KAPITEL III - SAMFUND

50 Aars Alderen i en Mands Liv er den Periode, hvor han i stærkest mulig Grad har Kontakt med Samfundet - baade som givende og som modtagende. Han er naaet frem til det Punkt, hvor hans Arbejde har Værdi ikke blot for ham selv og Familien, men ogsaa for det store Samfund. Fædrelandet har Brug for ham, ikke blot i mindre Kredse som Medlem af Bestyrelser, Udvalg, Komiteer, men ogsaa i større Kredse som Medlem af Kommune, Amt eller Statsraad. Der er »Bud« efter Manden paa 50, og han har nu efter at have oparbejdet sin Virksomhed Lyst til at komme udover de lokale Rammer. En vaagen og fremadstræbende Mand vil gerne have Del i den Anerkendelse, Ære, Uddannelse eller blot Indsigt i større Forhold, som følger med at beklæde Tillidsposter i Samfundet. Han er kort sagt i den farlige Alder!

Den normale Udvikling i et Menneskes Forhold til Samfundet er vel den, at han som Barn og ung udelukkende er nydende, receptiv. I Skolen og i Uddannelsestiden er han et rent Passiv i Samfundsregnskabet. Alt hvad han lærer, maa han modtage fra andre; og i et velordnet Samfund er alt lagt til Rette for at føre den unge frem til det Punkt, hvor han kan blive en Producent i Stedet for en Konsument. En Arbejdsmand bliver dette allerede ved 14-15 Aars Alderen. En Forretningsmand eller Haandværker bliver Producent ved 20-25 Aars Alderen. En Akademiker eller Embedsmand bliver det først ved 30 Aars Alderen, og enkelte Specialister kan ikke klare sig selv økonomisk før ved 35 Aars Alderen. Alt i alt maa man sige, at jo mere kundskab skrævende Stillinger det drejer sig om, des længere bliver Forberedelsestiden.

Efter den receptive Periode kommer saa den produktive. Landmanden faar sin Gaard, Købmanden sin Forretning, Haandværkeren sit Værksted, Akademikeren sit Embede. Nu begynder Arbejdet med at skabe sig en Position og sikre Kaarene for den begyndende Familie. Lad os tænke os at dette lykkes. Livet gror omkring Mandenl Han konsolidere r sin Position og sin Økonomi, og han kommer nu omkring 50 Aars Alderen til det Punkt, der er omtalt i forrige Kapitel, hvor det der kræves er Rutine og Trofasthed. Nu er det imidlertid, han strækker Armene ud mod større Opgaver og mod Andel i det store Samfundsmaskineri.

Der er intet, der er saa sammensat som en Mands Motiver, naar det gælder Samfundsopgaver. Her træffer man den mærkeligste Blanding af Altruisme og Egoisme; lige fra den mest rødglødende og offervillige Begejstring, hvor Tanken om egen Fordel spiller en minimal Rolle, til den mest underfundige og uberegnelige Luren paa egen Fordel, hvor det offentlige Hverv kun er Vejen til at faa noget i Knaphullet. Har man set igennem det, der kaldes »Samfundssind«, bliver man ikke altfor optimistisk. Kvinderne har i den mere begrænsede Stilling i Samfundet, der hidtil har været dem tildelt, en større Evne til virkelig Selvopofrelse. Manden har næsten altid paa et vist Punkt en Skelen til, hvad han kan faa for det. Der er heri intet abnormt. »Ordener er Kræfter«, skriver den kendte Nervelæge A. Forel i sine Erindringer. *)

Nu ligger Forholdene naturligvis ikke ens for alle. Generalisering er uretfærdig. Tilværelsen frembyder ingen Problemer for den, der ublu og graadigt kaster sig over de »Ben«, som Samfundet tilbyder sin Mand. Heller ingen Problemer er der for den, der slet ikke attraar Arbejde eller Ære udenfor sin egen begrænsede Kreds. Problemerne fremkommer for to Slags Mænd: Dem, der attraar Samfundets Æresposter, og ikke faar dem - altsaa heller ikke kan beskadiges af dem - og dem, der attraar Tillidsposterne og faar dem, men forsimpIes igennem Anerkendelsen. Lad os skænke hver af disse en kort Omtale. Det er Mændene mellem 50 og 60, der her er Tale om.

Sandelig, der kan være de reneste Motiver til at attraa Del i Samfundslivet for den, der er kommet til Skels Aar og Alder. Hvor meget foregaar der ikke omkring os, som der er Grund til at prøve at rette paa: Krig og Ufred, Klassekamp og Arbejdsløshed, Sløseri med offentlige Midler, Uret mod værgeløse, Haardhed mod svage, Forsømmelser overfor de evigt uskyldige Børn. Der er nok, der kalder paa Arbejdslysten. Alligevel kan en Mand, som er midt i Halvtredserne, faa en pinlig Fornemmelse af, at alt det tunge, der omgiver ham, kan han ikke personligt faa Indflydelse paa, hvis han ikke hopper op paa de Tillidsposter, der tilbydes ham. Der er Folk nok, der søger at faa ham engageret i Foreninger og Bestyrelser, for politiske, nationale, sociale, religiøse Formaal. Men ofte er der bagved Tilbudet det skjulte Krav om at gaa ind i et bestemt Geled og blive Stemmekvæg for den eller dem, der selv vil klatre op ad Samfundsstigen. Mann merkt die Absicht und wird verstimmt!

