Magnesium / B-6 mangel

[Anisa]

Erik Kirchheiner skrev i 30 år og indtil sin død i februar 2010 utallige artikler og bøger om kostændringer, vitaminer, mineraler, aminosyrer, fedtsyrer og naturmedicins betydning for et godt helbred. Han holdt utallige foredrag om kropsvenlige næringsstoffers indflydelse på krop, psyke og adfærd. Han var kendt for sin kompromisløse holdning overfor urimelige forhold på sundhedsområdet, som gør det vanskeligt at forbedre folkesundheden. Kilde: Lnsnatur.dk

Magnesium / B-6 mangel
Nyt perspektiv på sygdomsårsager og alternativ behandling.
Af Erik Kirchheiner

• Forord: Den usynlige skov
  
  1. Patienten, lægerne ikke kunne diagnosticere
  2. Magnesiums funktioner i organismen
  3. Magnesium som en mega-mangel
  4. Hvor meget magnesium til - hvem?
  5. Har man sagt Mg, må man også sige Ca
  6. Mg/B-6-mangel - et epidemisk mønster
  7. Kramper og Vokseværk
     
     • Migræne og Epilepsi
     • Karpaltunner syndrom
  8. Hjerte- og kredsløbslidelser, åreforkalkning og andet
  9. Knogleskørhed (Osteoporose)
  10. PMS - det præmenstruelle syndrom
  11. Allergier, Astma og Intolerance
  12. Lavt blodsukker
  13. Nyresten og galdesten
  14. Cancer
  15. Produktorientering
  16. Litteraturhenvisninger

[Anisa]

Magnesium / B-6 mangel
Nyt perspektiv på sygdomsårsager og alternativ behandling.
Af Erik Kirchheiner

Forord: den usynlige skov

Hvis nogen umiddelbart spurgte mig, hvilken ernæringsmangel der samtidig både er den mest udbredte og den mest oversete, ville jeg uden tøven svare Magnesiummangel. Dette ville nok forbløffe mange - tilmed også nogle af mine kollegaer i den alternative behandlerbranche. Men hvorfor denne undren?

Med magnesiummangel har vi et problem, der kan anskueliggøre det gamle mundheld: "Man kan ikke se skoven for bare træer".

Skoven er udbredt fordi magnesiummangel findes overalt især i den vestlige verden, ja, i realiteten i alle miljøer, der følger vestlig livsstil. Hvad der vokser i skoven - træerne - er alle de lidelser, som magnesiummangel forårsager eller er med til at forårsage. Disse mangelfølger viser sig oftest som meget alvorlige sygdomme. Det drejer sig om hjerte/kredsløbslidelser, muskelsvækkelse, knoglesvækkelse (osteoporose), nyresten, galdesten, væskeansamlinger (ødem), allergier, epilepsi, migræne, kramper, præmenstruelt syndrom (PMS), karpaltunnel syndrom og mange andre problemer. Magnesiummangel er også ofte en faktor i lavt blodsukker, vokseværk, cøliaki (hvedeallergi), sukkersyge, forstoppelse, muskelsmerter, kvalme, appetitsvigt (anoreksi), immunsvigt, svimmelhed, rystesyge, udmattelse, depression, irritation, synkebesvær, søvnløshed, overfølsomhed overfor lys og lyde, forhøjet og/eller uregelmæssig puls, irritabilitet, angst, morgenkvalme ved graviditet, angina pectoris og højt blodkolesterol. Et tegn på enten magnesium eller kalcium mangel er en positiv Chvostek reaktion. Det vil sige at man ved tapning af facialnerven fremkalder stærk smerte eller en voldsom spasme.

Vi ser lidelserne - vi ser ikke årsagen, magnesiummangel. Vi ser træerne, men vi ser ikke skoven. Magnesiummangel præger vort samfund så meget, at konsekvenserne af denne tilstand enten regnes for normale, fordi mangelen har dannet norm, eller man erkender ikke sammenhængen mellem denne mangel og de meget udbredte lidelser, som den forårsager.

Intet af det, der står i dette lille hefte, er særligt nyt. Årvågne behandlere har i årtier kendt til disse forhold og har brugt deres viden og indsigt i patientbehandlingen med stor succes.

I forskningen er sammenhængen mellem mangel og lidelser faktisk erkendt for længe siden. Allerede i begyndelsen af dette århundrede fandtes mange af disse informationer, og de blev udbygget og bekræftet gennem talrige senere undersøgelser.

Men stadigvæk er der alt for få, der kan se skoven, eller kan se, at træerne har noget med skoven at gøre. Og for næsten hundrede procent af landets sygdomsbehandlere, nemlig lægerne, der totalt monopoliserer den offentlige sygdomsbehandling, er både skoven og træerne totalt usynlige. Er denne blindhed naturlig for denne faggruppe, eller er den forårsaget af en slags hypnose? Dette spørgsmål melder sig påtrængende, da det jo især er dette ortodokse kartel, der har imprægneret sig selv mod netop den information, som det er deres pligt at erhverve sig og bruge til gavn for folkesundheden og patientbefolkningen. De få, der har den rette indsigt, kan ikke gøre sig gældende i den offentlige sundhedssektor. Eller burde vi måske kalde den: sygdomssektor? Det ville være en mere rimelig betegnelse, når vi ser på konsekvenserne af dens aktiviteter.

