"Det handler om hormoner" af Thierry Hertoghe

[Anisa]

Det handler om hormoner
- få viden om hormoner og styr på stress, humør, søvn, hukommelse, energi, libido, vægt og meget mere
af Thierry Hertoghe og Jules-Jacques Nabet



HORMONER I MIT BLOD

Det er lige den type ”happy ending” der lokkede mig til at praktisere intern medicin. Men hvad mit speciale, endokrinologien, angår, har jeg så at sige hormoner i blodet, også i en anden forstand. Som fjerdegenerationslæge, med en far, bedstefar og oldefar som snakkede om hormoner, sundhed og alder ved middagsbordet, lærte jeg hemmeligheden ved et sundt, langt liv at kende, før jeg overhovedet blev voksen.

Jeg var dog alligevel ikke ubetinget begejstret ved tanken om at blive læge, og det var uden nogen overvældende ildhu at jeg gik i gang med medicinstudiet. Jo, studierne var interessante – men ikke inspirerende. Da jeg begyndte mit hospitalsarbejde – indenfor det speciale jeg havde valgt, psykiatri – kunne jeg ikke gøre mig fri af en følelse af, at det var det forkerte jeg arbejdede med.

Hos mange af de psykiatriske patienter kunne jeg ved Gud ikke se andre sygdomstegn end hormonmangel. I mine øjne var de soleklare, men de var tydeligvis overset af masser af andre læger på patientens vej gennem systemet som havde ført patienten til mig.

De fleste endokrinologer, de læger som ”officielt” har med hormoner at gøre, specialiserede sig tilsyneladende i diabetes og rettede kun lejlighedsvis opmærksomheden mod andre hormonfelter. De fleste var særdeles traditionelle og brugte betydeligt mere tid på at behandle sygdomme i stedet for at forebygge dem. Lægevidenskaben af i dag er i den grad specialiseret, således at mange læger arbejder med et så snævert fokus at de overser, selv kæmpestore, blinkende alarmsignaler hvis disse ligger udenfor deres eget snævre felt. Jeg foretrækker at følge i mine bedstefædres spor. Den lægevidenskab jeg kendte fra min far og mine bedstefædre var mere helhedsorienteret, dvs. fokuserede på hele personen; den var mere komplet, og dens primære intention var at opnå og opretholde total sundhed.

Jeg så mere af dette potentiale i almen praksis, og den succes jeg havde med et overraskende antal endokrinologiske tilfælde, tændte virkelig op under mig. Som f.eks. Nicole der var 49 og ved at tabe håret. Hendes muskler var blevet slappe og hendes hud tør; hun følte sig konstant træt og sensitiv over for stress; og hun oplevede jævnlige anfald af nervøsitet, depression og maveproblemer – ingen af disse symptomer havde generet hende før hun nærmede sig de 50. Vi fik genoprettet hendes hormonbalance med naturligt østrogen, progesteron, cortisol og DHEA (dehydroepiandrosteron) og en kost som understøttede hormonernes virkning, og inden der var gået to måneder, følte hun sig bedre tilpas og så bedre ud. Selv hendes hår holdt op med at falde af – og begyndte at vokse ud igen.

Eller se på Ken, der var på alder med Nocile, og som var begyndt at miste hukommelsen. Hans tanker var uklare og han havde svært ved at koncentrere sig. Desuden klagede han over at han var ved at blive gammel – håret var blevet tyndere, hans ansigt rynket, han havde fået et ”bildæk” om maven, kræfterne var aftaget. Men efter at være sat i behandling med væksthormon, testosteron (i lighed med halvdelen af alle mænd over 50 havde han ”normal” koncentration af testosteron, men alt for stor en del af den var bundet til forhøjede mængder af proteiner i blodet, og dermed biologisk inaktiv), thyreoideahormon, DHEA og cortisol – i naturlig form og i korrekt dosering – plus vitamin- og mineraltilskud kunne Ken snart prale af at føle sig mindst 15 år ”sundere”.