Der er kun faa Steder, hvor Massesuggestionen ikke nedsætter den enkeltes Individualitet, og hvor vanskeligt er det ikke at indfange de virkelig gode Samfundskræfter og tvinge dem til uegennyttigt Arbejde. Alligevel skimter man, eller man mener at skimte nogle faa Steder, hvor det foregaar. Det er der. Manden i Halvtredserne gerne vil være med. Han er klar over, at han har noget at give, som tiltrænges. og han er gammel nok til at lege med. Om nogle faa Aar er Kræfterne til at gøre en Indsats udtømt, og ingen har Brug for ham mere. Det hører til de skæbnesvangre Situationer i den farlige Alder at afgøre. om man skal sige Ja eller Nej til et offentligt Hverv. Den. som er Nervelæge, ved bedst, hvor uendelig megen Sorg og Nervenedbrudthed, der kan flyde af et uoverlagt Ja i et ubesindig t Øjeblik.

Sagen er nemlig den, at den Mand, som faar de mange Samfundshverv, ikke blot kan forsømme det, han er sat til at passe med Trofasthed, men ogsaa kan forvirres og forringes af den offentlige Moral og de mange Taler, Møder, Kompromisser, som den Slags Liv nu engang kræver. Det er dødsens farligt at være med i det, som foregaar for alles øjne og som fører sin Mand i Aviserne og paa Landets Talerstole. Ganske anderledes farligt end at blive hjemme og passe sine Ting. Egentlig kan man have godt ondt af dem, der i god Tro lader sig demo¬ralisere og langt op i Aarene er forblindede af det, som kun er Flitterstads. Rent bortset fra den direkte Demoralisering, som offentligt Arbejde kan medføre, er det et virkeligt Problem for Manden mellem 50 og 60, som har et anstændigt Job og Hænderne fulde:

Hvor megen Tid kan og skal jeg anvende paa det derude, og hvor megen paa det derhjemme? En gammel, god Regel er det, at man skal gøre det ordentlig, som man hver Maaned faar Betaling for, - bagefter kan man ofre sig for »det offentlige«.

Paa den anden Side er det et Svaghedstegn og Mangel paa Virilitet, eller dog Tegn paa en sart Konstruktion, hvis en dygtig Mand, der er naaet til den voksne Alder, principielt holder sig helt udenfor offentligt Arbejde. For det første skal dette Arbejde jo nu engang gøres, og helst gøres af de bedste Folk og ikke af Stræbere. Og for det andet gaar den beskedne og flittige Hjemmemand Glip af et Samliv med andre Mænd og derved et Udsyn over Tingene, der baade kommer ham selv og hans Arbejde til Gode i det lange Løb. Det er ingen Dyd at være en Hjemmefødning; men det, der gør Tilværelsen vanskelig mellem 50 og 60, er at man skal vælge mellem at blive hjemme eller at gaa ud. Somme Tider synes man, at det er forkert, hvad man saa end gør.

Naturligvis er disse Bemærkninger sat lidt pessimistisk op. For de fleste Mænd gaar Sagen langt lettere end det her er fremstillet, fordi de slet ikke opfatter Brodden i Problemerne. Men er det en Lykke at være Optimist, saa er det i hvert Fald ingen Lykke at køre i Grøften paa Grund af bare Optimisme. Den, som selv er kommet over 60 Aar, har maaske Ret til at raabe et lille Varsko til dem, der kommer lige efter. Livet er ikke Legetøj - og det skæbnesvangre er, at det aldrig kan gøres om igen.

Konklusionen af det anførte maa blive denne: En Mand mellem 50 og 60 ønsker, fordi han har stabiliseret sit Virkefelt, at komme ud i mere omfattende Samfundsarbejde. Han har Ret til det, ogsaa fordi han har samlet Erfaringer og endnu er saa rask, at han har noget at give i det offentlige Liv. Men han bør se sig vel for, inden han lader sig fange ind i et politisk Parti eller Foreningsarbejde, og han bør navnlig ikke lade sig blænde af den Nimbus af Offentlighed, der derved kommer omkring hans Navn. En Mængde offentligt Arbejde er kun Geledarbejde; han bliver simpelthen Slave af visse Kræfter eller Personer, der udnytter ham skaanselsløst. Arbejdet paa Platformen kan forsimple sin Mand og ægge hans Ærgærrighed til lav Udvendighed. Gaar han ind i en mere omfattende Samfundstjeneste - og det vil han i Reglen gøre maa han bestandig holde sig for øje de helt store Maal, det som ligger bagved Tingenes og Talernes Overflade, det som virkelig er Anstrengelserne værd - og Nattesøvnen. Maaske kommer man nærmest ved det rigtige, naar man erindrer et Ord af Grillparser, som jeg har staaende paa en gammel svensk Lerkrukke fra mine Forældres Hjem: »Tystnaden och fortjensten ara syskon.«


*) Riickblick aul mein Leben. Ziirich 1935.