"Fine" blodprøver, struma og jodmangel?

[Anisa]

Hei Anisa

Jeg er på mange måter enig med deg i at det sannsynligvis er ikke kreft i denne knuten. Men når det er sagt, så har du utrolig rett i at jeg er skremt... Jeg er vettskremt. Det er så mye kreft i familien min, både på min mors og min fars side. Min farmor og min mormor, alle søsken av mine foreldre. Alle har de hatt kreft, kjapp kreft, langsom kreft... Familien min dør av kreft, min far senest for 1 måned siden, min mor for 11 år siden bare 64 år gammel.

Strumaet oppdaget jeg selv for 1,5 år siden og var på første ultralyd/biopsi for 15 mnd siden. Da var den store knuten på ca 4x3x2,5 cm og det ble tatt 3 prøver(sprøyter). I tillegg finnes det 3 knuter på rundt centimeteren.
Ny kontroll 25.mai. Størrelsesmessig var tingene uendret men biopsiene viste altså endring. Det ble også denne gangen tatt 3 prøver.

Jeg trodde selv at strumaet var mindre nå, men jeg tok feil. Det er snakk om å operere bort venstre halvdel av kjertelen, og hva det vil medføre vet jeg ærlig talt ikke... Det jeg vet er at hvis jeg skal ombestemme meg, må det skje fort...

Hvis du "føler" strumaen blev mindre, så er den mindre. Det er ikke kun ydre mål det kommer an på, men også hvor kompakt den er, og hvis den er blevet mindre kompakt, vil den også føles mindre.

Det ville være SÅ forkert at opfordre til at du ombestemmer dig. Det er du den eneste, der kan tage stilling til, men jeg har dog en personlig holdning til forløbet af dit møde med kirurgen: det var forkert af kirurgen at forcere en straks-aftale om operation under samme møde, hvor resultat af biopsien var meddelt dig. Denne aftale burde være truffet under en anden konsultation, eller senere over telefonen, efter at du havde chancen at tænke det hele igennem, i fred og ro derhjemme.

Det var forkert af kirurgen at efterlade dig med det indtryk, at den operation han reserverede tid til, var en behandling mod knuden, når det i virkeligheden er tale om en "diagnostisk" operation. Manglende information om det er grunden til at du blev bange, langt mere end der lige nu er grund til. I virkeligheden (som så mange andre før og senere) blev du sådan set et offer for at kirurger kan kun tage stilling til... kirurgi. En kirurg forholder sig ikke til hormonale konsekvenser af et indgreb, og har ikke kompetencer til at kunne vurdere det. Netop derfor burde betænkningstid være en standard-procedure i denne type af forløb, medmindre der fra starten er tale om "stage 6" dvs. en klokkeklar kræft-diagnose.

Det er ikke tilfælde med dig, og alligevel efter omstændigheder ganske forståeligt - reagerer du som om det netop var kræft-diagnose. Med angst, og ansvaret for det er udelukkende kirurgens: han burde oplyse dig om forskellen mellem mistanke og diagnose, og om hvilke kræftformer skal man være på vagt over for, og hvorfor. Og han burde også fortælle dig at den foreslåede "diagnostisk" operation ikke er en "kræftforebyggende" behandling.

Jeg kan godt forstå at du frygter kræft pga. familiens forhistorie, men medmindre de alle havde den medullær kræft i skjoldbruskkirtlen - har du intet at frygte i dit tilfælde. Det er ikke sådan, at når en person er død af kræft, vil vedkommendes direkte efterkommere automatisk arve anlæg for enhver kræfttype. Der er visse kræftformer, hvis anlæg for er arvelige, men så gælder det altså udelukkende den bestemte type kræft - ikke dem alle.

