"Stress og udstødelse"

[Anisa]

"Stress og udstødelse"
- fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og piskesmæld
af Henrik Isager

Bogens opbygning
De vigtigste af de diagnoseplakater, der sættes på patienter med træthedssygdom, gennemgås i Kapitel 1. Diagnosen neurasteni blev lanceret i sidste halvdel af 1800-tallet. Nu er de mest brugte diagnoser kronisk træthedssyndrom og fibromyalgi. Piskesmæld kommer også ind i billedet, for hos en del patienter med sygdomsbilleder svarende til fibromyalgi eller kronisk træthedssyndrom ligger der et piskesmældstraume forud for sygdomsfrembruddet.

Kapitlerne 2 og 3 beskriver hver sit patientmateriale. Det første, fibromyalgimaterialet, omfatter 59 personer der i 1995-97 indgik i et fynsk undervisnings- og behandlingsprojekt for denne patientkategori. Det andet, Praksismaterialet, består af de 158 patienter, der i en periode på ca. 3 år blev henvist til min speciallægepraksis på grund af erhvervskompromitterende træthed.

Ud fra patienternes livs- og sygehistorier beskrives nogle baggrundsfaktorer, som jeg vil opfatte som karakteristiske. I barndommen ofte et belastet forhold til forældrene. I teenage år og i voksen alder for det første erhverv med rygbelastning, ofte kombineret med påtvunget tempo, og desuden enkeltstående traumer hvor ryggen er medinddraget. Sygdomsfrembrud provokeres hyppigst af infektion eller graviditet, men traumaer og andre stressfaktorer kommer også ind i billedet.

Den lange og brogede række af symtomer beskrives. Ved undersøgelse af patienterne er varierende grader af holdningsforstyrrelser og rygdeformiteter et gennemgående fund. Kronisk træthedssyndrom og fibromyalgi overlapper hinanden så meget, at jeg hverken finder det praktisk eller rimeligt at opretholde et skel mellem de to diagnoser. Det er efter mit skøn et tvingende behov for en enklere diagnosedefinition baseret på nøglesymptomet, den lave tærskel for udløsning af en langvarig udmattelse.

Den beskrivelse af træthedspatienternes sociale miljø og livsvilkår, som hører med til beskrivelsen af de to materialer, rundes af i Kapitel 4, der beskriver samtidskulturelle træk i samfundet som helhed og i lægeverdenen, som kan forklare for det første den tilsyneladende stigende forekomst af erhvervshindrende træthedssygdom, og for det andet patienternes lavstatus i sundheds- og socialsystemerne, hvor man i en vis forstand fortsat forsøger at betragte deres sygdom som ikke-eksisterende. Et fælles motto for kapitlerne 2, 3 og 4 kunne være STRESS OG UDSTØDELSE, opfattet som sociale fænomener.

I kapitlerne 5 til 11 skitseres en model for sygdomsudvikling, der også har STRESS OG UDSTØDELSE som et gennemgående tema, men her gennemspillet i en bredere biologisk sammenhæng. Først – i Kapitel 5 – et tilbageblik på artens udvikling, evolutionen. Vi kommer til verden med en bagage af forventninger til tilværelsen, indbygget i den arvemæssig udrustning for titusinder af år siden. E frustration af alle disse elementære forventninger kan tænkes at influere uheldigt på mønstret af stressreaktioner senere i livet. Kapitel 6 beskriver et sådant uheldigt mønster for håndtering af stress, almindeligt i vores kultur, som har præget mange træthedspatienternes livsform før de blev syge. For det første afvikles stressreaktionen sjældent eller aldrig helt; der mangler pauser i tilværelsen. For det andet udvikles et kropssprog, der signalerer underkastelse; en stressreaktion der går meget langt tilbage i evolutionshistorien. Dette reaktionsmønster betinger en sårbarhed, som blandt andet går på rygsøjlens biomekanik.

Kapitlerne 7, 8 og 9 giver et bud på hvordan overgangen fra sårbarhed til sygdom kunne tænkes at gå for sig. Det område af rygsøjlen, der danner overgangen mellem bryst- og halsdel, er biomekanisk set særlig sårbart. Ydre traumaer og spændinger kan fremkalde kritiske ændringer, og det kan infektioner også. Spørgsmål om hvordan en infektion kan udløse og vedligeholde træthedssygdom diskuteres med borreliosen som eksempel.

