Skrevet i dag, d. 29. oktober 2011

Sitat Opprinnelig skrevet av Anisa Vis post
Der kommer derfor ingen opdatering mere i dette emne. Dårlige nyheder florerer der nok af i forvejen.

Det var så mine gamle optegnelser og som "lovet", kom ikke flere opdateringer fordi (som forudset) kom der ingen gode nyheder... Janne blev mere og mere nedbrudt, men takket være hendes ubændig tillid til læger og egen dødsangst, har hun været forskånet for erkendelsen af, hvor det bærer hen. Hendes hukommelse er i dag så svagt, at der er dage hvor hun ikke husker sine børns barndom, men "sine" statiner... dem gnasker hun trofast hver dag, som hun gjorde det i alle år siden blodproppen.

Jeg har bestemt mig for at støve denne historie af fordi der er sket noget lignende i mellemtiden, med en anden nabo - en mand i sin bedste alder. 50 år, hjemmegående kone, 4 børn og job som bilmekaniker de sidste 20 år samme sted. For et par år siden har jeg mødt ham nede på parkeringspladsen. Selv om han ellers altid har været en mand med lyst sind, har han denne gang fortalt at jobbet hænger ham ud af halsen, at han er træt hver dag og at han efterhånden ikke orker, hverken at tale med sin kone, børn eller venner. Han mente, at der måtte være noget galt med hans arbejdsplads og at det har brændt ham ud.

Jeg mødte ham igen samme sted for ca. et år siden... Han så glad og drenget ud, selv om heller ikke før var der noget i vejen med hans udseende. Han er en høj mand, ikke overvægtig og havde gode muskler samt en fin, rank holdning. Nu var han "drenget" dvs. har tabt sig siden vores sidste snak. Han fortalte, at det var diabetes, de var årsagen til hans livs- og arbejdslede - det har lægen opdaget. Han er blevet sat i behandling med insulin, fedtfattig og saltfattig kost og en slankekur samt kolesterolsænkende medicin. Han har tabt omkring 15 kg og så nu ud som hans ældste søn - slank, smækker og flot.

Jeg mødte ham igen samme sted i går.... Hans ansigt var gustent, indfaldent og fuld af mørke pletter. Håret var blevet tynd. Bukserne flagrede om hans lange, som tændstikker tynde ben og hans hænder lignede knogler betrukket med hud, modsat hans torso: som en ballon på benstilke og tændstikker til arme, stikkende ud på begge sider af ballonen. Han var ikke til at kende igen og lignede ikke den mand jeg mødte før han fik diagnosen diabetes.... men han var helbredt, sagde han, og tilfreds, selv om han måtte fortsætte med insulin og.... de kolesterolsænkende for resten af livet. Ganske vist havde han ikke så meget energi mere, som han ellers havde kort efter at han var begyndt på insulin, men "man er jo ikke ung mere, så der er ikke noget at sige til, at kræfterne ikke rækker mere som før" - sagde lægen sidste gang recepterne skulle fornys....

Hvad kan man sige... andet end