For denne holdning i det etablerede offentlige system medfører ikke blot, at tusindevis af patienter bliver fejlbehandlet. I stedet for at få de ernæringsfaktorer, der ville ophæve de mangeltilstande, de lider af - altså, få tilfredsstillet deres sult - bliver de medicinforgiftet med syntetiske kemikalier - tilmed til høje priser.

Patienter med de nævnte lidelser er særlig udsatte for at blive medicinforgiftede. Nogle af de sværeste medicingifte bruges nemlig på patienter med epilepsi, depression, migræne, allergier, højt blodkolesterol og hjerte/karsygdomme. For mange af disse patienter er forløbet: - bliv syg, bliv lægebehandlet, bliv forgiftet, bliv sygere, bliv endnu mere lægebehandlet, forgiftet, sygere og fattigere - og så videre. For ikke blot er medicingifte dyre, men lægerne lider også af en udtalt aversion imod billige, simple og naturlige løsninger.

Jeg erindrer således for nogle år siden, at en læge havde en stakkels lille epileptiske dreng med vokseværk, uregelmæssig puls og forstoppelse som patient. Da vi alle tilhørte samme bekendtskabskreds, dristede jeg mig til at bemærke overfor lægen, at en daglig knivspids magnesiumklorid i et stort glas vand sammen med saften af en halv citron kunne gøre underværker. Det var den slags primitive, men billige og faktisk effektive midler vi måtte ty til dengang. Men lægen så mørkt frem for sig, rystede på hovedet og afleverede i en nærmest bebrejdende tone den udtalelse, der i mange år gav ekko i mit sind: "Den slags kan vi skam ikke skrive recept på."

Konsekvensen af, at man ikke kunne skrive recept på den slags, blev at drengen fik epilepsimedicin, der dels gjorde ham så sløv, at han ikke kunne følge med i skolen, dels forsinkede og komplicerede hans seksuelle udvikling. Mod forstoppelsen fik han afføringsmidler, og mod den uregelmæssige puls fik han hjertemedicin, som han ikke kunne tåle. Mod vokseværk fik han ingenting, og det fortsatte han med at lide af i invaliderende grad. Jeg så ham senere, og da var han en opsvulmet blegfed teen-ager med et alkoholproblem. Jeg spurgte ham så, hvad lægen sagde. Lægen havde sagt, at nu var det på tide, at han (patienten, altså!) begyndte at tage sig sammen.

Dette fandt sted for år tilbage. Men jeg ser stadig ingen radikal ændring i dette offentligt iscenesatte behandlingsidioti, hvor den slags regelmæssigt sker, og hvor patientens eneste rolle, indtil han eller hun segner om, synes at være malkekvæg for medicinalindustrien.

Dybest set er alle vitaminer og mineraler selvfølgelig lige væsentlige, fordi svær mangel på enhver nutrient vil få alvorlige, ja, fatale følger. Magnesium er således udfra denne synsvinkel ikke vigtigere end enhvert andet mineral. Men udfra en anden synsvinkel - den store magensiummangel i samfundet og konsekvenserne heraf - kan man fremhæve magnesium som meget vigtig, og det er netop baggrunden for dette lille skrift.

Men da alle nutrienter - mineraler og vitaminer - samarbejder, og da ingen af dem kan undværes i dette samarbejde, er det væsentligt, at man ikke bruger magnesium i sygdomsbehandlingen som et enkeltmiddel på samme måde som man bruger en medicin. Magnesium kan ikke fungere alene. Magnesium kræver sit miljø af andre nutrienter, ligesom de andre nutrienter kræver magnesium for at fungere.

En af de væsentligste nutrienter i samvirket mellem magnesium og dets øvrige samarbejdsmiljø er B-vitaminet pyridoxin, i daglig tale kaldet B-6. Igen må det påpeges, at B-6 selvfølgelig funktionelt ikke er mere eller mindre væsentligt end ethvert andet B-vitamin. Så betegnelsen "væsentlig" i denne sammenhæng gælder B-6's særlige funktion i forhold til magnesium og også det forhold, at det - på samme måde som magnesium - så ofte mangler eller er i underskud.

Veluddannede behandlere er vant til at styre deres behandlingsprogrammer efter reglerne for samvirkende ernæringsterapi. Grundreglen er ganske simpel: Organismen skal så vidt mulig tilbydes samtlige nutrienter samtidig for at garantere, at ingen faktorer i det biokemiske samarbejde mangler. Derfor giver man patienten et bredspektret kosttilskudsprogram indeholdende rimeligt store doser af nutrienterne.

De behandlere, der arbejder med sådanne basisplaner, vil selvfølgelig ofte iagttage i løbet af behandlingsforløbet, at basisplanen ikke altid er tilstrækkelig.