En traumatisk eller infektionsbetinget aktivering af det sympatiske nervesystems halsdel formodes at være den mekanisme der sætter skred i sygdomsudviklingen. Derved forstyrres funktionen af de to centre i hjernen, pinealkirtlen og det limbiske system. Der gøres rede for på hvordan disse symptomer, der er beskrevet i kapitlerne 2 og 3, i det store og hele lader sig forklare på den måde. Der argumenteres for at den defekt, der kommer ud af det, når ned på celleplan og at den omfatter en stor del af organismens cellesamfund, måske dem alle. Essensen af den cellulære defekt er en forstyrret funktion af cellens energigenerator, mitokondriet.

Kapitel 10 sammendrager de 6 foregående kapitler og tager også lidt stof med fra Eva Lydeking-Olsens afsluttende kapitel. Der skitseres en model for udvikling af træthedssygdom. Et subjektivt forsøg på en biologisk meningsfuld rangordning af foreliggende viden og egne iagttagelser.

Kapitel 11 gennemgår fysiske behandlingsmetoder med hovedvægt på behandling baseret på senetensstimulation. Erfaringer med kraniosakral behandling og med mobilisering af nervesystemet efter David S. Butlers metode nævnes også, og nogle typiske behandlingsforløb refereres. Andre behandlingsformer berøres, herunder de kontroversielle problemer omkring antibiotisk behandling.

Til sidst Kapitel 12, skrevet af Eva Lydeking-Olsen. Træthedssygdom på celleplan. De i vidt omfang målelige biokemiske konsekvenser af en forstyrret mitokondriefunktion. Det omtales også hvordan træthedssyndrom påvirker tarmkanalen og dens funktion. Til dette føjer sig nogle behandlingsmæssige erfaringer, der har udgangspunkt i korrektion af forstyrret cellefunktion.

Kapitlet rummer en helt elementær introduktion til cellen og energistofskiftet. Dette for at give også den på dette punkt forudsætningsløse læser en chance for at sætte sig ind i og forstå den cellulære baggrund for træthedssygdom. En forståelse som for os at se er en afgørende vigtig forudsætning for brugbar forskning på området såvel som for tilrettelæggelse af behandling

[Anisa]

"Stress og udstødelse"
- fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og piskesmæld
af Henrik Isager

Delta nr. 3/september 2001

Kronisk træthed rammer flere

At melde sig syg er som regel den bedste måde at forebygge sygdom på, mener Henrik Isager. Han har skrevet en bog om sygdommen der ikke findes: Træthedssyndrom. En invaliderende sygdom der rammer aktive kvinder med fuld fart på både job og privatliv.

Tekst: Rie Duun

Det vi står over for er både et biologisk og et socialt fænomen som drejer sig om ophobet stress

Før i tiden havde jeg aldrig én eneste sygedag. Den bemærkning har praktiserende speciallæge Henrik Isager hørt utallige gange.

Hans patienter er nemlig enhver arbejdsgivers drøm. Lige indtil de bryder sammen under en sygdom, der ikke officielt findes. En sygdom der invaliderer dem. Kronisk træthedssyndrom.

– De seneste tiår har jeg set flere og flere af dem. Personligt er jeg ikke i tvivl om at det er noget som rammer flere og flere, men der findes ingen opgørelser fordi træthedssyndrom ikke er nogen anerkendt diagnose, fortæller Henrik Isager med sin rolige lave stemme.

Siden han selv valgte at forlade sin stilling som overlæge ved Odense Universitetshospital, har han været en outsider i lægeverdenen. I dag har han sin egen praksis i Odense hvor han fortrinsvis ser patienter med træthedssygdomme, og for nylig udkom en bog som han har skrevet på baggrund af mange års erfaring med de – især kvindelige – patienter som bliver ramt af kronisk træthed. Bogen »Stress og udstødelse« tager udgangspunkt i 158 af de tilfælde han har behandlet gennem årene. Af dem er de 139 kvinder.

