Janne, diabetes, kolesterol, blodprop, statiner

[Anisa]

Skrevet d. 12. juli 2009

Jeg gider ikke skrive mere om det i dag! Det er for deprimerende. Vender tilbage, når jeg er faldet ned igen, en gang i det nye år!

Man må sige, at det er laaaangt inde "i det nye år", at jeg følger op på emnet igen. Det er ikke et emne der er opbyggende eller bare nogenlunde ok. Jeg har mødt Janne igen i går. Selv om vi ellers var venner før og bor klods op ad hinanden i flere årtier - er der ingen gnist tilbage at registrere hos Janne. Hun er blevet en social zombie.

Ude på gaden lyder hun som hun plejer. Det går - øh - så godt, gør det. Lægerne er tilfredse med hendes fremgang og hun er glad for sit liv.

At hun ligner endnu mere end sidste år en Michelin Man, betyder øjensynlig ikke noget, selv om netop den slags tyder på, at hendes adrenale hormoner er gået i selvsving.

At statinerne har øjensynligt ædt op hendes muskler, så løs hud flagrer rundt om hendes pindetynde arme og ben, og hun kan dårligt løfte en kaffekop - betyder heller ikke noget, vel?

At hun ikke længere har smerter i kroppens ikke længere eksisterende muskler og også fint, da hun nu er jo sat på stærk smertemedicin og har det "strålende".

At hun virker konfus og ikke kan huske hvad hun selv sagde for et minut siden, for slet ikke at glemme - at hun overhovedet ikke fatter de svar hun selv får - ja, må jo også det være strålende, ikk`?

Og denne kendsgerning, at hun hvert eneste år siden operationen for blodprop og starten af statinbehandling + medicinering for højt blodtryk + antidepressiva + smertestillende - er sygemeldt i op til 100 dage om året - er sikkert også en bagatel, ikk`? Hvad søren skulle man bekymre sig om, særlig når man er ansat indenfor det offentlige. Hun behøver derfor hverken frygte fyring eller værre - at komme ind i systemet som sygemeldt eller klient. Der er endnu 8-9 år (tror jeg) til hun kan gå på efterløn, men hvis jeg skal være helt ærlig - tror jeg ikke hun lever så længe. Det eller et psykiatrisk plejehjem....

Janne er nu grå i huden, skaldet på toppen, slørede øjenæbler, med kæmpe korpus gående på to lange, tynde stilke. Fysisk svag og psykisk kun et skridt fra at være en grøntsag. Væk er det menneske, hun var inden blodproppen. Tilbage er noget levende skal, der før var et menneske. Hun er SÅ OVERMEDICINERET, at det er et under, at hun overhovedet lever endnu.

Hun har dog på intet tidspunkt mistet sin tro på og tillid til lægerne og det eneste emne, som fortsat kan vække en smule energi i hende er netop hendes glæde for at have så gode læger om sig. De fornyer medicinen og skriver nye recepter, lige så snart hun fejler noget nyt, siger hun. Hun spørger ikke om, hvor det "nyt" stammer fra. Nej, hun lægger bare nogle nye piller i hendes pilleæske for den dag og indstiller sin mobiltelefon til at larme på de rette tidspunkter på dagen, så hun "for Guds skyld" ikke glemmer at tage sine piller.

Jeg tror ikke, der kommer noget opbyggende nyt fra denne kant mere. Så skulle det være et mirakel og disse, som bekendt, kun "rammer" dem, der kan passe på dem selv. Janne behøver ikke passe på sig selv. Det har hun lægerne til.

Der kommer derfor ingen opdatering mere i dette emne. Dårlige nyheder florerer der nok af i forvejen.

[Anisa]

Skrevet i dag, d. 29. oktober 2011

Der kommer derfor ingen opdatering mere i dette emne. Dårlige nyheder florerer der nok af i forvejen.

Det var så mine gamle optegnelser og som "lovet", kom ikke flere opdateringer fordi (som forudset) kom der ingen gode nyheder... Janne blev mere og mere nedbrudt, men takket være hendes ubændig tillid til læger og egen dødsangst, har hun været forskånet for erkendelsen af, hvor det bærer hen. Hendes hukommelse er i dag så svagt, at der er dage hvor hun ikke husker sine børns barndom, men "sine" statiner... dem gnasker hun trofast hver dag, som hun gjorde det i alle år siden blodproppen.

Jeg har bestemt mig for at støve denne historie af fordi der er sket noget lignende i mellemtiden, med en anden nabo - en mand i sin bedste alder. 50 år, hjemmegående kone, 4 børn og job som bilmekaniker de sidste 20 år samme sted. For et par år siden har jeg mødt ham nede på parkeringspladsen. Selv om han ellers altid har været en mand med lyst sind, har han denne gang fortalt at jobbet hænger ham ud af halsen, at han er træt hver dag og at han efterhånden ikke orker, hverken at tale med sin kone, børn eller venner. Han mente, at der måtte være noget galt med hans arbejdsplads og at det har brændt ham ud.