Individuelle patienter vil have individuelle behov ofte dikteret af ekstreme mangler på enkelte nutrienter. Min egen erfaring, der også regelmæssigt bekræftes af andre, er at disse ekstra behov i første række næsten altid gælder 3 nutrienter: Vitamin C, zink og - især - magnesium. Netop her viser det sig altså igen, hvor stort behov mennesker i vort samfund har for magnesium.

I de lande i verden, hvor forskningen i nutrienter er mest avanceret, ser man da også, at mængden af magnesium i almindelige kosttilskud i de senere år gradvis er blevet øget ganske betydeligt. Der er her - som vi senere skal komme nærmere ind på - tale om en ændring af balancen mellem kalcium og magnesium.

Hvor kalcium tildligere var i overvægt er balancen i dag i takt med erkendelsen af magnesiums betydning i mange produkter blevet radikalt ændret. Ikke blot er kalcium og magnesium blevet mere jævnbyrdige og gives i næsten lige store doser, men faktisk er man i nogle kosttilskudspræparater gået over til at give mere magnesium end kalcium.

NB: Oprindeligt blev magnesium på dansk kaldt magnium, og denne staveform er stadig vidt udbredt. I de senere år er man i medicinal- og også i helsekostbranchen gået over til praktisk talt udelukkende at benytte betegnelsen magnesium.

Det har undertiden medført forvirring og misforståelser. Men i dag må man konstatere, at betegnelsen magnium er blevet forældet, og at grundstoffet på dagens dansk hedder magnesium - med samme stavning som på engelsk og tysk.

[Anisa]

Magnesium / B-6 mangel
Nyt perspektiv på sygdomsårsager og alternativ behandling.
Af Erik Kirchheiner

1. Patienten, lægerne ikke kunne diagnosticere

I begyndelsen af 1995 blev en alternativt arbejdende læge opsøgt af en patient. Patienten forsøgte desperat at finde ud af, hvad hun egentlig fejlede.

Hun havde været syg gennem længere tid og havde gennemgået henved en halv snes hospitalsindlæggelser og omfattende undersøgelser. Specialister fra mange discipliner havde med undren iagttaget hendes symptomer uden at kunne stille en diagnose eller foreslå en behandling. Patienten led af svære smerter ved mindste stød eller blot berøring og var konstant generet af rystelser og sitren i hele kroppen. Hertil kom svimmelhed og usikker gang, øresusen, snurren i lemmerne og væskeansamling. Lidelsen gjorde tilværelsen utålelig, og patienten var nær et sammenbrud.

Fortvivlelsen fik hende til at konsultere endnu en læge. Men efter de mange forudgående og frugtesløse undersøgelser havde hun ikke længere noget egentlig håb om, at hun kunne hjælpes.

Den alternativt arbejdende læge havde imidlertid lært ernæringsterapi og var derfor bekendt med de symptomer, der opstår ved forskellige nutrientmangler. Han fandt, at tegnene dannede et kendt og velbeskrevet mønster: billedet af en klassisk mineralmangel. Lægen gav patienten det manglende mineral som kosttilskud. På få uger var patientens tilstand normal, og alle symptomer på lidelsen var forsvundne. Mineralet, der manglede, var magnesium.

Hvordan kunne det gå til, at patienten blev trukket gennem hele dette frugtesløse undersøgelsescirkus, uden at de involverede medicinske koryfæer opdagede, at lidelsen drejede sig om noget så simpelt som en mineralmangel. Ja, at patienten rent faktisk led af mineralsult!

Er dette forløb blot endnu et isoleret eksempel på lægefusk føjet til snart mange andre, som medierne nu næsten dagligt præsenterer os for? Endnu en variation af det kendte tema: Den stadig ekspanderende lægelige inkompetence?

Det vil nok være uklogt at betragte tilfældet som isoleret. Det, der adskiller dette forløb fra andre, som vi - eller lægerne eller patienterne selv - ikke får noget at vide om, er, at hér, i dette tilfælde kom patienten til en alternativt arbejdende læge, der - fordi han arbejdede alternativt - var istand til at stille den ret simple, ja, egentlig indlysende diagnose: magnesiumsult!

Var de andre læger slagne med blindhed? Eller hvad gik der af dem under alle disse hi-tech specialundersøgelser? Blandt disse videnskabens ørne kunne der vel ikke være tale om - uvidenhed?

Mærkeligt som det kan lyde for de naive og autoritetstro, så er denne mulighed faktisk i overvældende grad til stede. Lægestuderende undervises ikke i magnesiummangel. De manipuleres snarere til at undlade at beskæftige sig med det.

Hvad der imidlertid giver affæren et svimlende perspektiv er, at når denne patient gjorde sig bemærket, skyldtes det et ekstremt mønster af symptomer, der tilsidst drev hende til en alternativ behandler. Havde hendes symptombillede været anderledes, ville hun have været lettere at rubricere i det allerede eksisterende behandlingssystems symptomskuffedarium. Så havde hun nemlig lidt af knogleskørhed (osteoporose), migræne eller epilepsi, præmenstruelt syndrom (PMS), hjerte- eller kredsløbsproblemer, kramper, mave/tarmproblemer , dårlig nyrefunktion, nyresten eller galdesten, anæmi, cøliaki, karpaltunnelsyndrom, ja, eller cancer; altsammen lidelser, der næsten bevidstløst bliver behandlet med medicin og/eller kirurgi uden at nogen beskæftiger sig med lidelsernes egentlige årsager endsige forsøger at fjerne disse og dermed effektivt helbrede lidelsen. Patienten kan også få lavt blodsukker. Men det er en sygdom, som lægerne slet ikke anerkender som sygdom. Dette redder imidlertid ikke patienten fra en behandling - som regel invaliderende - for lidelsens symptomer.