Sygdom anerkendes ikke

Hans ærinde er for det første at slå fast at patienterne faktisk er syge, for det anerkendes ofte slet ikke. For det andet vil han pege på at træthedssygdomme kommer af stress, og at vi får flere af dem hvis vi ikke lærer at håndtere navnlig arbejdslivet anderledes.

– Min typiske patient er en yngre, aktiv kvinde. Hun er den type som tilsyneladende klarer det hele og klarer det godt. Hun er meget pligtopfyldende og energisk og har praktisk talt ikke sygedage. Samtidig er hun den der altid orker lidt ekstra, og hun er sikkert meget social. Sagen er at mange af netop den type går rundt i en situation af permanent stress, fortæller han.

Det klarer de så indtil noget får læsset til at vælte. De tre hyppigste årsager til at presset bliver for stort og stresssygdommen bryder ud, er graviditet, influenza eller en anden infektion og sidst, men ikke mindst, øget arbejdspres.

Total udmattelse af stress

– Det vi står over for er både et biologisk og et socialt fænomen som drejer sig om ophobet stress.

Nogle mennesker er i stand til at lytte til deres krop og vide hvornår de har brug for en pause eller måske for at de melder sig syge en dag. Andre har ikke den mekanisme, siger Henrik Isager, og det er netop de aktive uden pauseknap som han møder i den praksis som er baggrunden for hans bog »Stress og udstødelse« med undertitlen fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og piskesmæld.

I bogen beskriver han en lang række sygdomsforløb hvor det karakteristiske er at træthed og smerter forhindrer patienterne i at fungere og i at arbejde uden at der egentlig er konstateret nogen sygdom. Mange var måske aldrig blevet så syge hvis de havde haft mulighed for at tage hensyn til sig selv når de var kørt trætte, mener han.

– Vi taler ikke om træthed som du eller jeg kunne have, men om en udmattelse der er invaliderende, siger Henrik Isager.

En udmattelse som han mener er en reaktion på måske mange års stress.

– Stress er jo godt nok hvis man kan koble af imellem perioderne med stress. At have travlt på arbejde gør måske ikke så meget hvis man slapper af når man kommer hjem eller hvis man holder pauser i løbet af arbejdsdagen hvor man kan koble af. Desværre er det sådan at mange kvinder jo ikke kobler af når de går fra arbejde.

Tværtimod stiger deres stress hen imod det tidspunkt hvor arbejdsdagen slutter, hvor de skal hente børn, købe ind og klare en mængde ting i familien, siger Henrik Isager.
Derfor mener han ikke der er noget sært i at kvinder rammes meget oftere end mænd af en stresssygdom som kronisk træthedssyndrom.

Sygemelding forebygger sygdom

Henrik Isagers patienter har det til fælles at de arbejder hårdt så længe de er på arbejde.

Langt de fleste har arbejde som er fysisk hårdt for ryggen. Enten fordi der skal løftes på mennesker som i sundhedssektoren eller der skal løftes kasser, varer eller andet som i restaurant eller i butiksfagene. Endelig har en del af patienterne arbejdet ved dårligt indrettede computerarbejdspladser.

– Fordi deres adfærd på arbejde er så effektiv, er de ofte i fare for at tempoet eller arbejdsbelastningen bliver øget lidt ekstra hvis der kommer en spidsbelastning eller der skal spares. Arbejdsgiveren vurderer måske, at her går det jo strygende, så hun må kunne klare lidt mere. Der er en vis type mennesker som presser sig selv til det yderste, og de er virkelig i farezonen. Problemet er at de er så pressede til daglig at de ikke kan presses mere uden at det går galt, siger han.

Men mener han virkelig at vi er så afhængige arbejdsnarkomaner, at vi bliver syge?

– Ja, det er vi jo i den forstand at vi altid er parate til at sætte vores indtjening over alt andet. Vi må stoppe med det bevidstløse overarbejde, og den enkelte må lære at lytte bedre til sin krops signaler. Jeg mener virkelig at en sygedag eller hviledag efter en stresset periode kan være det eneste rigtige. Er man kørt træt, så skal man hvile. Det man skal lære er at kridte sin egen bane af. Siger manden der selv kridtede sin bane af da han forlod hospitalsverdenen.

