Skrevet d. 12. juli 2009


Jeg gider ikke skrive mere om det i dag! Det er for deprimerende. Vender tilbage, når jeg er faldet ned igen, en gang i det nye år!
Man må sige, at det er laaaangt inde "i det nye år", at jeg følger op på emnet igen. Det er ikke et emne der er opbyggende eller bare nogenlunde ok. Jeg har mødt Janne igen i går. Selv om vi ellers var venner før og bor klods op ad hinanden i flere årtier - er der ingen gnist tilbage at registrere hos Janne. Hun er blevet en social zombie.

Ude på gaden lyder hun som hun plejer. Det går - øh - så godt, gør det. Lægerne er tilfredse med hendes fremgang og hun er glad for sit liv.

At hun ligner endnu mere end sidste år en Michelin Man, betyder øjensynlig ikke noget, selv om netop den slags tyder på, at hendes adrenale hormoner er gået i selvsving.

At statinerne har øjensynligt ædt op hendes muskler, så løs hud flagrer rundt om hendes pindetynde arme og ben, og hun kan dårligt løfte en kaffekop - betyder heller ikke noget, vel?

At hun ikke længere har smerter i kroppens ikke længere eksisterende muskler og også fint, da hun nu er jo sat på stærk smertemedicin og har det "strålende".

At hun virker konfus og ikke kan huske hvad hun selv sagde for et minut siden, for slet ikke at glemme - at hun overhovedet ikke fatter de svar hun selv får - ja, må jo også det være strålende, ikk`?

Og denne kendsgerning, at hun hvert eneste år siden operationen for blodprop og starten af statinbehandling + medicinering for højt blodtryk + antidepressiva + smertestillende - er sygemeldt i op til 100 dage om året - er sikkert også en bagatel, ikk`? Hvad søren skulle man bekymre sig om, særlig når man er ansat indenfor det offentlige. Hun behøver derfor hverken frygte fyring eller værre - at komme ind i systemet som sygemeldt eller klient. Der er endnu 8-9 år (tror jeg) til hun kan gå på efterløn, men hvis jeg skal være helt ærlig - tror jeg ikke hun lever så længe. Det eller et psykiatrisk plejehjem....

Janne er nu grå i huden, skaldet på toppen, slørede øjenæbler, med kæmpe korpus gående på to lange, tynde stilke. Fysisk svag og psykisk kun et skridt fra at være en grøntsag. Væk er det menneske, hun var inden blodproppen. Tilbage er noget levende skal, der før var et menneske. Hun er SÅ OVERMEDICINERET, at det er et under, at hun overhovedet lever endnu.

Hun har dog på intet tidspunkt mistet sin tro på og tillid til lægerne og det eneste emne, som fortsat kan vække en smule energi i hende er netop hendes glæde for at have så gode læger om sig. De fornyer medicinen og skriver nye recepter, lige så snart hun fejler noget nyt, siger hun. Hun spørger ikke om, hvor det "nyt" stammer fra. Nej, hun lægger bare nogle nye piller i hendes pilleæske for den dag og indstiller sin mobiltelefon til at larme på de rette tidspunkter på dagen, så hun "for Guds skyld" ikke glemmer at tage sine piller.

Jeg tror ikke, der kommer noget opbyggende nyt fra denne kant mere. Så skulle det være et mirakel og disse, som bekendt, kun "rammer" dem, der kan passe på dem selv. Janne behøver ikke passe på sig selv. Det har hun lægerne til.

Der kommer derfor ingen opdatering mere i dette emne. Dårlige nyheder florerer der nok af i forvejen.