Og Wally, som efter min mening ikke ville være i live i dag – eller i hvert fald ikke være i stand til at leve et aktivt og tilfredsstillende liv – hvis det ikke havde været for den behandling med thyreoideahormon, væksthormon, testosteron og cortisol han var gået i gang med. Han havde allerede overlevet to hjerteanfald og en tredobbelt bypass-operation da jeg traf ham. Men hans kolesteroltal holdt sig stædigt forhøjet uanset hvad han gjorde; og depression og konstant udmattelse nærmest sugede livet ud af ham. Hans krop var for tidligt ældet: svækkede muskler, nedsat libido, fortykket hud, vægtforøgelse omkring maven og et tydeligt fedtlag under huden. Hans kirurg og kardiolog var bange for, at ikke engang en bypassoperation ville være i stand til at beskytte hans stressede hjerte i særlig lang tid. Med da vi først fik sat ham i behandling med alle de hormoner han manglede, i omhyggelig beregnede små doser, følte han sig stærkere og bedre tilpas end han havde gjort i årevis. Og ti år senere levede Wally i bedste velgående; han var ikke længere sikker på at han ville komme til at dele skæbnen med sin far som var død af et hjerteanfald inden Wally havde afsluttet sin universitetsuddannelse.

Gennem sygehistorier som de nævnte opdagede jeg at jeg kunne hjælpe folk til forståelse af hvad deres krop fortalte dem, for at pejle mig ind på den mest hensigtsmæssige behandling, og derved opnåede jeg den fornemmelse af ”kald” som jeg havde savnet. Det gik op for mig at det var en gave, ikke en byrde jeg havde arvet fra fire generationer.

Den gave min oldefar, bedstefar og far gav mig, var en reelt helhedsorienteret anskuelse – behandling af patienten som helhed – og en forståelse af de kliniske symptomers altoverskyggende vigtighed. Enhver form for hormonmangel røber sig ved veldefineret gruppe fysiske og psykiske virkninger; og en omhyggelig sygehistorie og klinisk undersøgelse giver os alle de oplysninger vi behøver, forudsat vi er i stand til at aflæse dem.

Den endelige nøgle fik jeg direkte fra min far som var klar over, at der i de særlig vanskelige tilfælde var tale om mangel ikke blot på èt hormon, men på mange – ”multiple deficiency syndrome” kaldte han det. Han opdagede, at når alle disse mangeltilstande blev afhjulpet (støttet af sund ernæring og kosttilskud), kunne dette være effektiv mod tilsyneladende uhelbredelige problemer og sågar udbedre de angiveligt ”uundgåelige” tegn og symptomer på aldring.

Der findes ikke nogen hormonmirakelkur alle kan have gavn af. Hver person har brug for forskellige hormoner og altid i kombination, som regel tre til seks ad gangen – kun sjældent èt alene. De fleste af os vi efter 34-årsalderen have gavn af naturlige hormoner i lave doseringer, individuelt justeret og omhyggeligt afbalanceret.

Efterhånden som min egen praksis udviklede sig, så jeg at ikke blot kvinders, men også mænds hormonbalance ændrer sig med alderen, samt at kvinders hormonsvingninger begynder i god til inden menopausen (hvilket kunne tænkes at ligge til grund for mange, dårligt forståede symptomkomplekser). Ydermere producerer kvinders krop små mængder af ”mandlige” hormoner, hvilket betyder at kvinder også kan lide af mangel på disse ligesom mænd kan. Der kan opstå mangel på alle de andre hormoner i organismen. Disse mangler kan være lige så problematiske – og de kan i samme grad udbedres.

For at få svar på mine mange spørgsmål opsøgte jeg førende eksperter indenfor hvert enkelt hormon og hev oplysninger ud af dem, både om hormonernes videnskabelige virkemekanismer og om deres praktiske anvendelse. Jer lærte mindst lige så meget ved at se tilbage på hvordan det hele foregik på min bedstefars tid da lægevidenskaben nødvendigvis måtte fokusere på kliniske symptomer frem for på laboratorieværdier. Ofte havde den tids læger ikke andet end kliniske symptomer at gå efter. De var derfor omhyggelige og samvittighedsfulde i deres observationer. Jeg mener stadig, at interaktionen mellem læge og patient er det nyttigste når det gælder om at finde frem til de reelt værdifulde informationer, og selv om kolde statistiske værdier som følge af laboratorieprøver, kan være med til at bekræfte en klinisk baseret hypotese, er det begrænset hvad de er i stand til at vise. Det glæder mig at kunne praktisere med hightech-lægevidenskabens hjælpemidler til disposition, men vi har ikke råd til at miste den gamle skoles visdom, som kunne kaldes hightouch-lægevidenskab.