Vi har altså her endnu engang et eksempel på det ofte omtalte symbolske problematiske isbjerg. Den kolde synlige spids er det vanskelige tilfælde, der bliver synligt, netop fordi man tvinges til at fokusere på det og måske endda afsløre dets sande natur.

Resten - og langt det meste - gemmer sig nede i det kolde mørke og bliver aldrig eller kun sjældent belyst og erkendt.

Resultatet er at tusindevisvis af mennesker bliver fejlbehandlet uden udsigt til helbredelse, men med sikker udsigt til medicinforgiftning.

Magnesiummangel er en banal sag. Ligesom C-vitaminmangel. Men C-vitaminmangel i form af skørbud var i århundreder en epidemisk dræbersygdom, fordi man ikke vidste at det var - ja, lige netop C-vitaminmangel. Med magnesium forholder det sig på samme måde. Her taler vi blot ikke om skørbug, men om et bredt spektrum af lidelser. Der mangler ikke viden om disse sammenhænge; men lægerne mangler denne viden, samtidig med at de har monopol på behandlingen af befolkningens sygdomme.

De burde vide bedre og det er en flammende skandale, at de ikke ved bedre. Deres egne fagskrifter ved bedre [1] [2] [3] [4] [5] [6] [7] [8]. For enhver anden faggruppe i dagens Danmark er stadig efteruddannelse en tvingende nødvendighed. Enhver ingeniør, advokat, jordemor, farvehandler, svineavler eller cykelsmed ved det og accepterer det og arbejder i overensstemmelse hermed. Det ganske danske land et et stort opfølgningskursus. Men lægerne, den faggruppe i hvis varetægt befolkningen er tvungen til at lægge sit liv og helbred, har i årevis ikke kunnet mande sig op til som andre borgere at være på højde med den professionelle udvikling. Livsvigtige data, informationer, der kunne redde tusindevis af liv, får lov til at ligge urørte. Imens er hospitalerne og især operationsafdelingerne ved at segne under en patientbelastning, der aldrig havde behøvet at opstå. Befolkningen lider, betaler skat for at lide, og aflønner også de eksperter, der dikterer dem, hvorledes de ikke må blive raske.

[Anisa]

Magnesium / B-6 mangel
Nyt perspektiv på sygdomsårsager og alternativ behandling.
Af Erik Kirchheiner

2. Magnesiums funktioner i organismen

Slår vi op i de konventionelle fagbøger for at læse om magnesium i ernæringen og i sundhed og sygdom, lærer vi først om dette grundstofs utallige funktioner i organismen [9]. Det er umuligt at give en udtømmende liste over dem, men her er nogle af de vigtigste:

1. Magnesium medvirker i enhver form for vækst.
2. Magnesium medvirker ved reparation og udbedring af celler og væv som samvirkende faktor i proteinstofskiftet.
3. Magnesium er en samvirkende faktor i dannelsen af hormoner.
4. Magnesium er en intracellulær faktor uundværlig ved overførelse af nerveimpulser. Magnesium- og kalciumioner er ansvarlige for den elektrokemiske overføring af nerveimpulser.
5. Magnesium er samvirkende faktor for vitamin B-6 = pyridoxin.
6. Magnesium er samvirkende faktor for vitamin B-1 = thiamin.
7. Magnesium er samvirkende faktor i talrige enzymsystemer, herunder de energiproducerende fosfatoverførelser (Alle forløb, der kræver aktiveret ATP = adenosintrifosfat). Mere end 300 enzymer aktiveres af magnesium.
8. Magnesium medvirker til duplikeringen af DNA - og dermed overføring af arveanlæg.
9. Magnesium er nødvendig for de energipumper, der er ansvarlige for den rette fordeling af natrium, kalium og kalcium gennem cellevæggene.
10. Magnesium opretholder cellernes indre struktur og danner med kalcium og protein brolignende støtteanordninger til afstivning af membranstrukturerne.
11. Magnesium er en uundværlig faktor i knogledannelse og cirka halvdelen af kroppens magnesium er integreret i knoglemassen.
12. Magnesium aktiverer østrogen. Det vil sige at tilstrækkelig magnesium hjælper organismen til en bedre udnyttelse af den nedsatte østrogenproduktion efter menopausen.
13. Magnesium er nødvendig for at undgå kaliummangel.
14. Magnesium er nødvendig for normal funktion af muskler - også hjertemusklen!
15. Leverens funktionsevne er afhængig af magnesium.
16. Magnesium er en funktionel hovedkomponent i klorofyl-molekylet, der er uundværligt for alle planter ved omdannelsen af lysets energi til biokemisk energi. Dette er nøgleprocessen til Livet på vor klode. Alle organismer er totalt afhængige af denne proces.

