Den sociale død - hypothyreosens trofaste følgesvend

[Sharon]

Tak for et rigtig godt og super relevant indlæg Anisa!

Jeg har i mange år bebrejdet mig selv, at jeg ikke 'var god' til sociale relationer længere, at jeg ofte ikke orkede og altid bare glædede mig til, at middagsselskaber osv. var overstået, så jeg kunne komme hjem. Nu hvor jeg er blevet rigtig dårlig af sygdommen, er jeg ved at indse, at flere sider af mig selv skyldes sygdommen - og ikke bare fordi jeg er mærkelig eller asocial.

Jeg elsker egentlig at være sammen med andre mennesker - og jeg har minder tilbage fra for 15 år siden, hvor jeg nød at være til fester og sammen med venner og familie. I dag er jeg primært sammen med andre, fordi jeg føler, jeg bør, og fordi jeg har dårlig samvittighed over at trække mig. Selvom det er dejligt at se enten familie eller venner, så er ubehaget og udtrætningen næsten ikke det værd - og jeg foretrækker derfor ofte at lade være. Jeg bruger en hel dags energi, hvis jeg skal ses med en veninde i et par timer - da jeg anstrenger min hjerne så meget for bare at følge med i samtalen - og komme med svar og kommentarer, der giver mening. - Og derudover skal håndtere al det fysiske ubehag...

Derudover oplever jeg også omgivelsernes manglende forståelse, som noget af det sværeste ved denne møgsygdom. Jeg skal igen og igen forklare, hvad det nu er, jeg fejler, hvilke symptomer det giver, at jeg spiser anderledes, bliver nødt til at gå tidligt i seng, hvorfor jeg er sygemeldt, at jeg har svært ved at gå, ikke kan koncentrere mig - og bliver ofte mødt med medlidenhed og ligeså ofte med skepsis. 'Er jeg nu sikker på, at det ikke bare er stres? eller depression? eller noget helt andet?'

Næsten alle kender en eller anden, der har haft problemer med stofskiftet - og kan fortælle en historie om et ukompliceret sygdomsforløb. Og så er det jo mærkeligt, at jeg har det, som jeg har det...

[tussemaja]

Hei
Har nylig fått diagnose lavt stoffskifte, men regner jo med at jeg har hatt det noen år..
Mitt sosiale liv ligger ganske så brakk..
Før var jeg aktiv i kor, ledet og dirigerte selv et barnekor, var med i FAU på skolen, jobbet fulltid, kjørte barn på fritidsaktiviteter (hadde ikke bussforbindelser her..), og ble gjerne valgt inn i styre og stell på dette.
Nå så må jeg planlegge hvile uansett hva jeg skal, så jeg orker jo ikke å være med på noe. Eneste jeg kan tenke på er når jeg kan få sove.. Skal jeg hente minsten nå, så må jeg planlegge at jeg kan få hvile i mellom. Har jeg mere enn 2 ting i løpet av uka jeg skal på så er det et mareritt for meg.

En annen ting er hodet mitt, klarer ikke å henge med i helt vanlige samtaler, må spørre om igjen om hva de sa, løse enkle matematiske oppgaver (matte og hjernetrim har jeg alltid likt) sliter jeg med, klarer ikke å holde på konsentrasjonen.

legger meg senest 22 uansett dag. Klarer bare ikke å holde meg våken, Selv i helger er jeg stuptrøtt, og dette gjør jo at vi hverken kan inviterer venner, eller gå på besøk.

Nå har jeg skrivd og slettet og skrivd og slettet, for det blir jo bare rot.. Har tankene i hodet mitt, men når det kommer ut blir det bare tullball.
Uansett hadde jeg et sosialt liv før, nå unngår jeg nesten folk fordi jeg orker bare ikke å snakke med de, fordi jeg føler det bare kommer rot ut av munnen min.
Tussemaja