Men uanset hvordan problemet diagnosticeres, følger løsningen altid det samme mønster: de rigtige hormoner i de rigtige kombinationer og rigtige doser, ledsaget af de rigtige næringsstoffer.

MIN EGEN HORMONPROFIL

Jeg udviklede disse redskaber under jagten på ikke blot mine patienters, men også min egen hormonbalance. Eftersom jeg er 45, er mine kirtler ikke længere så effektive som før. Jeg begyndte, takket være min far, at tage thyreoideahormoner som ganske ung for at behandle nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen ( denne sugdom overses typisk hos unge, især unge mænd). Jeg tager også cortisol, DHEA, testosteron, melatonin og væksthormon dagligt - og har gjort det i årevis. Jeg er afhængig af disse tilskud for at bevare mit gode humør, mit energiniveau og min kondi. Selvfølgelig spiser jeg også efter en ernæringsplan og benytter en håndfuld vitamin- og mineraltilskud til at understøtte den hormonbalance jeg tilstræber.

Jeg begyndte at tage thyreoideahormontilskud som barn. Som voksen skiftede jeg fra en kost med rigelige mængder af mejeriprodukter og kød til en diæt med moderat proteinindhold og masser af frugt, og snart kunne jeg reducere min dosis af thyreoideahormon med to tredjedele. Jeg har dog stadig brug for tilskuddet; når jeg ikke tager det er jeg træt, stiv og morgengnaven og kan ikke tænke klart.

Uden cortisoltilskud føler jeg en voldsom og intens trang til sukker. Jeg æder bogstaveligt talt alt hvad der kan sættes foran mig, og kunne gøre kål på en hel æske chokolade på meget kort tid. Hvad der måske er endnu værre; jeg ville spise uafbrudt, hele dagen. Cortisolproduktionen tiltager mens vi spiser; ædeorgier var således min krops forsøg på at genoprette min hormonbalance.

Når jeg mangler cortisol, føler jeg mig desuden døsig og ude af stand til at koncentrere mig. Enhver antydning af stress føles overvældende (for meget cortisol fører imidlertid til usundt eufori; det er således vigtigt at sørge omhyggeligt for at ramme den korrekte dosering). Hormonet giver mig også positive kosmetiske bivirkninger. I min fars familie bliver alles ansigter magre og afpillede at se på med alderen - et klassisk tegn på cortisolmangel. Takket være mine cortisoltilskud har jeg undgået dette specifikke familiekendetegn.

Væksthormon er det tilskud jeg nødigt ville give afkald på. Det var af forfængelighedsgrunde jeg begyndte at tage det for syv til otte år siden: jeg var begyndt at blive pluskæbet. Væksthormonet standsede processen og udbedrede skaderne, men derudover kunne jeg konstatere at det også havde andre forbløffende, gunstige effekter. Nu kan jeg arbejde mere og behøver ikke sove så meget, og der er ingen bivirkninger. Jeg er rolig, behersket og venlig, selv i ophedede situationer. Jeg er mindre ængstelig og mere beslutsom. Dengang halvdelen af mit hus brændte - få dage inden jeg skulle holde et oplæg ved en vigtig konference - troede alle at jeg ville bryde sammen. Men det er lykkedes mig at fungere, håndtere brandskaderne, trøste min kone og holde mit oplæg uden problemer. Takket være væksthormonet.

Jeg var i 30'erne da jeg begyndte at tage væksthormon i en daglig dosis på 0,35 mg. Som det ofte ses, virkede tilskuddet aktiverende på min hypofyse, og jeg begyndte at producere større mængder af hormonet. Da mine hænder og fødder begyndte at tiltage en anelse i størrelse, vidste jeg at jeg var nødt til at reducere dosis. Nu tager jeg 0,02 IU pr. dag; denne dosis giver mig alle positive virkninger, uden bivirkninger. Det kan lyde ufatteligt, men normalt ordineres væksthormon i doser de er 40 gange så store som den jeg p.t. tager, selv om unge voksne normalt kun producerer 0,2-0,5 mg pr. dag. Endnu værre er det at væksthormon ofte gives alene i stedet for i velafbalanceret kombination med andre hormoner - sådan som jeg anbefaler det.