Det kræver ikke megen forestillingsevne, ja, ikke engang ret megen indsigt i biokemi og fysiologi, for at man levende kan forestille sig konskvenserne af magnesiummangel. Sammenbrud af cellefunktioner, svigtende nerveledning, enzymunderskud, faldende energiproduktion og hormonmangel er nogle af de umiddelbare resultater. Disse funktionssvigt i organismen vil udløse laviner af andre dysfunktioner. Og det er jo netop det, vi kan iagttage ved magnesiummangel.

Laboratorieteknisk er det ikke hurtigt eller simpelt at påvise en magnesiummangel. Almindelige mineraltest - på hår, blod, urin o. a. - er ikke pålidelige. En test der giver klare resultater kan tage op til 3 døgn.

Men det er også kun i de allerfærreste tilfælde at en laboratorietest er nødvendig, for mangelsymptomerne er så klare, mangeltilstanden er så udbredt og ekstra magensiumtilskud er så ufarlige, at det ikke er nogen som helst grund til at tøve med at give magnesium, hvis man har begrundet formodning om, at det er det der mangler. Og hvis symptomerne forsvinder, ja, så er det jo et bevis i sig selv på, at antagelsen var korrekt. Og det vil den selvfølgelig være igen og igen, da magnesiummangel er en tilstand der i større eller mindre grad plager næsten hele befolkningen.

[Anisa]

Magnesium / B-6 mangel
Nyt perspektiv på sygdomsårsager og alternativ behandling.
Af Erik Kirchheiner

3. Magnesium som en mega-mangel

Der er altså god grund til at sikre sig tilstrækkeligt magnesium til at alle de livsvigtige funktioner forløber, som de skal.

Så hvordan sikrer vi os, at vi får den nødvendige mængde?

Hvis vi skal tro på de ortodokse vurderinger, behøver vi slet ikke have bekymringer i den retning. Vi får den magnesium, vi har brug for [10]. Men andre, i indland og udland, har den stik modsatte opfattelse [11] [12] [13].

Og denne opfattelse bakkes faktisk op af en meget ortodoks kilde [14]. En lang række næringsmidler indeholder rimeligt store mængder magnesium. Det gælder blandt andet soyabønner, nødder som kashew, mandler, pekan, jordnødder, samt avocado, ølgær, østers, dadler, citroner, grapefrugt, majs, solbær, fuldkorn, fuldkornsmel og -brød (hvede og rug), brun ris, tørrede ærter,bønner og linser samt rejer og andet godt fra havet plus tørrede frugter, bananer og friske grønsager.

Selv om dette umiddelbart kan virke overbevisende, så vil lidt nærmere eftertanke give anledning til bekymring. Listen ville måske virke betryggende, hvis den repræsenterede, hvad folk rent faktisk spiser. Men det gør den jo ikke.

De virkeligt magnesiumholdige fødemidler som kashewnødder, ølgær, østers, ja, sågar soyabønnera) har mange danskere aldrig puttet i munden, og dadler spiser de kun til Jul. Selv hos dem, der fra tid til anden indtager den magnesiumrige føde, bliver bidraget til kosten så lille, at det ikke væsentligt vil øge den samlede magnesiumsindtagelse.

Man regner da også med, at i normal kost er det kornsorter og grønsager, der leverer det meste af det daglige magnesium. Hvor godt de så gør det, er en anden sag, som er værd at kaste et blik på. I normal kost er kornsorterne nemlig blevet til hvidt industrimel og grønsagerne er langtfra friske. Lad os begynde med melet. Ved maling og anden forarbejdning til hvidt mel fjernes 85% af kornets magnesium, undertiden mere. Dette forarmede mel dukker op ikke alene i brød, men i et utroligt antal færdigvarer og levnedsmidler som for eksempel pølser og postejer. Det udgør en væsentlig bestanddel i junk food. Og at det ikke alene er magnesium, der forsvinder ud af melet, fremgår af Fig. 2.

Men læg også mærke til, at tabet af magnesium her ofte ligger procentuelt højere end tabet af andre grundstoffer. Denne forskel går igen i en anden sammenhæng , for eksempel i tabet af mineraler ved frysning af madvarer - som det fremgår af Fig. 3. Med andre ord, magnesium er et grundstof der meget let går tabt under fødevareforarbejdning, gennemgående lettere end andre grundstoffer. Og da de allerfleste af de fødevarer, vi indtager i vore dage, er industriforarbejdede, er de følgeligt også magnesiumfattige.

Jamen, hvad så med grønsagerne?

At grønsager er grønne skyldes jo i første række, at de indeholder klorofyl, og hvert eneste klorofylmolekyle indeholder et atom magnesium. Så her må vi jo med garanti få noget magnesium - ikke sandt?