Patienter bliver pariaer

Da Henrik Isager for otte år siden valgte at droppe sit prestigefyldte job som professor på Odense Universitetshospital for at uddanne sig til organist, skete det blandt andet i stigende frustration over at sundhedsvæsenet og lægevidenskaben tilsyneladende var ude af stand til at begribe tilstande som for eksempel træthedspatienternes.

– Lægevidenskaben er jo fantastisk konservativ. Derfor har den svært ved at opdage og beskrive nye sygdomme, og specielt sygdomme som er affødt af nye måder at leve på, nye miljøpåvirkninger, kommer i klemme. Mine patienter bliver pariaer i sundhedssystemet fordi deres sygdom ikke passer til nogen af de kendte diagnoser. Derfor ender de måske med at blive erklæret raske fordi man ikke kan finde ud af hvilken sygdom de har.

I bogen refererer Henrik Isager netop sådan et tilfælde hvor en 38årig kvinde trods smerter og udmattelse ikke kan bevilges førtidspension, blandt andet fordi der er tvivl om, hvad hun egentlig fejler. Eller sagt med andre ord: der kan ikke påvises nogen kendt sygdom. Kvinden er derfor henvist til bistandshjælp fordi hun ikke er i stand til at arbejde, men heller ikke kan erklæres syg.

Tåler ikke medicin

Selv anbefaler Henrik Isager en del af sine patienter forskellige former for terapi og fysiske øvelser. For eksempel har en patient genvundet sine kræfter så meget at hun kan arbejde på deltid efter at hun begyndte at ride. I starten kunne hun holde sig på hesten i 10 minutter ad gangen. I dag er hun en ivrig rytter som træner hver dag.

– Mange får meget medicin, men i de fleste tilfælde tåler patienterne slet ikke medicinen. I en lang række tilfælde vælger man at henvise patienten til psykiater, ud fra tankegangen at når lægen ikke kan finde ud af hvad sygdommen er så må det være noget patienten bilder sig ind, siger Henrik Isager, og hans stemme forlader sit ellers meget rolige tempo. Han er rasende over den behandling hans patienter udsættes for. Specielt er han harm over at træthedspatienter udsættes for lange arbejdsprøvninger og aktiveringsforløb.

– Det er den rene tortur for dem. Blot det at tage bussen hen til et arbejdssted kan for nogle betyde flere dages total udmattelse, siger han.
Henrik Isager vil have lægerne til at diskutere deres behandling af de stresssyge patienter. Men han vil også gerne rejse debatten bredere og lære os at tage bedre vare på os selv.

Dr. med. Henrik Isager arbejder stadig med træthedssygdomme fra sin speciallægepraksis i Odense og fra Institut for optimal ernæring i København.
Bogen Stress og udstødelse er udgivet på forlaget Hovedland og forhandles hos boghandlerne.


Træthedssygdomme

Kronisk træthedssyndrom rammer flere og flere, vurderer Henrik Isager.

De almindeligste symptomer er:

Udmattelse eller ekstrem træthed der opstår let og varer længe
Nakke og rygsmerter
Perifere nervesmerter
Plus en lang række individuelle forstyrrelser og infektioner

Inden de blev syge arbejdede de fleste af træthedspatienterne med:

Pleje af ældre/syge
Fabriksarbejde
Rengøring
Butik eller restaurant
Computerarbejde

Kilde: Henrik Isager, Stress og udstødelse, Hovedland 2001
LINK TIL KILDEN ("Dødt link")

[Anisa]

"Stress og udstødelse"
- fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom og piskesmæld
af Henrik Isager

Sygdomme, som ikke anerkendes

Af Berit Fekkes, selvstændig sygeplejefaglig vejleder og psykoterapeut i "Sygeplejersken" Blad nr. 42/2001

Mennesker med fibromyalgi, kronisk træthed og piskesmæld lever en kummerlig tilværelse, præget af smerter, tilbagevendende infektioner og kronisk træthed. De får ringe støtte i sundhedsvæsnet, fordi de ikke passer ind i systemet, og i bedste fald fokuseres kun på deres symptomer. Patienterne hører hverken til i psykiatrisk eller i somatisk regi, og der er ingen status i at forske i deres problemer.

