Liothyronin (T3) hjelpe på stress?

[Qa]

Nå har jeg hatt kombinasjonsbehandling i ca. 3 mnd, og mye har egentlig endret seg. Jeg har selvsagt fått ett klarere hodet, men jeg blir ikke like stressa som tidligere, så jeg lurer på om dette kan hjelpe på det også?

I tillegg har jeg etterhvert fått bedre søvn, så jeg kan ikke se noen annen sammenheng på disse tingene enn tilskuddet av T3. Samtidig har jo min FT4 gått ned så en del andre ting er blitt dårligere, men stress og søvn har det altså blitt bedre i samme periode.

[Anisa]

Hej Qa

Hellere sent end aldrig.

For at svare på spørgsmål om T3 hjelpe på stress kan jeg kan jeg kun sige, at det er bevist, at behandling med Liothyronin påvirker positivt både depressive og angsttilstande, så hvorfor ikke også stress? Svaret er JA!

Derudover er det ligeledes bevist, at kronisk emotionel og fysiologisk stress medfører en væsentlig reduktion af T4 i kroppens celler, mens hypofysen og dermed TSH er upåvirket. Det betyder, at man kan have nok så "fine" tal og alligevel lider kroppen og sindet under hormonmangel i og med hormonerne i blodet er ikke det samme som hormoner i cellerne.

I et forskningsprojekt, hvis resultater er offentliggjort i Journal of Clinical Endokrinology and Metabolism, undersøgte forskere effekten af ​​at tilføje serum fra forskellige grupper af enkeltpersoner til cellekulturer og måle mængden af ​​T4-optagelse fra serum og ind i cellen. Undersøgelsen konkluderede, at serum fra personer ramt af kronisk stress hæmmede optagelse (transport) af T4 ind i cellen, mens serum fra ustressede personer hindrede ikke T4's adgang til kroppens celler. Undersøgelsen konkluderede ydermere, at TSH og FT4 alene dårlige markører for niveauer af thyreoideahormoner i kroppens celler hos stressede individer.

En række undersøgelser har vist, at betydelig stress reducerer cellulære optagelse af T4 og T3 med op til 50%.

I den omtalte undersøgelse blev der bl.a. fundet, at ved stress var mængderne af T4 og T3 i kroppens celler dramatisk reduceret med op til 79%, uden en tilsvarende stigning af TSH, som må betyde at (hvad kan det ellers være), at hypofysen måske slet ikke "måler" hormonniveauer i kroppens celler, men mest "måler" hypofysen mængderne af thyreoideahormoner i blodet, før der gives besked til skjoldbruskkirtlen om enten at øge eller reducere hormonproduktionen (eller hos os syge, øge eller sænke medicindosering)?

Derudover, når man sammenligner T4 og T3 niveauer i forskellige celle-typer hos forskellige individer, påvises en en væsentlig variation. Denne store variation af T4' og T3' niveauer i forskellige celler (ikke afspejlet i TSH eller serum T4 og T3 niveauer) forklarer den brede vifte af symptomer, der skyldes en vævspecifik hypothyreose, der hverken kan fattes mistanke om, eller diagnosticeres ved standard blodprøver, herunder TSH og T4. Det bekræftes af samme undersøgelse, der også konstaterer, at serum fra ikke-stressramte personer havde ingen virkning på T4's cellulære optagelse, mens serum fra personer ramt af kronisk stress viste op til en 44% reduktion i T4 optagelse i cellen.

Tillige er det blevet påvist, at TT3/rT3 (Reverse Triiodothyronine) ratio er den mest nøjagtige markør for en nedsat cellulær optagelse af T4. Desværre interesserer sig vores læger nærmest slet ikke for ratioen TT3/rT3, hvor den sidste hovedsageligt bliver målt ved mistanke om en kronisk spiseforstyrrelse. Stillet over for en så indskrænket opfattelse hos lægerne - har vi ikke en chance.