Fig. 3: Procentuelle tab af kalcium og magnesium ved frysning af fødevarer:

• Abrikoser 33 12
• Asparges 0 30
• Blåbær 53 0
• Ferskner 33 40
• Grønne ærter 4 31
• Grønne bønner 19 34
• Jordbær 39 31
• Kartofler 0 38
• Kirsebær 22 0
• Lima bønner 33 40
• Majs 57 53
• Rosenkål 33 9
• Solbær 56 48
• Sorte bønner 7 0
• Spinat 0 23

Modificeret efter Mervyn [9]

100 g klorofyl indeholder imidlertid kun 2.7 g magnesium, og mængden af klorofyl i friske grønsager er kun 0.1%! I 2 kg grønsager kan der gennemsnitlig være 95 g magnesium, men kun 12 mg heraf er i form af klorofyl, og resten kan variere betydeligt afhængig af jordbundsforhold, vækstbetingelser og mineralbalance. Med andre ord: En grønsag kan være rimeligt overbevisende grøn og have al den for planten nødvendige klorofyl samtidig med, at den stadigvæk som menneskeføde betragtet er en underlødig kilde til magnesium!

Magnesiumfattige jorder kendes fra mange egne i verden, og i blandt andet USA og Frankrig har man kunnet iagttage en betydelig højere forekomst af cancer hos folk, der boede på disse jorde og levede af deres afgrøder. [15] Modsvarende har man fundet lav cancerforekomst på magnesiumrige jorde for eksempel i Ægypten og Libyen [16]. Magnesium er ikke den eneste faktor, der indgår i dette billede. Den er utvivlsomt blot een ud af flere samvirkende årsager. Men samtidig er det også en af de væsentligste faktorer.

Tilbage til grønsagerne! Selv om de er grønne - hvad jo paradoksalt nok langt fra alle grønsager er - så er denne klorofylfarve ikke nogen garanti for et tilstrækkeligt indhold af magnesium. Og selv om indholdet af magnesium var blot rimeligt højt, så skulle man i bedste fald spise henved 2 kg friske grønsager daglig, hvis man alene fra denne kilde ville hente tilstrækkeligt magnesium til at dække den "Anbefalet Daglig Tilførsel", - som iøvrigt efter de fleste eksperters bedste overbevisning er alt for lav. Men mere herom senere!

Om grønsager er det også altid væsentligt at huske, at alle tal og mål i litteraturen er hentet fra enkelttilfælde eller er gennemsnitlige størrelser. De siger absolut intet om det, der har betydning for dig lige her og nu, - for eksempel magnesiumindholdet i lige bestemt den agurk, som du netop er ved at sætte tænderne i. Der kan i agurken kun være de grundstoffer, der var i den jord, de voksede i, og som var tilgængelige ud fra den syre/basebalance, der var til stede i denne jord. - Hovsa! Kom jeg til at sige jord? Jamen, - færre og færre af vore grønsager vokser jo nu om dage i jord. De gror i en slags kattegrus eller fidusmuld, hvortil avlerne har tilsat lige netop de stoffer, der får planterne til at gro. Ikke nødvendigvis de stoffer, som mennesker har brug for. Hvorfor skulle han egentlig også bekymre sig om dem?

Men selv om nu din agurk er dyrket for eksempel i et fjernt land, hvor de stadig bruger jord til den slags, og den tilmed har et generøst indhold af magnesium, så er det langtfra sikkert at denne magnesium havner i din organisme. Agurken kan være dyrket og høstet fjernt fra Danmark og fået en gang kosmetisk sprøjt inden afrejsen hertil for at kunne ankomme pæn og mere grøn og tillokkende end den ved nøjere eftersyn egentlig er. Den pålagte sminke er som regel en syre, der binder mineralerne - herunder magnesium - så fast, at de undervejs gennem fordøjelseskanalen ikke kan blive optaget af organismen.

Så alt i alt: Vor kost er - i praksis - fattig på magnesium. Og dette er selvfølgelig en grundlæggende årsag til udbredt magnesiummangel. Men magnesiummangel øges yderligere af andre faktorer, relateret til kost og livsstil. Vi kan ikke opregne dem alle; men her er nogle af de vigtigste:

