Magnesium / B-6 mangel
Nyt perspektiv på sygdomsårsager og alternativ behandling.
Af Erik Kirchheiner

4. Hvor meget magnesium til - hvem?

Det er nu på tide at sætte nogle tal på, hvad vi forstår ved tilstrækkelig magnesiumindtagelse og magnesiummangel. Men hvor får vi de tal fra?

Den mest brugte - og misbrugte - tabel over menneskelige nutrientbehov er den amerikanske Recommended Dietary Allowances, almindeligvis forkortet til RDA og mere eller mindre kritikløst efterlignet i andre lande under forskellige betegnelser, i Danmark som ADT = Anbefalet Daglig tilførsel. Den amerikanske RDA er en bog på 284 tætte sider, der i 1989 udkom i sin 10. reviderede udgave.

Det er en lærd sag med mange akademiske overvejelser, konservativ og noget bagstræberisk i sin holdning. Selve teksten gør det imidlertid soleklart, at RDA-værdierne er ment som gennemsnitlige anbefalinger for større grupper af sunde mennesker. Det er et forhold, der alt for ofte går i glemmebogen. Når enkeltpersoner søger råd hos en læge, apoteker eller mere konventionel ernæringsrådgiver bruges RDA/ADT ofte som en benhård beregning af nøjagtig hvor meget man individuelt må få, hverken mere eller mindre.

Men den amerikanske tekst understreger kraftigt, at sådan kan disse værdier slet ikke bruges. RDA/ADT må ikke bruges til at reducere individuelle indtagelser. Ja, den sigter slet ikke mod at dække individuelle behov, hverken hos sunde normale mennesker eller hos folk med særlige behov forårsaget af sygdom, lang tids mangelfølge, stress, miljø belastning eller andre forhold.

Den amerikanske RDA for magnesium ligger på cirka 300 til 350 mg samlet daglig indtagelse fra kost og kosttilskud. Men for begge køn og samtlige aldersgrupper svinger anbefalingerne fra 40 til 400 mg.

Hvilket grundlag bygger denne udregning på? Faktisk et meget spinkelt grundlag, i realiteten forbløffende lidt, især i betragtning af den diktatoriske måde disse værdier anvendes på. Beregningen er nemlig baseret på gennemsnitsværdier i kosten og hos forskellige befolkningsgrupper. Men det betyder jo ikke, at disse værdier er udtryk for den bedst mulige magnesiumindtagelse og den mest ønskværdige standard.

Det er altså snarere en beregning af, hvad man - et flertal, men altså absolut ikke alle - med rimelighed kan forventes at nøjes med uden at få akutte mangelsymptomer. Uden at få erkendte akutte mangelsymptomer, javist, men altså på længere sigt ikke uden de talrige sygdomme, der er resultaterne af længere tids utilstrækkelig magnesiumindtagelse.

Det lyser gennem den amerikanske tekst, at man ikke har haft en optimalt magnesiumernæret befolkningsgruppe til at basere sine iagttagelser på. Individuelle forskere giver udtryk for samme dilemma. Men det erkendes dog i RDA-teksten, at befolkninger på en væsentlig anden kost end den amerikanske - en kost bestående af fuldkorn, bønner, frisk grønt og fisk - ville have vist andre værdier.

Havde det så ikke været en ide, at man havde medtaget dem i det grundlæggende studie? De findes jo flere steder i verden, og det kan også iagttages, at de lider væsentligt mindre af de specifikke sygdomme, som vi har nævnt ovenfor, - sygdomme, der er karakteristiske konsekvenser af den vestlige livsstil, en livsstil mest udpræget repræsenteret af amerikanerne.

Baseret på andre og bredere overvejelser end dem, der ligger til grund for formulering af RDA, har mere avancerede forskere og behandlere givet deres bud. Dr. Richard Passwater deler befolkningen i 4 kategorier og opererer med anbefalede doseringer på mellem 75 og 600 mg magnesium [20], altså maksimalt en halv gang mere end den højeste RDA! Et andet forslag til en Optimal Daily Allowance (ODA) - altså en bedst tænkelig tilskudsdosering - er på mellem 500 til 750 mg! [18]

Her taler vi altså stadig om gennemsnitlige værdier til normale sunde mennesker. Ikke om syge mennesker med mangelfølger, ikke om specielle individuelle behov, ikke om terapeutiske doseringer. De kræver helt andre mængder. Hvor store er de? Og hvor meget magnesium kan man egentlig tåle?

