han blev altså vækket af sin tornerosesøvn, særlig da det hurtigt rygtedes i den kommune hvor han etablerede sig som praktiserende læge, at her var en læge der ville gøre godt.... Han blev berømt for en høj rate af succesfulde behandlinger, herunder fuldstændige helbredelser og endda førtidspensionister, der opnåede en helbredsgrad så de kunne suspendere deres pension og komme i fuldtidsjob igen... Ventelisten til hans praksis sprængte alle rammer og han blev fjendtligt og ugleset af sine kolleger med klinikker i samme kommune. Der var begyndt at komme klager til lægeforeningen og han blev sat under skærpet tilsyn uden en eneste.... patientklage. Hans kolleger var hunderædde for at også deres patienter ville begynde at stille krav, og når man er en dårlig læge - ved man udmærket godt hvad det er man ikke kan leve op til. Der måtte derfor "gøres noget" ved den gode læge....

Det korte af det lange blev, at da han blev 50+ år - solgte han klinikken og har pensioneret sig selv, uden egentlig at have penge nok på kistebunden, men selv en beskeden indkomst og de begrænsninger der fulgte med, var 100% bedre end hele tiden skulle øve vold på sig selv, for at leve NED til krav fremsat af det lægekollegiale uhyre! Han sagde direkte, at han har ikke ofret så meget som det var tilfældet, for at affinde sig med at blive gjort til en pille-udskriver uden frihed til at gøre sit bedste og uden frihed til at bruge den medicinske viden, der var tilgængelig men ikke brugt i behandling af sygdomme.

Det som kendetegner gode mennesker er, at de ofte ikke er lige så robuste som dumme svin! Når så gode læger bliver tvunget til at kaste handsken i ringen og opgive lægegerningen - hvem bliver så tilbage?

Når jeg ser på lægestanden som den er i dag - har jeg utrolig svært at se andet end en tilfældig "livsform" eller "livsstil" når unge mennesker vælger at uddanne sig til læger. I min verden opfatter jeg efterhånden læger som en race for sig... ikke som en faggruppe. Præcis som en selvstændig race lever og fungerer lægestanden i sit eget mini-univers, udviklende og overholdende sine helt egne love og en hakkeorden, der til forveksling ligner hvad subkulturer udvikler med det ene formål - at bevare sig selv, mest muligt uforandret i forhold til sine omgivelser, og mest muligt uberørt af det omgivende samfund.

Havde en bilmekaniker sendt en kunde ud i en bil med defekte bremser - ville der vanke ikke alene en fyring, men også en retsforfølgelse. Når en læge slår sin patient langsomt ihjel med bivirkningstunge lægemidler eller hurtigt - med fejlbehandling - sker der ikke noget! I Danmark bliver selv bevisligt sindssyge læger ikke frataget autorisationer, men læger som ikke overholder de kollegiale spilleregler - ja, deres autorisationer bliver "suspenderet". Ingen andre faggruppe er i den grad fritaget for ansvar, som lægestanden, og ingen andre faggrupper kan, i den grad gøre hvad der passer den, som lægestanden.

Som i enhver subkultur også indenfor lægestanden gælder det om at få mest muligt ud af mindst muligt. "Overlevelseslove" gælder ikke kun for plante- eller dyreriget, men også gælder de for subkulturenes overlevelse: hvordan bevarer jeg mig som læge, med mindst muligt besvær? Svar på dette spørgsmål findes, for en stor del - i forslaget til Klinisk vejledning for almen praksis vedr. Funktionelle symptomer og lidelser fremsat af Dansk Selskab for Almen Medicin.

Det er ikke for de syges skyld at dette forslag kommer. Under dække af at blive til for at spare samfundet for ressourcer - hytter lægestanden sin egen interesse igen! Forudsat at dette forslag bliver vedtaget (det gør det helt sikkert) vil det spare danske læger for byrden at skulle efteruddanne sig, byrden at skulle forstå patienter og sygdomme, og ikke mindst bliver lægerne officielt befriet for det ansvar, de allerede længe har svigtet i praksis. De vil, kort sagt - sikres at kunne hæve deres løn uanset at de leverer ingenting for den. Det bliver nemlig "ingenting", når man skiller sig af med den vanskelig at diagnosticere og behandle, gruppe af kronisk syge - lægestanden ikke har rette kvalifikationer til at behandle. For at skjule disse manglende kvalifikationer, og for at slippe for at skulle erhverve sig dem - vil tusinder og atter tusinder patienter udstyres med psykiatriske diagnoser.