Den vigtigste indikator på effekten af thyreoideahormoner er niveauet af det "intracellulære" T3, og den mest afgørende faktor for niveauet af det intracellulære T3 er aktiviteten af transportproteiner. ​​Reduceret aktivitet i transporten af thyroideahormoner ind i cellerne har en bred effekt på kroppens tilstand - fysisk og mentalt, herunder insulin resistens, diabetes, depression, maniodepressivitet, hyperlipidæmi (højt kolesterol og triglycerider), kronisk træthedssyndrom, fibromyalgi, neurodegenerative sygdomme (Alzheimers, Parkinsons og sklerose ), migræne, stress, angst, spiseforstyrrelser og aldring.

Det betyder, at når der ikke kan transporteres stofskiftehormoner nok ind i cellerne, bliver de gængse standard-stofskifteprøver en rigtig dårlig metode til måling af, hvor meget eller lidt stofskiftehormoner, i realiteten gør nytte inde i kroppens celler, hvor TSH-prøven fejler fuldstændig.

Grunden er, at hypofysen benytter sig af vidt forskellige transportproteiner fra hvad benyttes af kroppens andre væv, samt transportproteiner til distribution af stofskiftehormoner. Transportproteiner til distribution af thyreoidea-hormoner er mere energi-afhængige (end hypofysens) og de påvirkes af en lang række fysiologiske forhold - hvorimod påvirkes hypofysen kun minimalt. Fordi hypofysen forbliver upåvirket, sker der ingen stigning af TSH, på trods af at de fleste af kroppens andre væv er udpræget hypothyroide, hvilket gør TSH til et unøjagtigt "måleinstrument" for indholdet af T3 i kroppens celler.

Set i dette lys, resulterer denne reducerede transport af stofskiftehormoner i en kunstig forhøjelse af stofskiftehormoner i serum (især T4), hvilket gør serum-T4 til en elendig "måler" af thyreoideahormonernes reelle effektivitet, uanset om patienten kan fremvise et flot serum-T4. Måling af rT3 er for øjeblikket den bedste indikator for bedømmelse af transport af thyreoideahormoner til cellerne. Forhøjet eller høj-normal rT3 påviser, at denne person har lave niveauer af stofskiftehormoner til rådighed i kroppens celler - til trods for at standard-stofskifteprøver såsom TSH, frit T4, og frit T3 er pæne og befinder sig indenfor normalområderne.

Den intracellulære T3-mangel, i denne sammenhæng, resulterer således ofte i en ond cirkel af forværrede symptomer, der normalt går ubehandlet, fordi standard-stofskifteprøver ser normalt ud. Desuden er det ikke overraskende, at i tilfælde af en intracellulær T3-mangel, vil behandling med T4 alone være generelt ineffektiv, hvorimod kombinationsbehandling med T3 har vist sig at være gavnlig, ofte med dramatiske resultater.

Ved intracellulær T3-mangel og manglende diagnoseprotokol, endsige manglende kendskab til denne tilstand, må man erkende, at en betydelig intracellulær hypothyreose sagtens kan forblive uopdaget, medmindre lægerne lærer at benytte forholdet mellem TT3 og rT3 til støtte ved diagnose og ser bort fra standardblodprøveresultater for FT4 og TSH som eneste diagnoseværktøjer OG hindring for rette medicindosering. Behandling med T3 vil således være velegnet for patienter der lider af intracellulær hypothyreose.

Når jeg tænker tilbage på alle dine genvordigheder, Qa , og på alle dine symptomer, ustabil effekt af behandlingen, din kronisk undermedicinering og øvrige helseproblemer, der liksom ingen ende vil tage - samt dit ellers ekstremt plagsomt stress, du har berettet om så længe jeg kan mindes - og nu en bedring af stress-symptomer efter at Liothyronin er blevet føjet til din behandling - kan jeg ikke andet end lægge hovedet på blokken for påstanden om, at alt "de" skriver om intracellulær hypothyreose = T3-mangel pga. forstyrrelser i transporten af T3 ind i cellerne i din krop - passer 100% på det du hidtil har beskrevet her på forummet.

