Det ser ud til, at farcen GlaxoSmithKline/Eltroxin slutter i år. Fremover bliver det et sydafrikansk datterselskab til Aspen Global Incorporated, der skal stå for fremstillingen af Eltroxin til alle markeder udenfor USA.

Iflg. en pressemeddelelse fra GlaxoSmithKline d. 30. juni sidste år - har GlaxoSmithKline solgt Eltroxin (+ 3 andre lægemiddelprodukter) til et datterselskab af den sydafrikanske farmaceutiske koncern, Aspen Global Incorporated for et kontant vederlag på 170 millioner £.

Andrew Witty, Chief Executive Officer, GlaxoSmithKline citeres for at have sagt noget i retning af: "som led i optimeringen af rentabiliteten og ønsket om forenkling af vores fremstillingsvirksomhed, vil vi sælge de af vores produkter, der kan effektivt markedsføres af andre parter. Aspen er en god, respekteret og hurtigt voksende farmaceutisk koncern. At sikre kontinuiteten i udbuddet for patienterne var en vigtig faktor i vores valg af partner for denne aftale tillige med Aspen`s evne til at løfte forpligtelsen til at sikre produkternes kvalitet og høje standarder produktionsleddet."

Jada... det bliver vist længere vej over kloden, når fremtidige problemer med Eltroxin skal løses.... hvis evnen til problemløsning følger GlaxoSmithKline`s, som vi har oplevet de sidste måneder.... er der ikke megen trøst for patienterne at spotte, efter at denne handel afsluttes senere i år. South Africa her I come.

I lyset af alle disse fiksfakserier, der alene kan læses om i denne tråd - vinker Armour Thyroid, Westhroid og Nature-Throid til os i det fjerne, venligt og roligt.... og imødekommende.... fred, fred, fred og ro. Ingen formel-ændringer. Ingen søforklaringer. Ingen bortfoklaringer og ingen omgåelser af sandheden. Virker bare som det skal fra første tablet... til den sidste. Ingen problemer med bindingsstoffer, med leverandørskift, med offentlige styrelser, med andre aktører.... Bestiller man Armour - får man Armour. Bestiller man Westhroid - får man Westhroid.

Uha, hvilken fred og gammen.... med disse tørrede grisekirtler til patienterne, der altid kan regne med, at det de har brug for er det de får.... Disse gammelkendte lægemidler og deres rolige fremstilling i baggrunden, hvor det eneste patienterne behøver bekymre sig om er, at huske sine piller på bestemte tidspunkter - står i skærende kontrast til storindustriens formel-rod og koste-hvad-det-koste-vil optimeringer på kryds og tværs af produktions- og salgsledet - med patienterne i midten, placerede som hund i et spil kegler.... hvor ingen ved, hvor fra det næste problem kommer...

Det er næsten lige før, at man bliver direkte taknemmelig for at Forest Laboratories og Western Research Labs kan finde ud af at drive deres forretning så solidt og stabilt, at det ikke går ud over de syge, der behandles med deres produkter....