Behandling af lavt stofskifte med ikke-syntetiske lægemidler

[Anisa]

Behandling af lavt stofskifte med ikke-syntetiske lægemidler.

Idet da findes stofskiftesyge, som vitterlig ikke reagerer positivt på behandlingen med syntetisk hormontilskud (Eltroxin, Levaxin, Synthroid m.v.) - må man i den grad undres over, at de syge i Skandinavien ikke tilbydes obligatorisk behandling med lægemidler indeholdende skjoldbruskkirtelhormoner af naturlig oprindelse.

Behandling af stofskiftesygdomme med naturlige hormoner forekommer i Europa og verden, selv om af uransagelige årsager - er det vist nok ikke "så fint" for nogle læger, at benytte de lægemidler, der ellers har bevist sin værdi fra det 18. århundrede og frem til 1960-erne, hvor en smart medicinalvirksomhed har opfundet det syntetiske "alternativ" til det oprindelige lægemiddel.

Problemet med det syntetiske lægemiddel er blot dette, at det indeholder kun èt af de hormoner (T4), hvorimod det oprindelige lægemiddel indeholder alle fire skjoldbruskkirtelhormoner - dvs. T1, T2, T3 og T4 samt calcitonin - hvilke i interaktion med hinanden, skaffer patienten en bredere sikring af, at behandlingens effektivitet vitterlig stiger. Og chancerne for et tilbagevenden til et rimeligt liv - stiger lige så.

Nøjes man derimod kun med det ene hormon - T4 - det syntetiske hormontilskud indeholder - spiller man russisk roulette med patienternes udsigter til bedring.

Af en eller anden, mystisk og uforståelig årsag - er disse speciallæger i endokrinologi - totalt på afveje, når de forventes at behandle patienter, som IKKE reagerer positivt på tilskud af det syntetiske T4. Godt nok anerkender de patientens sygdom, men mister stort set interessen, hvis patienten (patientens krop) ikke kvitterer for behandling med en bedring.

De vil ikke forstå, at patientens sygdom er ikke opstået af ingenting og at der er en fysiologisk forklaring på ALT, blot man (lægen) er indstillet på, konstant at efteruddanne sig, være opmærksom på sine patienter, sætte den kliniske metode foran blodprøve-regime og sidst men ikke mindst - har faglig integritet nok til at lære af andre læger.

Problemet (I) med det syntetiske hormontilskud, som kun indeholder (lager)hormonet T4 er - at dette (lager)hormon først skal igennem patientens indre organer - før det kan OMDANNES til det aktive hormon T3, patientens krop "nu og her" har behov for, døgnets alle 24 timer. Og hvis på denne vej hen imod denne omdannelse - sker der noget, der forhindrer denne omdannelse - går patienten fyldt med dette u-aktive T4, hvilket også kan ses i blodprøvene, så er "alting jo i orden", hvorefter lægen vasker hænderne med henvisning til, at patientens værdier af thyroxin "er jo fine, ikke sandt?".

Problemet (II) med denne situation er, at der skal virkelig en verdensmester af en endokrinolog til, bare at gå i gang med at finde ud af hvorfor og HVOR i patientens krop svigter denne omdannelse af T4 til T3. Så er det meget lettere for de middelmodige OG arrogante læger. Hvorfor arrogante? Fordi kun deres "ekspertise" gælder og selv om der findes tonsvis af vellykkede forsøg og erfaringer i verden - anerkendes de ikke af vores læger. "Ekspertise"? Ekspertise er noget man udvikler ved at anvende de muligheder, der findes og så følge op på patienterne og deres tilstand.

Vores endokrinologer, selv de der "forsker", de famler i blinde og hellere støtter op om hinanden, end om patienterne. Presset mod væggen begynder de at forske i en, forlængst udforsket virkning af det aktive hormon T3. Af guderne ved, hvilke grunde - reducerer de så patienternes indtag af T4 og erstatter det reducerede med T3.... og så slår de ud med armene og siger, at T3 bare ikke virker..... Hallo! Er det dette, vi har givet formuer i skattekroner til, for at uddanne de læger, der skylder os at yde en behandling, der virker - når den nu findes!?

Hvis vores læger i stedet - gav deres patienter det ikke-syntetiske hormontilskud indeholdende alle fire T-hormoner - og så fulgte op med klinisk overvågning af patienternes tilstand ved at justere op og ned på dosis, kunne de faktisk på denne nemme måde fastslå - om patienten i realiteten oplever en bedring, hvor længe, hvor meget, hvor ofte osv. Havde de blot anvendt denne oprindelige stofskiftemedicin med diagnostisk formål, i det mindste i starten - ville tusinder af stofskifteinvalider omsider blive rehabiliteret, genvinde lægernes respekt og slippe for betegnelsen: hypokonder.

Jeg har kendskab til tilfælde, hvor ganske få danske læger udskriver recepter på naturlige thyroid-præparater, som patienterne så indleverer på apoteker i udlandet, hvor de kan købe medicinen. Men det er sørme tys-tys og det må, i hvert fald ikke siges videre eller fortælles andre læger om. For så falder hammeren og sådan en læge vil blive udstødt af sine egne kolleger.

Man skulle tro at medicinen var forbudt eller livsfarlig. Og selv om de ellers udskriver alskens bivirkningsbehæftet medicin ud til patienterne, lykkepiller i lange baner, statiner, metadon til forh. misbrugere - er det - øh - så frygteligt, når en kollega formaster sig til at udskrive det eneste lægemiddel, som med garanti virker i behandlingen af sygdom i skjoldbruskkirtlen. Kan I forstå det? Så kan I mere end jeg.... for jeg kan ikke finde en eneste, rationel grund til, at et virkningsfuldt lægemiddel skulle afvises, til fordel for et usikkert.