Men tilskud af Liothyronin kan trykke dit T4 for langt ned og dermed kan resultatet af behandlingen blive ret ringere end det behøver at være, og effekten kan blive vekslende mellem OK og mindre OK. Det er en "almindelig" fejl, at læger der ordinerer tillægs-behandling med Liothyronin, reducerer patienternes medicinering med Levaxin. Det er ikke en god løsning når T4-regnskabet bliver forringet, og her er forklaringen på, hvorfor så mange undersøgelser af effekten af kombinationsbehandlingen endte med konklusionen om, at tilskud af T3 ikke virker godt nok.

Desuden bør du samle kræfterne (føler jeg) - om ikke andet så for du ved hvem - og begynde at arbejde på at gå over til behandling med Erfa Thyroid.

T3 i Thyroid-mediciner er allerede (transport)proteinbundet og dette vil kunne overvinde denne kroppens manglende balance i transport-proteiner, der nu kan være årsag til hovedparten af dine problemer. På denne måde kan du også slå mange flere fluer med et smæk: T0, T1, T2, T3, T4 og Calcitonin indenfor samme behandling, uanset at det kan tage tid før hormonerne igen balancerer, selv om det aldrig bliver helt som før, bliver det supermeget bedre end nu og har været længe.

Det blev et megalangt svar. Håber du har orket læse det til ende. Og reflektere over når du orker. Rigtig god bedring, Qa

Forresten er der flere kilder til dette skriv, men den mest læsevenlig kilde er artiklen Thyroid Hormone Transport + en god gennemgang under overskriften Kombination T3/T4 mildner psykiatriske tilstande på PsychEducation.org

[Qa]

TUSEN TAKK for svar!

Veldig intressant svar som jeg skal lese enda grundigere senere. Jeg er veldig enig med deg at dette nok kan være mitt problem. Jeg vil også fortelle at ting nå begynner å se veldig positivt ut.

Jeg var hos fastlegen min for noen uker siden, og vi tenker likt! Har tidligere vært hos vikaren, som er første som har gitt meg medisin og vært grei og henvist meg etc. Han har dessverre byttet jobb, men nå er jeg altså hos fastlegen og jeg har aldri vært så glad etter en legetime. Han tror som meg at det er stoffskifte, og at medisineringen som ikke er god nok! (Endokrinologene tror jo det er ME ). Så jeg har nå økt Levaxindosen igjen. I tillegg er det satt opp oppfølgingstimer og prøvetaging fremover.

Ble jo nesten mye bedre bare bare av den timen. Var så godt å ikke måtte jobbe i motvind videre. Så en stor bør er løfta av skuldrene mine.

Med økt dose på levaxin og T3 tilskudd føler jeg at ting blir bedre. Jeg har gjort ting i det siste som jeg aldri ville kunne gjort og samtidig stå oppreist dagen etter. Så jeg velger akkurat nå å være super positiv. Jeg skal fortelle legen på neste time, hvor fantastisk det var å endelig snakke med noen som ser det samme som jeg opplever.

Skal lære en del av det svaret ditt, og etterhvert prøve å få sjekka ut dette og samme med Efra, om jeg nå ikke kommer i mål. Nå etter 3,5 år med "kolaps" ser jeg veien oppover, kjenner det i hvertfall på kroppen! Jeg er bedre, HURRA(!), og jeg har tro på at jeg skal bli enda bedre og etthvert kunne leve et normalt liv igjen. Tenk om barna kan få en bollebakende mamma, som også klarte og jobbe. Det var jo det jeg hadde planlagt for livet mitt. Og man skal ikke se bort fra at det kan skje

Hilsen Qa, som velger å være positiv, selv på en dag som jeg er sliten og kroppen verker.