Sitat Opprinnelig skrevet av Elbeth Vis post
Back to the future? Det er urovekkende at leger ikke lenger synes å kunne noe av den gamle lærdommen om hypotyreose (lavt stoffskifte). Jeg har hypotyreose, leser alt jeg kommer over og føler at jeg kunne gått opp til eksamen i diagnosen. I følge flere folk med hypotyreose i Skandinavia og USA må ikke bare allmennleger men også spesialistene - endokrinologer tilbake på skolebenken og lære om hormonsykdommer av de gamle mestrene, de som var lege for over 50 år siden. De var opplært til å stille diagnosen ut fra symptomene, og lærebøkene hadde illustrasjoner av folk med sykdommen før og etter behandling. Medisinen var kun naturlig thyroxin av tørket skjoldkjertel fra gris, storfe og sau. Pasientene følte seg friske fordi dosen var basert utiftra pasientens ve og vel.
På 1970-tallet da syntetiske medisiner kom, tok de hele markedet i vår vestlige verden. Leger skriver ut kun syntetiske medisiner og pasienter opplever å ikke bli friske. Istedet får vi flere og flere tilleggsplager som bivirkning av levotyroxin, symptom på underbehandlet hypotyreose.
Det var allerede på 1960-tallet, at det syntetiske thyroxin kom i anvendelse i vore skandinaviske lande, hvor flere og flere læger har erstattet det hidtidige animalske Thyroid og når du skriver at "Pasientene følte seg friske fordi dosen var basert utiftra pasientens ve og vel", kan jeg hilse og sige, at også det syntetiske thyroxin virkede dengang bedre end det virker i dag - fordi lægerne har netop brugt den samme metode til at finde den rette medicindose, som man brugte når man behandlede patienter med det tørrede Thyroid siden 1890-tallet.

Denne metode var en kontrolleret overdose dvs. patienterne fik doseret medicinen op, til de har fået overdosesymptomer. Når dette niveau var nået, har lægerne langsomt reduceret dosen, til patienterne stortrivedes og det var så den rette dose.

Det som er sket i denne forbindelse var, at nogle læger og patienter skreg i protest mod denne metode, fordi den var forbundet med ubehag og symptomer på hyperthyreose, mens processen skred frem mod at finde patientens individuelle behov for tilskud af thyroxin. Uden at kære sig om sandheden, og formålet med denne kontrolleret overdose - har det spredt sig til flertallet blandt lægestanden, at thyroxin var så farlig og dødbringende, at det måtte kun doseres med allerstørste forsigtighed og påholdenhed: hellere for lidt, end "for meget", selv om der er intet i denne verden som er så nemt og så enkelt som at reducere medicindose, til den rammer det niveau hvor patienten trives og bliver rask.

Jeg har forgæves forsøgt at søge informationer om den norske læge (med efternavn Kjelland), som på 1960-tallet er blevet udskreget som syndebuk af den samlede norske front af læger, og hvis navn er efterfølgende blevet brugt som advarsel til at skræmme flere generationer af lægestuderende - så de for Guds skyld ikke kom til at "overbehandle" deres patienter. Det er disse advarsler, der er den egentlige grund til at du, jeg, vi, trods behandling, er fortsat syge i dag!

Da TSH-testen blev lanceret, er den blevet en gave til, og en velsignelse for den thyroxin-skræmte lægestand, fordi sålænge TSH overhovedet er synligt i prøveresultater - ved disse banditer i hvide kirtler udmærket godt, at patienterne er underbehandlet, og dermed behøver de (lægerne) ikke bekymre dem for denne frygtelige, Kiellands overdose-behandling, som i virkeligheden var netop den gammelkendte (fra Thyroid) metode til at finde den rette medicindose for hver enkel patient.

Sitat Opprinnelig skrevet av Elbeth Vis post
Med endokrinolog og legene tilbake på skolebenken, kunne de lære noe annet enn det slaviske TSH-tyranniet de nå følger. Blodprøver alene gir IKKE svar på om pasienter har feil med stoffskiftet!
Det tror jeg vil kun ske ved mindretallet af de tænkende læger. Læger der ikke lader sig nøje og læger, der sætter ære i sin lægekunst. Derimod hele det tankeløse, selvtilstrækkelige og selvhøjtidelige flertal af levebrødslæger kunne ikke være mere ligeglade med os, tror jeg desværre.

n`Finn skrev (her) tilbage i 2009 følgende: "Stoffskifteforskning er nær nullpunktet og dagens behandlingspraksis mener jeg bygger mere på en blanding av ubekreftet teori og handelsforbindelser, enn på viten. I 70 åra kastet man den gamle viten og vel etablerte behanding på båten - og laget, bevisst eller u-bevisst, et tidsgap i bevisrekken. Et missing link, om du vil.

Paradokset er at man som pasient kanskje skal være glad for det ! For det er ikke mye man vet....... Stoffskiftebehandling fungerte på den måten at den enkelte behandler i samarbeid med farmasøyt og pasient utviklet nye og bedre metoder. Utviklerene fikk feedback fra pasienten for å evaluere virkningen av en endring. Helt til kvantespranget i 70åra.

Da var det plutselig ikke nødvendig med annet enn T4, helst en kunstig fremstillt type. Det var heller ikke nødvendig å bevise at det nye var bedre enn det gamle. Feedback heller ikke nødvendig, og om det har vært noen så har man ikke endret behandlingen. Ikke en millimeter ! Man satte seg på sin stalinistiske hest og hevdet sin kunnskapelige overhøyhet i den eneste rette lære. Ikke særlig vitenskapelig."

Så er det at jeg spørger: hvem skal kunne tvinge lægerne tilbage på skolebænken, når det lader til at dagens behandlings-paradigme for hypothyreose, er helt og aldeles et resultat af lægernes egne valg og fravalg?

Hvordan skal vi kunne tvinge lægerne tilbage på skolebænken, når de i den grad mangler respekten for sygdommens egne præmisser, som ikke kan diskuteres, men som bliver diskuteret alligevel, som om de udklækkede bag skriveborde og på alskens kongresser betalt af medicinalindustrier - lægernes "spilleregler" - har en guddommelig magt til at bestemme både over hvordan sygdommen opstår, og hvordan den skal bøje sig for deres overbevisninger om, hvad er den "rigtige" behandling?

Vi får dem ikke på skolebænken igen, før de fatter respekten for både sygdommen, og før de fatter respekten for de patienter, hvis liv de pt har en uindskrænket magt til at ødelægge, fordi de er overbeviste om, at det er dem der bestemmer over sygdommen. Det gør intet indtryk på lægerne, at det er en kamp de har tabt allerede tilbage på 1960-tallet, og fortsat taber, hver eneste gang de lader blodprøvetal styre behandlingen.

Hvordan kan vi lokke lægerne til at forlade elfenbenstårnet og møde os, patienterne, der hvor vi er, og hvor det er sygdommen, der deler kortene ud? Kan man håbe på, at det flertal af lægerne, som valgte lægegerningen for primært at dyrke eget hovmod - vil frivilligt bytte det ud med ydmyghed og samvittighed?