Sitat Opprinnelig skrevet av Anisa Vis post
Mange tak for alle hilsner. De er i hvert fald mange flere end jeg får i the real life. Mange venner er faldet af i svinget gennem årene med sygdommen og nu er endnu flere væk. Da jeg har rundsendt lidt info om, i kun få ord og uden tårevædede - øh-øv-synd-for-mig-øv osv. - har jeg ikke fået et eneste svar. Det betyder, at der bliver i fremtiden mange, mange kopper kaffe der bliver sparet væk.
"Vennerne" er fortsat borte og der er fortsat intet lys for enden af tunnelen... Jeg lever nu på anden måned af en "skattefri pengegave" fra min søn, der har spænderet dkr. 58.000 på sin mor og hvis det ikke lykkes at komme i arbejde inden disse penge slipper op - ja, så ved jeg, at jeg allermest har lyst til at køre ud på isen og få fred.

Nej! Jeg er IKKE deprimeret!

Jeg er bare den eneste person i hele verden, der ved præcis alt om, hvor mange krumspring og hvor mange ofre jeg har måttet bære for overhovedet kunne forblive på arbejdsmarkedet i alle disse år, med hypothyreose i bagagen....

Derfor ved jeg med 100% sikkerhed, at systemet vil alligevel tage livet af mig, hvis jeg kommer med på "samlebåndet" hvor jeg bliver afkrævet at kunne leve op til alle de krav, som raske "system-ofre" skal adlyde.... før de får lov til at beholde almisserne. I Danmark er det ikke længere støtte. I Danmark er det almisser man nu kan bede om, uagtet at man forinden og i årevis har betalt verdens højeste skat, som de folkevalgte havde formøblet på alt andet end egne borgere.

Hvis jeg mister min bil (og det gør jeg, fordi når man har en bil er man ikke i nød, siger reglerne). Uden bilen kan jeg ikke bevæge mig længere end 2 km på gåben, før jeg skal sidde ned og vente på at kramperne løsner op. Jeg kan ikke tage bus eller tog, da jeg skal kunne finde et toilet med kun et par minutters varsel, medmindre jeg faster omkring 8-10 timer før afgangen. Så enten skal jeg sulte eller skal jeg ikke med tog eller bus. Jeg kan heller ikke cykle.... da jeg end ikke kan bringe cyklen til standsning når kramperne i benet sætter ind. Det har jeg nemlig prøvet og var en fingerbredde fra et kraniebrud sidste forår. Man kan ikke bremse en cykel med kun et ben. Jeg kan end ikke bruge en lille "ben-cykel" ved sofaen til at træne lægmusklerne på, da spasmerne sætter omgående ind.... 5-10 minutter når jeg er heldig. Flere timer, hvis jeg er nogenlunde heldig.... eller til næste dag hvis jeg er rigtig uheldig.

"Undskyld kære chef/sagsbehandler, men jeg kunne ikke møde op til tiden, fordi jeg sad 2 timer i en vandpyt på cykelstien, mens jeg ventede på at min krampe gik over" (Dårlig undskyldning = dagpengestop!).

Så hvordan skal jeg kunne komme hjemmefra og til tvangsmøderne på jobcenter eller hos "samarbejdende virksomheder", hvor man arbejder gratis for sin socialhjælp? Og når jeg endeligt er tilbage, er jeg så frisk nok til at bruge tiden til at finde et "rigtigt" job? Og hvor skal jeg lede, når jeg ikke har bil til at køre efter jobbet og her i området er der ingen jobs at finde, da alle jobs er optaget af "arbejdsløse på gratis tvangsarbejde", som her i Danmark hedder "straksaktivering".

Så nej! Jeg er IKKE deprimeret!

Men jeg kan ikke se, hvordan jeg skal kunne klare den overgang, når jeg ellers i årevis praktisk har minitiøst tilpasset alt der kunne tilpasses, for at jeg overhovedet kunne fortsætte med at arbejde, med hypothyreose og op ad bakke hele tiden.

Det står jo ikke beskrevet nogen steder.... Der er ikke nogen journaloptegnelser på hele dette forløb og hvis der var nogen optegnelser.... ja, så ville det være alt andet end hypothyreose, som skulle være årsag til alle disse besværligheder... Fordi hypothyreose er jo bare en let sygdom, der behandles med en lille pille om dagen og ellers kan man leve som før man blev syg.

Det betyder, at hvis jeg skal ind på systemets præmisser, vil jeg aldrig nogensinde få fred igen. Det er sikkert som amen i kirken.

Kun et nyt job kan løse det hele, men med kun 7.000 jobs til deling mellem 130.000 jobsøgere (januar-tal) har det lange udsigter og i mellemtiden smelter isen.
Sitat Opprinnelig skrevet av Anisa Vis post
Telefonen ringede nogle dage efter og lægen lød voldsomt optaget af mit stofskifte: "du har for højt stofskifte" råbte han i røret. I dag ved jeg, at der ingen antistoffer var og det eneste der var "galt" var mit TSH-tal "u-målbart". "Jeg vidste, der måtte være noget galt, som du er energisk og kvik hver gang jeg ser dig", tilføjede lægen. "Du skal udredes videre på hospitalet! Højt stofskifte er livsfarligt" sagde han og jeg skulle straks møde op på hospitalets ambulatorium, hvor han allerede har ringet og bestilte mødetid til mig.

Når man er en ung mor - det sidste man vil er at skulle udsætte sit barn for en syg mor, som så måske ikke bliver i stand til at tage vare på ham, når denne frygtelige sygdom skader ens krop. Jeg fik at vide, at jeg ville blive dødsyg, med ødelagt hjerte og andre organer, hvis det høje, høje stofskifte ikke bliver bragt ned. Det var bare lidt svært for mig at forstå.... jeg havde det jo vidunderligt. Ingen problemer med psyke. Ingen problemer med helbred overhovedet. Ingen hovedpiner, ingen ødemer, ingen fordøjelsesproblemer, smukt hår, rent hud, flotte negler.... ingenting overhovedet. Jeg trivedes, stortrivedes... måske endda mere end jeg nogensinde gjorde før, men lige meget var det. Lægen insisterede på at jeg var dødsyg og at behandlingen skulle iværksættes "omgående".

Det måtte jeg bøje mig for da jeg jo havde pligt til at være rask for mit barn. Det var det vigtigste. Vigtigste af alt. Det blev så først til radiojod og da jeg fortsat var "for kvik" efterfølgende - endte jeg på operationsbordet.

Da sluttede mit liv!
Gid den f-u-c-k-i-n-g telefon havde aldrig ringet!! Eller havde den f-u-c-k-i-n-g læge været kvalt ved fødslen!