"Man kan faktisk tale om både en fysisk død og en social død. Vi kan bedst lide, at de to følges ad, men sådan er det ikke altid. Mange gange går den sociale død forud for den fysiske. Den sociale død indebærer, at den syge og de pårørende mister sociale relationer, der før har været vant til, som har givet identitet og mening. De føler ikke de hører til hverken de levendes eller de dødes verden." (Kilde: Hospiceforum.dk)

Det er efterhånden mere regel end det er undtagelsen, at syge af lavt stofskifte "dør" socialt jo længere deres sygdom forbliver i den såkaldte "subkliniske" fase - en fase der kan vare livet ud og ubehandlet, såfremt hypofyse-hormonet TSH ikke reagerer adækvat til sygdommens reelle fremskridt, og jo længere de med diagnose er underbehandlet - fordi hypofyse-hormonet TSH ikke reagerer adækvat til sygdommens reelle fremskridt.

At være "socialt død" betyder ikke, at man er socialt ufølsom eller egoist. Det betyder at man ikke er i stand til at vedligeholde sin andel af de sociale bånd til familie og omgivelser som helhed, hvorfor de sociale bånd svækkes med tiden, og brydes fordi den syge ikke er i stand til at reagere på opfordringer til fælles aktiviteter eller personlig respons.

Her er et lille digt, en bekendt, en midaldrende kvinde med hypothyreose har skrevet til sin mand gennem 25 år:



Jeg vil gerne gå dig i møde,
men minde fødder er bundet.

Jeg vil gerne kramme dig,
men mine hænder er bundet.

Jeg vil gerne svare dig,
men min hals er snoret.

Jeg vil gerne tilberede vores mad,
men jeg har hænder uden fingre.

Jeg vil gerne beundre dine billeder,
men mine øjne er blinde.

Jeg vil gerne synge med dig,
men min stemme er ru.

Jeg forstår dig godt,
forstår du mig?


Så er det at den syge af hypothyreose træder et skridt tilbage og søger trøst i tanken om, at i det mindste ens børn vil ikke overgive een... men heller ikke det er sikkert.

Jeg er selv "socialt død" og har været det gennem mange herrens år. Selv efter at have kastet lægerne med deres Eltroxin på porten i 2006, fortsatte den "sociale død", fordi at blive "levende" igen kræver en målrettet, mental genoptræning, men så længe hypothyreosens hjerneskadende effekt ikke anerkendes af lægestanden, kan hypothyreose-patienter ikke genoptrænes af deres hjerneskader, og deres sociale følger. Selv når den sociale død letter "af sig selv" efter overgang til bedre behandling - bliver den aldrig helt væk igen. Ikke uden erkendelse, anerkendelse og en målrettet genoptræning, kun de færreste er i stand til at gennemføre på egen hånd.

Ingen kræver at et offer for en hjerneblødning skal genoptræne sig selv. Alle kan forstå det. Ingen vil forstå, at hjerneskader pga. langvarig hormonmangel kan være lige så omfattende, som de fleste skader forårsaget af hjerneblødninger. Og selv om hypothyreose giver ikke lammelser - kan hypothyreose låse een inde i sin egen krop, lige så effektivt som den største blodprop.

Når man søger på nettet efter personlige beretninger af de "socialt døde", finder man ikke meget. Det er synd og skam, fordi mens vi gemmer os og skjuler at vi plages af at være "levende begravet", bliver det ikke bemærket, erkendt, anerkendt og løst.

Modige sjæle opfordres hermed til at kommentere...