1. Høj kostindtagelse af fedttstoffer modvirker udnyttelse af magnesium - og andre mineraler - i organismen (Bemærk! Gælder fortrinsvis transfedt - søgeord trans fat and magnesium deficiency og polyunsaturated fats and magnesium deficiency/red.).
   ---
2. Høj kostindtagelse af salt modvirker udnyttelse af magnesium - og andre grundstoffer - i organismen (Bemærk! Gælder overforbrug af salt, mens saltfattig kost netop svækker afbalanceringen af magnesuim/calcium - søgeord: low sodium and magnesium deficiency/red.).
   ---
3. Høj kostindtagelse af sukker fjerner - blandt andet - magnesium fra organismen.
   ---
4. Høj indtagelse af alkohol fjerner magnesium fra organismen.
   ---
5. Høj kostindtagelse af fosfor modvirker udnyttelse af magnesium i organismen. Vor kost har et stort fosforindhold fra kød og mejeriprodukter. Yderligere benyttes fosfater udstrakt i levnedmiddelindustrien, og vi tilfører flere af dem gennem læskedrikke som cola og tilsvarende.
   ---
6. Høj proteinindtagelse kræver store mængder magnesium.
   ---
7. Høj kostindtagelse af kalcium modvirker udnyttelse af magnesium i organismen. Normal er vor kost rig på kalcium, men andre faktorer hindrer os i at udnytte den. Yderligere kalciumtilskud, der ofte gives til både unge og gamle - især kvinder - forskubber yderligere kalcium/magnesium-balancen katastrofalt.
   ---
8. Tilskud af vitamin D modvirker udnyttelse af magnesium i organismen.
   ---
9. Høj kostindtagelse af ikke-gennembagt mel modvirker udnyttelse af magnesium - og andre mineraler - i organismen på grund af melets indhold af fytin. Ubagt mel bruges som "fyldekalk" i mange færdigretter, pølser og andre industrilevnedsmidler. Helsefolk bør huske, at høj indtagelse af rå klid giver endnu mere fytin end ubagt mel!
   ---
10. Intensiv kogning og stegning fjerner magnesium fra føden.
    ---
11. En række gængse og meget benyttede mediciner fjerner magnesium fra organismen. Det gælder vanddrivende midler, afføringsmidler, hjertemedicin som for eksempel digitalis, p-piller og andre.
    ---
12. Kaffe tapper kroppen for magnesium!
    ---
13. Nedsat fødeindtagelse, mangelfuld kost, nedsat eller blokeret optagelse på grund af malabsorption, kirurgiske indgreb i fordøjelsessystemet, især tarmene, kronisk diarré (eventuelt forårsaget af overdreven brug af afføringsmidler), mave- og tarminfektioner og/eller allergier er ofte hovedårsager til magnesium og anden nutrientmangel. Men disse faktorer er ikke nødvendige for skabe magnesiummangel. En ganske normal moderne livsstil er tilstrækkelig!

[Anisa]

Magnesium / B-6 mangel
Nyt perspektiv på sygdomsårsager og alternativ behandling.
Af Erik Kirchheiner

4. Hvor meget magnesium til - hvem?

Det er nu på tide at sætte nogle tal på, hvad vi forstår ved tilstrækkelig magnesiumindtagelse og magnesiummangel. Men hvor får vi de tal fra?

Den mest brugte - og misbrugte - tabel over menneskelige nutrientbehov er den amerikanske Recommended Dietary Allowances, almindeligvis forkortet til RDA og mere eller mindre kritikløst efterlignet i andre lande under forskellige betegnelser, i Danmark som ADT = Anbefalet Daglig tilførsel. Den amerikanske RDA er en bog på 284 tætte sider, der i 1989 udkom i sin 10. reviderede udgave.

Det er en lærd sag med mange akademiske overvejelser, konservativ og noget bagstræberisk i sin holdning. Selve teksten gør det imidlertid soleklart, at RDA-værdierne er ment som gennemsnitlige anbefalinger for større grupper af sunde mennesker. Det er et forhold, der alt for ofte går i glemmebogen. Når enkeltpersoner søger råd hos en læge, apoteker eller mere konventionel ernæringsrådgiver bruges RDA/ADT ofte som en benhård beregning af nøjagtig hvor meget man individuelt må få, hverken mere eller mindre.

Men den amerikanske tekst understreger kraftigt, at sådan kan disse værdier slet ikke bruges. RDA/ADT må ikke bruges til at reducere individuelle indtagelser. Ja, den sigter slet ikke mod at dække individuelle behov, hverken hos sunde normale mennesker eller hos folk med særlige behov forårsaget af sygdom, lang tids mangelfølge, stress, miljø belastning eller andre forhold.

Den amerikanske RDA for magnesium ligger på cirka 300 til 350 mg samlet daglig indtagelse fra kost og kosttilskud. Men for begge køn og samtlige aldersgrupper svinger anbefalingerne fra 40 til 400 mg.

Hvilket grundlag bygger denne udregning på? Faktisk et meget spinkelt grundlag, i realiteten forbløffende lidt, især i betragtning af den diktatoriske måde disse værdier anvendes på. Beregningen er nemlig baseret på gennemsnitsværdier i kosten og hos forskellige befolkningsgrupper. Men det betyder jo ikke, at disse værdier er udtryk for den bedst mulige magnesiumindtagelse og den mest ønskværdige standard.

Det er altså snarere en beregning af, hvad man - et flertal, men altså absolut ikke alle - med rimelighed kan forventes at nøjes med uden at få akutte mangelsymptomer. Uden at få erkendte akutte mangelsymptomer, javist, men altså på længere sigt ikke uden de talrige sygdomme, der er resultaterne af længere tids utilstrækkelig magnesiumindtagelse.

Det lyser gennem den amerikanske tekst, at man ikke har haft en optimalt magnesiumernæret befolkningsgruppe til at basere sine iagttagelser på. Individuelle forskere giver udtryk for samme dilemma. Men det erkendes dog i RDA-teksten, at befolkninger på en væsentlig anden kost end den amerikanske - en kost bestående af fuldkorn, bønner, frisk grønt og fisk - ville have vist andre værdier.