Ved formuleringen af de terapeutiske doseringer, bygger vi faktisk på et langt mere konkret grundlag end ved formuleringen af RDA/ADT, - nemlig de kliniskeerfaringer, iagttagelsen af, hvad der skal til, for at lindre eller helbrede en svær sygdomsskabende magnesiumsmangel. Dr. Melvyn R. Werbach [17] og andre har arbejdet med at samle disse værdier. For magnesium ligger værdierne mellem 300 og 800 mg. Der er dem, der går op til 1000 mg [18]. Toksiske doser antages at ligge over 2000 mg. [13]

Men hvor nyrefunktionen er normal og magnesium gives som kosttilskud er situationen stort set selvregulerende, da overdosering hurtigt fører til diarré, som vil afholde fra yderlige indtagelse. Andre symptomer på overdosering er døsighed, tørst og lignende. Store doser givet som injektion kan medføre hedeture, lavt blodtryk, reflekstab, åndedrætsbesvær og ved svær forgiftning koma og hjertesvigt.

Magnesiumforgiftning som følge af kosttilskud hos personer uden nedsat nyrefunktion er aldrig registreret. Magnesium som kosttilskud har en safety record på linie med vitaminerne [19] [20].

Lad os kort resumere: Det anbefales konservativt at voksne får i gennemsnit mellem 300 til 350 mg magnesium daglig. En mere avanceret bedømmelse er 500 til 750 mg og i teraputisk øjemed op til 1000 mg. - Men hvor meget magnesium får folk i realiteten?

Her støtter vi os til amerikanske undersøgelser. Erfaringen viser os imidlertid, at deres resultater ikke ligger langt fra den danske virkelighed. RDA oplyser, at daglig magnesium i kosten i begyndelsen af århundredet gennemsnitligt var over 400 mg, som i 1985 var faldet til 329 for mænd og 207 for kvinder! [14]. Faldet er utvivlsomt fortsat gennem det følgende tiår. Konklusionen er imidlertid formuleret på en ret løjerlig måde. "Skønt kostundersøgelser angiver, at magnesiumindtagelsen i visse dele af befolkningen ligger under den nuværende anbefalede daglige indtagelse, er der ingen sikre vidnesbyrd om, at magnesiummangel er et problem blandt sunde mennesker her i landet." (Sic!)

Er det virkelig ikke faldet eksperterne ind, at magnesiummanglen ikke skal findes hos de sunde, men hos de syge? Eller er denne formulering en særlig finurlige måde at undgå at konfrontere et problem, som man internt udmærket er bekendt med? Forklaringen er nok den, at RDA slet ikke er beregnet med henblik på syge mennesker. Men alligevel; formuleringen er stærkt vildledende!

I alle tilfælde: Myndighederne konkluderer, at folk får endnu mindre magnesium end selv de meget lave minimalmål, som de selv har sat! Det må vel kaldes en indrømmelse.

Andre og mere avancerede analytikere har imidlertid en anden opfattelse af problemets størrelsesorden. Efter en gennemgang af problemet som ovenfor konkluderer dr. Jeffrey Bland, der i en årrække var Linus Pauling's nære medarbejder: "Magnesiummangel er derfor meget almindelig hos den gennemsnitlige "velnærede amerikaner" [21]. Dette bekræftes igen af en landsdækkende undersøgelse fra 1981, der påviser at 75% af den amerikanske befolkning ikke engang indtager så meget magnesium, at det svarer til den officielle meget lave RDA!

Vi kan altså med god grund fastslå, at de fleste mennesker får for lidt magnesium. Med vor viden om følgerne af magnesiummangel kan vi også iagttage konsekvenserne i de folkesygdomme, der præger vort samfund. Men vor gennemgang af problemet har indtil dette punkt været enøjet, fordi det snævert har fokuseret på netop magnesium, skønt vi allerede har fastslået, at nutrienterne ikke virker uden samarbejde. Vi må nu udvide billedet og se på de samarbejdende faktorer - først kalcium og derpå vitamin B-6.