Jeg kan lige så godt kopiere hvad jeg skrev til en anden person her på forummet for fire år siden:

Det kan være lidt svært at finde information skrevet på menneskesprog, så det er til at forstå nuancerne og fatte, at begrebet "kræft" ikke altid dækker over en dødsdom. Jeg har skrevet om det i tråden til Trude, som også var blevet skræmt af udsigten til en skjoldbruskkirtelkræft-diagnose:

Kræft i skjoldbruskkirtlen er sædvanligvis ganske fredelig (langsom), hvoraf kun den follikulære kan sprede sig udenfor skjoldbruskkirtlen, men det er sjældent og hvis det alligevel sker, sker det yderst langsomt. Så langsomt, at hvis der er tale om ældre personer, opdager man det først under en obduktion efter at de er døde af anden sygdom, eller af alderen.

Også den medullære kræft kan spredes og er langsom. Den medullære kræft i skjoldbruskkirtlen er den eneste kræftform i som kan være arvelig, men det forudsætter at det arvelige anlæg stammer fra en person (tilbage i slægten), der havde den samme type kræft, dvs. den medullære.

Den tredje form af kræft i skjoldbruskkirtlen er den papillære, som "spreder" sig indenfor skjoldbruskkirtlen ved at danne flere selvstændige knuder.

Der findes også enkelte andre typer af kræft i skjoldbruskkirtlen, hvoraf kun en enkel type (anaplastisk carcinom) er meget aggressiv i sin vækst-hastighed (uger), så den nærmest ikke kan overses og bliver derfor hurtigt bemærket, af selv en blind læge (sort of speech).

Strengt taget, behøver man kun frygte den sidste (anaplastisk) form for kræft i skjoldbruskkirtlen, fordi den ofte overhaler diagnosen, hvorimod de øvrige to "klassiske" kræftformer (follikulær og medullær) enten spreder sig så langsomt at det tager mange år, eller som den papillære, der blot spreder sig indenfor egen skjoldbruskkirtel, og er derfor harmløs for resten af kroppen.

Jeg siger ikke at man skal tage let på denne diagnose, men blot siger jeg at i de allerfleste tilfælde er der slet ingen grund til at gå i panik. Panik er en vældig dårlig vejleder.

Få hellere undersøgt hvilken type af kræftceller de har fundet i din skjoldbruskkirtel. Er det den follikulære (den laaaangsomme)? Er det den medullære (den arvelige)? Eller er det den papillære (som kun spreder sig internt i skjoldbruskkirtlen)? Og så tage evt. bekymringer derfra.... Ingen grund til at ødelægge sin sjælefred allerede nu.

At finde ud af, hvilken kræfttype er ikke aktuelt i dit tilfælde, fordi du har ingen kræft, men for egen sjælefred kan det ikke skade, at du ved noget mere om det. Måske kan du få mere ud af det hvis du læser hele tråden her? Den er kort, kun 8 indlæg.

Ellers lyder det som om du pt er for skræmt til en besindig overvejelse, og for skræmt til at lære mere, forberede dig, eller forlange betænkningstid. Med den aftale, der allerede er truffet er der ganske enkelt ikke tid nok til at kunne beslutte sig på et oplyst grundlag, så det bliver lægen, der bestemmer over dit liv nu. Jeg ville ønske, det var det var du som delte kortene ud. Det er dit liv, endda på tærsklen til alderdommen, hvor livskvaliteten spiller en rolle, langt mere afgørende end før.

Det jeg nu fokuserer er at du kan senere lære at hjælpe dig selv når du skal håndtere ikke kun lavt stofskifte, men forinden bliver du nok udsat for endnu en operation ("for en sikkerheds skyld") og radiojod (samt evt. strålebehandling kun såfremt kræft konstateres senere i forløbet).

Man er nødt til at forholde sig til hele pakken, allerede ved første skridt man tager i den slags forløb. Jeg håber, jeg kan friste dig til at undersøge denne kilde omtalt her på forummet, fordi det i givet fald vil blive et godt sted at starte... Jeg har opdateret det emne i dag, alene pga. dig