Hvem er bange for Thyroid?

[Anisa]

Jeg har læst, at Armour er blevet mere eller mindre syntetisk, og at mange har fået problemer med det.

Det var noget om, at man har ændret sammensætning af bindestoffer (mange ikke kunne tåle) og pillerne kunne ikke længere deles. Nogle har oplevet virkningen så forringet, at folk begyndte diskutere om Armour evt. blev "beriget" med syntetisk thyroxin.

Jeg har ganske vist nu skaffet mig en (privat)læge, som vil skrive mig en recept, men modet mangler. Det kommer helt bag på mig! Jeg må ta' tilløb igen.

Ja, det er et velkendt fænomen, at vi er mere bange for Thyroid end vi er for alt muligt bras, bare det kommer fra apoteket. Sådan havde jeg det også og fortrød det så bagefter noget så bittert. Det skrev jeg om i mine egne tråde. Og for nogen tid siden postede jeg en tråd om samme "mangel på mod": Big Bad Armour

[Nielsigne]

Det er nu ikke medicinen, jeg frygter. Min frygt går ud på:

Forsyningssikkerhed
1) Bliver det pludselig forbudt - eller af en eller anden grund svært /umuligt at få fat i? Så skal man jo til at gå tilbage til syntetisk medicin, og det kan man jo ikke forstille sig er ideelt.

Tillid til læge
2) Kan jeg nu også regne med denne privatlæge? Jeg kender ham ikke særlig godt, han er ikke en del af det system, jeg dog trods alt kender? Måske kommer det lige pludselig til at koste ganske anselige summer?

Lyve for andre læger?
3) Jeg skal til kontrol på sygehuset i begyndelsen af maj. Skal jeg så sidde der og bare smile når de kommenterer min blodprøve - og lyve om, at jeg har skiftet? Eller skal jeg vente med at skifte medicin, til jeg har været til kontrol?
Jeg orker ikke knokle med de der læger. Har generelt en oplevelse af, at de er nogle hårde hunde, som mener, jeg er en hypokonder. Føler mig stresset og er for nem at sælde ud, så det virker ... På den anden side er det da noget lort at lyve for sin læge. Det betyder jo også, at der ingen hjælp er at få, hvis man kommer på spanden. Hvis man fx bliver kørt over og skal indlægges, så ligger man der og stritter - og skal ha' syntetisk hormon, hvis man skal være der nogle dage! Det går da ikke!
(Kan medicinen overhovedet klare at blive opbevaret uden for køleskab? Så man kan ha' en lille portion i sin taske, fx?)

Medicinskifte
4) Og så er der det med medicinskifte generelt - det er en hård tur. Så hvis nu, der er et eller andet i Erfa, jeg ikke kan tåle ... er det forfra igen

Jeg har for to måneder siden skiftet fra Eltroxin til Euthyrox, eftersom jeg var ved at blive vanvittig af Eltroxin, som gav mig hård puls, forringet syn, kramper, ... og en basal følelse af, at noget var HELT galt. Så noget måtte ske. Jeg havde troet, jeg kunne skifte fra Eltroxin til naturligt thyroidea hormon, men jeg nåede det ikke, kunne næsten intet foretage mig, som jeg havde det, og denne mellemstation var så nødvendig. På et tidspunkt fungerede det så godt, at jeg tænkte, det muligvis ikke var nødvendigt at tænke mere over det naturlige hormon. Men nu har jeg smerter, har mistet muskelkraft og føler mig deprimeret det meste af tiden, så selvom det er MEGET BEDRE end Eltroxin, er det nu alligevel noget bæ.

[Anisa]

Nielsigne? Du bekymrer dig alt for meget.

1. Forsyningssikkerhed "ordner" man ved altid at ligge inde med mindst et års reserve ekstra. Det har jeg selv gjort gennem flere år.

2. At skulle tilbage til levothyroxin hvis det sorteste uheld er ude? Ja, og...? Det kan ikke blive værre end det du allerede kender til, vel?

3. Tillid til lægen? Han/hun skal bare skrive 2 recepter første gang (for at have reserve til året efter) og en recept om året efterfølgende. Jo, det koster penge, men det koster mere at blive sygemeldt, kontanthjælpsmodtager og senere førtidspensionist. Sådan ræsonnerer jeg.

4. Lyve for andre læger? Ja, når man skal overleve. De lyver jo så det brager for os, når de ikke gider "lege" læger og bare opgiver dig, gør de ikke? Jo! Når de kommenterer blodprøver? Ja, de bliver bare glade for at "deres" behandling virker og du skal også regne med, at du får ikke brug for så hyppig kontrol, simpelthen fordi der bliver ikke anledning (symptomer/klager) efterhånden som tiden går og kroppen reparerer sig selv. (Selvfølgelig forudsat at alt går vel, men den "risiko" er værd at tage. Det gør man jo med levothyroxin hele tiden alligevel, ikke?)

5. Når man er indlagt? Tager man sin egen medicin. Det gjorde jeg.

6. Køleskabet? Det er ikke nødvendigt. En mørk hylde/skuffe er tilstrækkelig. Om sommeren under varmebølge kan man lægge sine forsyninger i svaleskabet eller nederste hylde i skabet. Pillerne tåler at blive taget med i tasken og kun under hedebølge skal man ikke have det hele med i dagevis. Desuden er levothyroxin langt mindre holdbar end Thyroid. Faktisk er levothyroxin meget mere følsom for skift i temperatur, opbevaring osv. end Thyroid. hvor Thyroid under svale forhold kan holde i 30 år, begynder levothyroxin blive ustabilt allerede efter et par år under opbevaring før salg.

7. Medicinskifte? Ja, det ved jeg ikke noget om. Jeg kunne ikke mærke andet end først ingenting og efterfølgende stille og roligt bedre og bedre. Det værste var min egen åndsvag frygt, jeg dog slap for allerede dagen efter da jeg opdagede, at jeg ikke døde.

Det er kun "forkerte" doseringsændringer, der kan give symptomer, men det er noget man hurtigt lærer at tilpasse efterhånden man får erfaringer. Billig pris at betale for en helsegevinst, mener jeg. Med levothyroxin risikerer man flere "umotiverede" udsving, jeg ikke har oplevet med Thyroid.

8. Ikke tænke mere over det naturlige hormon? Ja, det kan man udelade hvis alt går godt, men det er min (og andres) erfaring, at jo ældre man bliver og kommer i overgangsalderen, bliver levothyroxin mindre og mindre effektiv. Er man først så gammel, at lægen kan tørre een af i "overgangsalder" og "alder", får man også gerne at vide, at ældre kvinder skal helst have et højere TSH end da de var unge og så er det heeeelt i orden med, at man har det ad helvede til..... (pardon my french).

Så alt i alt, mener jeg at du gør dig alt for mange bekymringer. Med denne sygdom er man nødt til at øve sig i at "tage tingene som de kommer" og justere sine dage og sine følelser derefter. Uanset om man vender vrangen ud på sig selv (til ingen verdens nytte), kan man alligevel ikke foregribe alt, denne sygdom kan overraske med. Det gælder om at gøre sit bedste uden at dø af det i processen. Ingen kan forlange mere.