Jeg mødte ham igen samme sted for ca. et år siden... Han så glad og drenget ud, selv om heller ikke før var der noget i vejen med hans udseende. Han er en høj mand, ikke overvægtig og havde gode muskler samt en fin, rank holdning. Nu var han "drenget" dvs. har tabt sig siden vores sidste snak. Han fortalte, at det var diabetes, de var årsagen til hans livs- og arbejdslede - det har lægen opdaget. Han er blevet sat i behandling med insulin, fedtfattig og saltfattig kost og en slankekur samt kolesterolsænkende medicin. Han har tabt omkring 15 kg og så nu ud som hans ældste søn - slank, smækker og flot.

Jeg mødte ham igen samme sted i går.... Hans ansigt var gustent, indfaldent og fuld af mørke pletter. Håret var blevet tynd. Bukserne flagrede om hans lange, som tændstikker tynde ben og hans hænder lignede knogler betrukket med hud, modsat hans torso: som en ballon på benstilke og tændstikker til arme, stikkende ud på begge sider af ballonen. Han var ikke til at kende igen og lignede ikke den mand jeg mødte før han fik diagnosen diabetes.... men han var helbredt, sagde han, og tilfreds, selv om han måtte fortsætte med insulin og.... de kolesterolsænkende for resten af livet. Ganske vist havde han ikke så meget energi mere, som han ellers havde kort efter at han var begyndt på insulin, men "man er jo ikke ung mere, så der er ikke noget at sige til, at kræfterne ikke rækker mere som før" - sagde lægen sidste gang recepterne skulle fornys....

Hvad kan man sige... andet end

[Anisa]

Jeg tror ikke, der kommer noget opbyggende nyt fra denne kant mere. Så skulle det være et mirakel og disse, som bekendt, kun "rammer" dem, der kan passe på dem selv. Janne behøver ikke passe på sig selv. Det har hun lægerne til. Der kommer derfor ingen opdatering mere i dette emne.

Og dog... Janne døde i går af hjerteanfald. Hun blev 58 år.

[Nielsigne]

Så trist. Mange andre burde også have noget andet mad og noget andet medicin.

[Pingvinen]

Rett og slett tragisk

[Vigdis]

For en sørgelig historie, hun døde alt for ung.

Statiner er destruktive for mitokondriene våre, de senker Q10. Statiner er virkelig en av de forferdelige ting som leger gir og gir uten å reflektere selv hva det er og hva de gjør. I går oppdaget jeg til mitt store sjokk at min mor og far har fått statiner av legen. Hva er vitsen? De er over 80 år gamle! Faren min visste ikke hva det var, eller hva det var for. Men de er av den gamle skolen som stoler på at legen vil dem vel, og tar i mot alt legen gir dem med takknemlighet. Jeg har sluttet tro på akkurat det der. Jeg har et stort raseri mot denne legen. Jeg hørte for lenge siden et intervju på radioen med en lege som jobbet på et sykehjem. Det første hun gjorde som nyansatt var å gå gjennom alle medikamentene de gamle fikk. Hun merket seg bivirkninger, og hva de fikk mot bivirkninger av de første medisinene. Så skar hun ned antallet medisiner. Og de gamle fikk det så mye, mye bedre.

[Anisa]

Jeg hørte for lenge siden et intervju på radioen med en lege som jobbet på et sykehjem. Det første hun gjorde som nyansatt var å gå gjennom alle medikamentene de gamle fikk. Hun merket seg bivirkninger, og hva de fikk mot bivirkninger av de første medisinene. Så skar hun ned antallet medisiner. Og de gamle fikk det så mye, mye bedre.

Da Martin Wehling var en dreng og besøgte sin bedstemor, havde denne ældre dame næsten altid haft det skidt. Hendes højt blodtryk var behandlet med brusetabletter samt lægemidler til understøttelse af hjertet. Det hjalp dog ikke nævneværdigt mod det reelle ubehag. Morlille var konstant forvirret, vidste ikke helt bestemt hvem hun var, hvor hun var og hvorfor, foruden at hun slet ikke trivedes. Efterhånden fik hun til og med ordineret tabletter mod kvalme samt en del andre lægemidler, der hvert især skulle gøre det af med alle hendes symptomer.... En hel række af lægemidler hun skulle indtage hver dag....

Indtil den dag Martin Wehling kom på besøg og fandt sin bedstemor fuldstændig forandret. Hun havde det herligt. Hun var livlig, i vigør, energisk, bevidst om sig selv og sine omgivelser, og i godt humør. Knægten spurgte om hendes læge omsider havde fundet den rette medicin til hende, hvorpå hun svarede, at det gjorde lægen ikke. Han døde.

Martin Wehling, der nu (2002) leder et Klinisk Farmakologi Institut ved Universitet i Mannheim ser, at mindst 5-6 fejl var begået af den afdøde læge der havde behandlet hans gamle bedstemor.

Til alt "held" nåede lægen at dø, inden hans behandling nåede at tage livet af bedstemoderen. Janne var ikke så heldig. Resten af denne historie kan læses HER, hvor man også kan læse om at ingen nye lægemidler nogensinde bliver testet på ældre, før de frigives til salg. Vi bliver alle ældre og gamle, så dette er yderst nyttigt at vide noget om.