Havde det så ikke været en ide, at man havde medtaget dem i det grundlæggende studie? De findes jo flere steder i verden, og det kan også iagttages, at de lider væsentligt mindre af de specifikke sygdomme, som vi har nævnt ovenfor, - sygdomme, der er karakteristiske konsekvenser af den vestlige livsstil, en livsstil mest udpræget repræsenteret af amerikanerne.

Baseret på andre og bredere overvejelser end dem, der ligger til grund for formulering af RDA, har mere avancerede forskere og behandlere givet deres bud. Dr. Richard Passwater deler befolkningen i 4 kategorier og opererer med anbefalede doseringer på mellem 75 og 600 mg magnesium [20], altså maksimalt en halv gang mere end den højeste RDA! Et andet forslag til en Optimal Daily Allowance (ODA) - altså en bedst tænkelig tilskudsdosering - er på mellem 500 til 750 mg! [18]

Her taler vi altså stadig om gennemsnitlige værdier til normale sunde mennesker. Ikke om syge mennesker med mangelfølger, ikke om specielle individuelle behov, ikke om terapeutiske doseringer. De kræver helt andre mængder. Hvor store er de? Og hvor meget magnesium kan man egentlig tåle?

Ved formuleringen af de terapeutiske doseringer, bygger vi faktisk på et langt mere konkret grundlag end ved formuleringen af RDA/ADT, - nemlig de kliniskeerfaringer, iagttagelsen af, hvad der skal til, for at lindre eller helbrede en svær sygdomsskabende magnesiumsmangel. Dr. Melvyn R. Werbach [17] og andre har arbejdet med at samle disse værdier. For magnesium ligger værdierne mellem 300 og 800 mg. Der er dem, der går op til 1000 mg [18]. Toksiske doser antages at ligge over 2000 mg. [13]

Men hvor nyrefunktionen er normal og magnesium gives som kosttilskud er situationen stort set selvregulerende, da overdosering hurtigt fører til diarré, som vil afholde fra yderlige indtagelse. Andre symptomer på overdosering er døsighed, tørst og lignende. Store doser givet som injektion kan medføre hedeture, lavt blodtryk, reflekstab, åndedrætsbesvær og ved svær forgiftning koma og hjertesvigt.

Magnesiumforgiftning som følge af kosttilskud hos personer uden nedsat nyrefunktion er aldrig registreret. Magnesium som kosttilskud har en safety record på linie med vitaminerne [19] [20].

Lad os kort resumere: Det anbefales konservativt at voksne får i gennemsnit mellem 300 til 350 mg magnesium daglig. En mere avanceret bedømmelse er 500 til 750 mg og i teraputisk øjemed op til 1000 mg. - Men hvor meget magnesium får folk i realiteten?

Her støtter vi os til amerikanske undersøgelser. Erfaringen viser os imidlertid, at deres resultater ikke ligger langt fra den danske virkelighed. RDA oplyser, at daglig magnesium i kosten i begyndelsen af århundredet gennemsnitligt var over 400 mg, som i 1985 var faldet til 329 for mænd og 207 for kvinder! [14]. Faldet er utvivlsomt fortsat gennem det følgende tiår. Konklusionen er imidlertid formuleret på en ret løjerlig måde. "Skønt kostundersøgelser angiver, at magnesiumindtagelsen i visse dele af befolkningen ligger under den nuværende anbefalede daglige indtagelse, er der ingen sikre vidnesbyrd om, at magnesiummangel er et problem blandt sunde mennesker her i landet." (Sic!)

Er det virkelig ikke faldet eksperterne ind, at magnesiummanglen ikke skal findes hos de sunde, men hos de syge? Eller er denne formulering en særlig finurlige måde at undgå at konfrontere et problem, som man internt udmærket er bekendt med? Forklaringen er nok den, at RDA slet ikke er beregnet med henblik på syge mennesker. Men alligevel; formuleringen er stærkt vildledende!

I alle tilfælde: Myndighederne konkluderer, at folk får endnu mindre magnesium end selv de meget lave minimalmål, som de selv har sat! Det må vel kaldes en indrømmelse.

Andre og mere avancerede analytikere har imidlertid en anden opfattelse af problemets størrelsesorden. Efter en gennemgang af problemet som ovenfor konkluderer dr. Jeffrey Bland, der i en årrække var Linus Pauling's nære medarbejder: "Magnesiummangel er derfor meget almindelig hos den gennemsnitlige "velnærede amerikaner" [21]. Dette bekræftes igen af en landsdækkende undersøgelse fra 1981, der påviser at 75% af den amerikanske befolkning ikke engang indtager så meget magnesium, at det svarer til den officielle meget lave RDA!

Vi kan altså med god grund fastslå, at de fleste mennesker får for lidt magnesium. Med vor viden om følgerne af magnesiummangel kan vi også iagttage konsekvenserne i de folkesygdomme, der præger vort samfund. Men vor gennemgang af problemet har indtil dette punkt været enøjet, fordi det snævert har fokuseret på netop magnesium, skønt vi allerede har fastslået, at nutrienterne ikke virker uden samarbejde. Vi må nu udvide billedet og se på de samarbejdende faktorer - først kalcium og derpå vitamin B-6.