Henrik Isager kalder sin bog for et langt essay, tilegnet de patienter, han skriver om. Isager brænder for patienternes ve og vel og er dybt frustreret over de vilkår, sundheds- og socialvæsnet byder dem. Manglende anerkendelse af patientgruppens komplekse sygdomme fører til, at deres pensions- og revalideringssager syltes eller afvises. Patienterne risikerer at skulle deltage i aktivering for at modtage økonomisk hjælp. Det er vanskeligt for patienterne at få økonomisk støtte til alternativ behandling, selv om det traditionelle sundhedsvæsen ingen behandlingstilbud har. Den manglende anerkendelse af deres problemer forstærker patienternes symptomer og er med til at udstøde dem fra samfundet.

Den første velbeskrevne træthedspatient er Florence Nightingale, der under Krimkrigens psykiske og fysiske belastninger pådrog sig en infektion, hun aldrig rigtigt kom over. Isager refererer til nutidens kvinders dobbeltarbejde som en årsag til den øgede forekomst af fibromyalgi, kronisk træthed og piskesmæld. Engelske undersøgelser viser, at fem pct. af de erhvervsaktive kvinder har vedvarende symptomer fra nakke, arme, ben, ryg og fødder.

Henrik Isager systematiserer egne erfaringer fra et fibromyalgiprojekt på Odense Universitetshospital fra 1995-97, hvor 59 patienter indgik, og fra sin egen praksis, hvor 158 patienter med kronisk træthedssyndrom er blevet undersøgt og behandlet. 90 pct. er kvinder.

Isager ser mange fællestræk i de to diagnoser. Han kortlægger symptomer, ser på de udløsende faktorer til sygdommen og kommer frem til følgende fællestræk: Patienterne har en type-A-adfærd, dvs. at de er aktive og konkurrerende. Mange har en livshistorie med krænkelser og mishandling i barndommen. Det har medført, at de mestrer stressede situationer ved at være submissive. Rygsøjlen har form som et spørgsmålstegn, hovedet er dukket, de har tendens til ødempuder, typisk i nakken, svarende til overgangen mellem rygsøjlens hals- og brystdel, og de har intet lændesvaj. Sygdomsdebuten har de fleste patienter oplevet efter et fysisk traume overvejende af hals og ryg eller efter en infektion. Isager er specielt interesseret i borrelioseinfektionen, som overføres til mennesker via skovflåten. Han mener, at kombinationer af infektion i nervesystemet, ødemer over rygsøjlen og holdningsanomali er medvirkende til at hæmme nerveimpulsoverføringen, hvilket fører til, at cellerne trættes, og patienten bliver træt og får nedsat eller overaktivt immunapparat. Behandlingen er langvarig, 2-3 år. Henrik Isager bringer nogle cases, hvor behandling er lykkedes. Patienterne har fået en kombination af fysioterapi af typen senetensstimulation eller kraniosakral terapi, kombineret med aktive øvelsesprogrammer og psykoterapi, hvis patienten er klar til det. Patientens arbejds- og familieliv ændres, så det passer til patients fysiske formåen.

Kostterapeut Eva Lydeking-Olsen redegør i et afsnit for de trætte cellers fysiologi og energibehov. Afsnittet er komprimeret og rummer mange fagord, som ikke findes i ordforklaringen, der kun indeholder ord, som Isager bruger. Lydeking-Olsens skrivestil er meget anderledes end Isagers, og personligt behøvede jeg ikke dette sidste afsnit.

Bogens styrke er casebeskrivelserne, som er skrevet nøgternt og i solidaritet med patienterne. Isager gør meget ud af at forklare de fysiologiske årsager til træthed, smerter og forandringerne i immunapparatets funktion. De mange fakta om fibromyalgi- og kronisk træthedspatienter er væsentlige for sundhedspersonale.

Selv om fokus er på det sundhedsvidenskabelige, inddrager Isager også det samfundsmæssige perspektiv, og hans kritik til lægestanden og socialvæsenet er skarp, præcis og velbegrundet.

LINK TIL KILDEN