KAPITEL V - BØRN

Det er trist for en Kvinde ikke at faa Børn. De hører saa at sige til hendes organiske og haandgribelige Liv. Men det er værre endnu for en Mand, fordi Børnene er det eneste uhaandgribelige. For begge Køn er de vor eneste Eksistensberettigelse, Hvad betyder vort Arbejde, vort Forhold til Samfundet, vore Erfaringer, hvis de ikke omsættes i Hjælp til næste Generation. Saa uendelig kort er vort Liv, at naar vi skal begynde at leve det, er det egentlig forbi. Den eneste Trøst er, at vi er et Led i en Kæde. Alt hvad vi faar, skal vi med skælvende Hænder bære videre til næste Slægtled.

Nu er Faderens Eksistens noget, som forholdsvis sent træder ind i Børnenes Liv. De smaa Børn tilhører udelukkende Moderen. Lidt Børnegraad og nogle væltede Blækhuse paa vort Skrivebord er det. Fædrene kan erindre om de smaa Børn. Arbejdet og Sliddet er Moderens. Lidt mere fælles er vi om Skolebørnene, men ogsaa de regner langt mere med Moderen end med Faderen. Kun i større Sager og ved alvorlige Afgørelser træder Faderen ud af den mystiske Taage, der omgiver ham: »Vi kan jo tale med Fader!« det er den yderste Tilflugt. Men at være Højesteret er ikke noget virkeligt Eksistensforhold. Kommer vi til de halvvoksne Børn, vil Faderen hyppigt tone frem SOm en Magtfaktor, specielt i økonomiske Spørgsmaal. Som Samfundet har ordnet det indtil nu, tjener han jo i Reglen Pengene, altsaa han skal betale Uddannelse, Stilling, Bryllup etc. Undertiden formodes han ogsaa at have dybere Kendskab til Samfundslivet, noget den halvvoksne har Brug for. Faderen er en Slags Malkeko, men Moderen er et Menneske. Mandens Eksistens som Taage-Magtfaktor og Malkeko fortsættes i de fleste Hjem til Børnene bliver over 25 og Mændene over 50 Aar. Haanden paa Hjertet: Rettede De Dem efter deres Fader, fordi han var et Menneske, eller fordi han var et kategorisk Imperativ? Mon ikke det sidste.

Nærværende Forfatter havde en udmærket Fader, som sagde mange forstandige og kloge Ord, som først langt senere fik deres fulde Anerkendelse. Han sagde dette: »En Søn adlyder sin Fader til han bliver 15 Aar; han spørger ham til Raads til han bliver 25; mellem 25 og 35 gaar Sønnen sine egne Veje; efter 35 tager han nu og da Hensyn til Faderens Mening. Men først naar Sønnen er over 50, begynder han at forstaa, at den gamle egentlig havde Ret. Og først naar han er død, vil han - maaske - begynde at se lidt op til ham.«

Slægt efter Slægt, Aar efter Aar vil dette gentage sig. De yngre er altid i Opposition til de ældre. Forældrene er Børnenes naturlige Fjender, d. v. s. der er en latent KrigstiIstand mellem de to Generationer. Denne Krig er alle Slægters tragiske Oplevelse; men den er nødvendig. Thi enhver ny Slægt maa gennem Kamp finde sin egen Staaplads. Intet Menneske kan overtage et andet Menneskes Erfaringer.

Til den fysiologiske og genealogiske Forskel kommer i vor Tid en ny Forskel, nemlig det Svælg, som to Verdenskrige har sat mellem to Generationer. Vi Mænd mellem 50 og 60 har haft den ulykkelige Skæbne, at forberede og uddanne os til en bestemt Tilværelsesform, og saa komme til at leve vor Manddom og Alderdom under helt andre Vilkaar end dem, vi havde tænkt os. Der er en virkelig Tragedie i det at forberede sig til et og opleve noget andet. En Side ved denne Tragedie er, at vi mere end tidligere Slægter er skilt fra den kommende Generation. Der kan ikke være Tvivl om, at de sidste 30 Aars Begivenheder og Forskydninger, sociale, ideologiske, politiske, moralske, religiøse, har uddybet Kløften mellem ældre og yngre paa en særlig effektiv Maade.

Og alligevel kan vi Mænd mellem 50 og 60 ikke undlade at vejlede - jeg vil slet ikke sige opdrage - den kommende Generation. Naturligvis vil og maa der altid være en Befrugtning selv under Krigsperioden. Lettest vilde det være at gaa fra det hele og sige til Ungdommen: »Vi skal betale jeres Uddannelse, Resten maa i selv om!« Men kan vi gøre det? Er det forsvarligt? Til syvende og sidst: Ville Børnene ønske, at vi overlod dem Slagmarken? Een Ting skal vi i hvert Tilfælde ikke gøre. Vi skal ikke prøve at lave os om. Absolut ikke l - En Mand, som ikke bevarer det Særpræg, han har erhvervet gennem en Menneskealder, er ingen Mand. Han har ikke noget at give til andre, heller ikke til sine Børn. Altfor ofte forsøger Forældrene i falsk pædagogisk iver at snobbe for deres Børn og afpasse sig efter dem i Klædedragt, Livsanskuelse etc. Selvfølgelig falder det latterligt ud. De 25-35 Aar, vi har oplevet mere end Børnene, kan vi ikke ustraffet kappe af os; og vi skal ikke følge med Tiden i den Forstand, at vi forkaste r vort dyrt erhvervede Grundlag og vor personlige Kultur.

Netop i Kraft af de forskellige Tider, vi har oplevet, har vi noget at give vore Børn af det, som de mangler. Ungdommen er ikke bedre end før; den er heller ikke værre. Ungdommen er ung, som den altid har været. Paa dens Kreditside kan man fremføre en Ærlighed, Aabenhed, Naturlighed, betydelig Flid og langt større Realisme, end vi var i Besiddelse af. Paa dens Debetside kan vi fremføre - naa, lad det være I Sikkert og vist er det blot, at hvis vi ældre ikke er os selv, er vi slet ingen Ting. Verden er altid i Bølgebevægelse, de senere Aar mere end tidligere; men naar en Epoke er overstaaet, kan der blive Efterspørgsel efter netop det, som Ungdommen nu finder forkasteligt. Skal vi bære Flammen videre i vore skrøbelige Hænder, saa skal det dog være i vore Hænder. Vi maa stadig ihukomme, at det nu er os, som regerer Verden. I Dag er det os, som staar paa Bølgens Top og regerer ikke blot over Pengekassen og Madposen, men ogsaa over visse aandelige Værdier, Arven fra dem der gik forud. Det er det, vi gerne vilde bevare til Efterslægten. Jeg tror alligevel, jeg vil sige direkte, hvad jeg mener, at Ungdommen mangler, nemlig en vis Dybde og Inderlighed, en personlig Kultur, en god Portion Følelse. Om man vil kalde det Romantik eller noget andet, er ligegyldigt; men Forstand og Vilje kan aldrig erstatte Følelseslivet. Livet er ikke alene en Samling betingede Reflekser. Det er en Samling uhaandgribelige Værdier, hvor Fantasi, Følelse, Frihedstrang og Individualitet kommer til sin Ret. Vi har oplevet en Jernaldertid.

Hvem ved, om der kommer en ny Guldalder. Det bliver i saa Tilfælde vor Opgave at konservere Værdierne fra Begyndelsen af det 19. Aarhundrede til Brug for Slægten i Slutningen af det Tyvende.